Der var engang en prinsesse, der hed Rosa. Hun var ni år, havde altid jord under neglene, og hendes allerbedste sted i hele slottet var rosenhaven bag køkkenet, hvor der voksede tre hundrede rosenbuske i alle farver.
Hun passede dem sammen med den gamle gartner Valdemar. Han havde et skæg som en busk og kunne kende hver eneste rose på duften.
En aften i september stod Valdemar ude i haven og snusede til luften. Han rynkede panden.
“Prinsesse,” sagde han. “Kan du mærke det?”
Rosa snusede. Luften var klar og skarp og lugtede af noget koldt.
“Der kommer nattefrost,” sagde Valdemar. “Den første i år. Og alle de sene roser står lige i knop. Hvis frosten tager dem i nat, så åbner de sig aldrig.”
Rosa kiggede ud over haven. Tre hundrede buske. Det var umuligt for to.
“Vi skal have hjælp,” sagde hun.
Hun løb ind i køkkenet. Der stod kokken og vaskede op.
“Kokken! Rosenhaven fryser! Vi skal have lagner over buskene!”
Kokken tørrede hænderne og kom med. Og kokken hentede køkkenpigen.
Køkkenpigen hentede stuepigen. Stuepigen hentede kusken. Kusken hentede staldknægten, der kom med to hestetæpper under armen.
Og staldknægten hentede vagterne fra porten.
Og vagterne hentede kammerherren, der kom i sin fine jakke og sagde: “Det her er højst uregelmæssigt.”
Og kammerherren hentede dronningen.
Og dronningen hentede kongen, der kom i nattrøje og nathue og tøfler, med et lys i hånden og et forvirret blik.
“Hvad er det, der foregår?” sagde kongen.
“Der kommer frost,” sagde Rosa. “Vi skal dække roserne.”
Kongen kiggede på de tre hundrede buske. Så kiggede han på sin datter, der stod med et lagen i hver hånd og jord på næsen.
“Så må vi hellere komme i gang,” sagde han.
Det blev en mærkelig nat på slottet.
Kokken dækkede de røde roser med duge fra spisesalen. Stuepigen dækkede de gule med gardiner fra balsalen. Staldknægten brugte hestetæpperne på de store, gamle buske ved muren. Vagterne holdt lanterner, så alle kunne se. Kammerherren fandt ud af, at hans fine jakke var god til en lille hvid rose, og lagde den forsigtigt over.
Dronningen bandt lagner fast med sine hårbånd.
Og kongen gik rundt i nattrøje og tøfler og stillede små lys i glas mellem buskene, for Valdemar sagde, at bare en smule varme kunne gøre en forskel.
Ved midnat var alle tre hundrede buske dækket. Haven lignede et hav af små hvide spøgelser med lys imellem.
“Nu kan vi ikke gøre mere,” sagde Valdemar. “Nu må vi vente på morgenen.”
Ingen gik i seng. De satte sig på bænkene og trappen og græsset, tæt sammen, i tæpper og jakker. Kokken kom med varm kakao. Kongen faldt i søvn med hovedet på dronningens skulder og snorkede lidt.
Rosa sad ved siden af Valdemar.
“Tror du, det er nok?” hviskede hun.
“Det får vi at se,” sagde han.
Om morgenen lå der rimfrost på græsset. Det knasede, når man gik på det. Taget på slottet var hvidt.
Rosa løftede forsigtigt det første lagen.
Under det stod rosenknoppen. Hel og grøn og rød i spidsen. Ikke en eneste frostplet.
Under det næste lagen var det samme. Og det næste. Og under kammerherrens jakke stod den lille hvide rose og var lige ved at springe ud.
En uge senere blomstrede de alle sammen. Det var den sidste og fineste rosenblomstring, slottet nogensinde havde set. Og kongen gik rundt og fortalte både kokken og kusken og kammerherren, at han selv havde reddet de gule.
Det havde han ikke. Han havde reddet de lyserøde. Men Rosa sagde ingenting.
Ude i haven står roserne nu under deres lagner og venter på morgenen. Du har din dyne, og den er meget lunere end en dug fra spisesalen. Sov sødt, du.
