Der var engang en prinsesse, der hed Amalie, og hun kunne tale med månen. Det var der ingen andre på slottet, der kunne. Hendes værelse lå øverst i det højeste tårn, og hver nat, når månen kom forbi vinduet, åbnede hun det og sagde godaften.
“Godaften, prinsesse,” sagde månen. Den havde en dyb og lidt træt stemme, ligesom én, der har været oppe meget længe.
Månen fortalte om alt det, den så. Om skibe på havet og ræve på markerne og børn, der lå og kiggede op på den fra deres senge over hele verden.
“Alle kigger på mig om natten,” sagde den en aften. “Men jeg har et hemmeligt ønske.”
“Hvad er det?” spurgte Amalie.
Månen var stille et øjeblik. “Jeg vil gerne have, at nogen kigger på mig om dagen,” sagde den.
“Om dagen? Men så er du der jo ikke.”
“Jo,” sagde månen. “Tit. Jeg står på himlen, mens solen skinner. Jeg er bleg og lidt gennemsigtig, ligesom et stykke papir. Men ingen kigger op. Alle tror, at jeg kun kommer om natten.”
Amalie havde aldrig set månen om dagen. Hun havde aldrig kigget efter.
“Hvornår er du der næste gang?” spurgte hun.
“I morgen eftermiddag,” sagde månen. “Over slotshaven, lidt til venstre for det store kastanjetræ.”
Næste dag kunne Amalie næsten ikke koncentrere sig om sine timer. Hun kiggede ud ad vinduet hele tiden. Efter frokost løb hun ud i slotshaven og stillede sig ved kastanjetræet.
Hun kiggede op. Der var blå himmel og en enkelt hvid sky. Og så, lidt til venstre, noget, der lignede en halv, hvid kiks. Den var så bleg, at hun næsten ikke kunne se den.
“Der er du!” råbte hun og vinkede med begge arme.
Gartneren kiggede op fra rosenbedet. “Hvem vinker prinsessen til?”
“Månen,” sagde Amalie og pegede.
Gartneren kneb øjnene sammen. “Nå, ja,” sagde han forbavset. “Det har jeg aldrig lagt mærke til.” Og så vinkede han også.
Kokken kom ud med et fad. Hun vinkede. Kongen kom ud for at se, hvad der foregik, og fik øje på den. Han tog kronen af og vinkede med den. Til sidst stod hele slottets folk i haven og vinkede op mod en halv, bleg måne på en blå eftermiddagshimmel.
Den aften åbnede Amalie sit vindue som altid.
“Godaften,” sagde hun.
“Godaften,” sagde månen. Dens stemme var ikke træt mere. “Så du kongen? Han vinkede med sin krone.”
“Det så jeg,” sagde Amalie.
“Det er aldrig sket før,” sagde månen, og den skinnede så klart, at Amalies værelse blev helt sølvfarvet.
Amalie lukkede vinduet og lagde sig i sengen. Hun lod gardinet stå lidt på klem.
Kig op i morgen, du, når det er lyst. Måske står der en bleg måne på himlen og venter. Vink til den. Men lige nu skinner den på dit vindue og passer på, at du sover. Godnat.
