Der var engang en lille prinsesse ved navn Rosa, som boede i et smukt slot omgivet af en stor, duftende rosenhave. Prinsesse Rosa elskede sin have mere end noget andet, for den var fyldt med roser i alle regnbuens farver. Hver morgen gik hun en tur i haven og talte med blomsterne, som om de var hendes bedste venner.
En dag, mens Rosa gik rundt i haven, opdagede hun, at nogle af roserne så triste ud. Deres blade var visne, og deres farver var ikke så strålende som før. Prinsesse Rosa blev meget bekymret og besluttede sig for at finde ud af, hvad der var galt.
Hun gik hen til den kloge gamle gartner, Hr. Blomst, som havde passet haven i mange år. “Hr. Blomst,” sagde Rosa, “hvorfor ser mine roser så triste ud?”
Hr. Blomst smilede venligt til prinsessen og sagde: “Åh, kære Rosa, roserne har brug for kærlighed og omsorg, ligesom vi mennesker. Måske har de brug for lidt ekstra opmærksomhed og pleje.”
Prinsesse Rosa nikkede og besluttede sig for at bruge hele dagen på at passe sine roser. Hun vandede dem forsigtigt, fjernede de visne blade og talte blidt til dem. Hun sang endda en lille sang, som hun havde lært af sin mor, da hun var en lille pige.
Mens Rosa arbejdede i haven, kom en lille fugl flyvende og satte sig på hendes skulder. “Tak, prinsesse Rosa,” kvidrede fuglen. “Din kærlighed og omsorg har gjort roserne glade igen. De vil snart blomstre smukkere end nogensinde før.”
Rosa smilede og klappede fuglen blidt. “Jeg er så glad for at høre det,” sagde hun. “Jeg vil altid passe godt på min rosenhave.”
Da solen gik ned, og stjernerne begyndte at blinke på himlen, gik prinsesse Rosa tilbage til slottet. Hun kiggede ud af vinduet og så, at roserne allerede begyndte at stråle i det svage månelys. Hun vidste, at de snart ville være lige så smukke som før.
Fra den dag af sørgede prinsesse Rosa for at bruge tid i sin rosenhave hver dag. Hun lærte, at med lidt kærlighed og omsorg kunne hun gøre en stor forskel, ikke kun for sine roser, men også for alle omkring hende.
Og sådan levede prinsesse Rosa lykkeligt i sit slot med sin smukke rosenhave, hvor roserne altid blomstrede i de mest fantastiske farver. Og hver aften, når hun lagde sig til at sove, vidste hun, at hun havde gjort noget godt for sine elskede blomster.
Og de levede lykkeligt til deres dages ende.