Der var engang en prinsesse, der hed Luna, og hun boede på et slot med syv tårne. Hun havde et værelse i det højeste tårn, og hun elskede stjerner mere end noget andet. Men hun måtte ikke være oppe om natten for at kigge på dem. Hun var seks, og kongen og dronningen sagde, at prinsesser på seks skal sove.
“Men stjernerne kommer først frem, når jeg skal sove,” sagde Luna. “Det er ikke retfærdigt.”
På slottet boede der også en astronom. Han hed mester Tyge, og han havde et rum øverst i det næsthøjeste tårn med et stort messingrør, der pegede mod himlen. Han havde et langt, gråt skæg og briller med runde glas, og han kendte navnet på hver eneste stjerne.
En eftermiddag kom han op til Lunas værelse med en kurv.
“Prinsesse,” sagde han. “Jeg har hørt, at du savner stjernerne om natten.”
“Ja,” sagde Luna.
“Så tager vi dem med herind,” sagde mester Tyge.
Han løftede låget på kurven. Indenfor lå der hundredvis af små stjerner, klippet ud af tyndt, lysegrønt papir. De føltes lidt fedtede.
“De er malet med en særlig maling,” sagde mester Tyge. “Den samler lyset om dagen. Om natten giver den det tilbage.”
“Skal vi sætte dem op?” spurgte Luna.
“Ikke bare sætte dem op,” sagde mester Tyge. “Vi skal sætte dem rigtigt op. Ligesom på himlen.”
Han tog et stort, blåt kort frem og bredte det ud på gulvet. Det var et stjernekort. Der var prikker på det og streger mellem prikkerne og navne skrevet med fin skrift.
“Først Karlsvognen,” sagde han. “Den kan man altid finde. Syv stjerner. Fire til selve vognen, tre til stangen.”
Han satte stigen op. Luna kravlede op på den, og mester Tyge holdt den fast og holdt også lidt fast i hendes kjole. Hun klistrede stjernerne op i loftet, én efter én, mens han pegede på kortet.
“Følg nu de to bagerste stjerner i vognen,” sagde han. “Op, op, fem gange så langt. Der sidder Nordstjernen. Den er den eneste, der ikke flytter sig. Alle de andre drejer rundt om den.”
Luna satte en lidt større stjerne op lige over sin seng.
Så satte de Cassiopeia op, der ligner et stort W. Og Orion, jægeren, med tre stjerner i bæltet. Og Svanen, der flyver med lang hals hen langs Mælkevejen. Til Mælkevejen tog mester Tyge en lille pensel og prikkede tusind små prikker med malingen, i en lang, tåget stribe hen over loftet.
Det tog hele eftermiddagen. Da de var færdige, var Luna støvet på knæene og havde maling på næsen.
Om aftenen kom dronningen op for at sige godnat. Luna sagde, at hun skulle slukke lyset.
Dronningen slukkede.
Og i loftet tændte stjernerne. Først svagt, så tydeligere. Lysegrønne, bløde prikker. Karlsvognen. Cassiopeia. Orion med sit bælte. Svanen og Mælkevejen. Og lige over sengen Nordstjernen, lidt større end de andre.
Dronningen satte sig på sengekanten og kiggede op. “Hvor er det smukt,” sagde hun.
“Det er mit stjerneslot,” sagde Luna. “Nu kan jeg se dem, mens jeg sover.”
Mester Tyge stod i døren og smilede gennem skægget.
Lidt efter blev stjernerne svagere og svagere. Malingen havde givet det meste af dagens lys fra sig. Men det gjorde ikke noget, for på det tidspunkt sov Luna. Og uden for vinduet, over det højeste tårn, stod de rigtige stjerner og lyste.
Kan du finde Nordstjernen, du? Den sidder lige over Lunas seng og bliver der, mens alle de andre drejer. Find et punkt i loftet over dig, og lad det være dit. Godnat.
