Der var engang en pige, som alle kaldte Askepot, fordi hun altid sad ved komfuret, og fordi hendes kjole altid var grå af aske.
Hun boede i et stort hus sammen med sin stedmor og sine to stedsøstre. De var ikke søde ved hende. Stedsøstrene sov i bløde senge med silkepuder, mens Askepot sov på en madras i et lille kammer under trappen. Hun gjorde rent, hun lavede maden, hun bar brænde ind og vaskede tøj, og når hun var færdig, fandt stedmoren altid på mere.
Men Askepot var venlig. Hun sang, mens hun arbejdede, og hun gav altid lidt brødkrummer til musene i køkkenet og til duerne i vindueskarmen. De kom, når hun kaldte.
En dag kom der et brev fra slottet. Kongen holdt bal i tre dage, og alle unge piger i hele riget var inviteret. Prinsen skulle finde en, han ville gifte sig med.
Stedsøstrene hylede af glæde. De prøvede kjoler i flere dage. Askepot syede bånd på deres ærmer, krøllede deres hår og snørede deres sko.
“Må jeg ikke også komme med?” spurgte hun stille.
Stedmoren lo. “Du? I den kjole? Du har jo ikke engang et par sko, der passer.”
Så kørte de af sted i karetten, og Askepot blev alene tilbage i køkkenet. Hun satte sig ved komfuret med hænderne i skødet og kiggede ind i gløderne.
Da hørte hun en stemme bag sig.
“Hvorfor er du så stille, Askepot?”
Ved døren stod en lille, gammel dame med en kappe så blå som aftenhimlen og en stav i hånden, der glimtede. Hun smilede, så øjnene næsten forsvandt.
“Jeg er din gudmor,” sagde hun. “Og du skal med til bal.”
“Men jeg har ingen kjole,” sagde Askepot. “Og ingen vogn.”
“Det ordner vi,” sagde gudmoren. “Gå ud i haven og hent det største græskar, du kan finde.”
Askepot hentede et kæmpestort, orange græskar. Gudmoren rørte ved det med staven, og det voksede og voksede, og pludselig stod der en gylden karet med runde vinduer og røde hjul i gården.
“Nu musene,” sagde gudmoren.
I musefælden i spisekammeret sad seks små, grå mus. Askepot åbnede lågen, og gudmoren rørte ved dem én efter én. Og så stod der seks hvide heste foran karetten og stampede i jorden. En stor rotte fra kælderen blev til en kusk med flot overskæg, og seks firben fra bag vandtønden blev til tjenere i grønne jakker.
Til sidst rørte gudmoren ved Askepot selv.
Den grå kjole blev til en kjole af sølv og guld, der glimtede som stjernehimmel, når hun bevægede sig. Og på fødderne havde hun et par sko af glas. De var så klare som vand og passede hende præcis.
“Én ting skal du huske,” sagde gudmoren. “Ved midnat holder trylleriet op. Når klokken slår tolv, bliver karetten et græskar igen, hestene bliver mus, og din kjole bliver grå. Du skal være hjemme inden.”
Askepot lovede det.
På slottet blev der helt stille, da hun trådte ind i balsalen. Ingen havde set nogen så smuk før. Ingen genkendte hende, heller ikke stedsøstrene. Prinsen gik lige over til hende og bød hende op til dans. Han dansede ikke med nogen anden hele aftenen.
Klokken kvart i tolv nejede Askepot, sagde godnat og skyndte sig hjem. Da stedsøstrene kom hjem, sad hun ved komfuret i sin grå kjole og gabte.
“Der var en prinsesse,” fortalte stedsøstrene. “Ingen ved, hvem hun var.”
Den anden aften gik det på samme måde. Askepot var endnu smukkere, og prinsen ville ikke slippe hendes hånd.
Den tredje aften dansede de så længe, at Askepot glemte at kigge på uret. Pludselig begyndte slotsklokken at slå. Én. To. Tre.
Askepot løb. Hun løb gennem salen, ud ad den store dør og ned ad den lange trappe. Fire. Fem. Seks. På det syvende trin gled den ene glassko af hendes fod. Hun nåede ikke at samle den op. Hun løb videre, og ved det tolvte slag stod hun i sin grå kjole på vejen med et græskar ved fødderne og seks små mus, der pilede rundt om hendes ankler.
Prinsen fandt kun skoen.
Næste morgen red han rundt i hele riget med glasskoen på en pude. Alle unge piger skulle prøve den. Den, som skoen passede, ville han gifte sig med.
Til sidst kom han til huset med stedmoren. Den ældste stedsøster prøvede. Hendes tæer var for lange. Den yngste prøvede. Hendes hæl var for stor.
“Er der ikke flere piger i huset?” spurgte prinsen.
“Kun Askepot,” sagde stedmoren. “Hun er bare køkkenpige.”
“Lad hende prøve,” sagde prinsen.
Askepot satte sig på skamlen og stak foden i skoen. Den gled på, som var den lavet af vand. Og så tog hun den anden glassko op af sit forklæde og satte den på den anden fod.
Prinsen kiggede på hende. Han kendte hende igen med det samme, aske eller ej.
Stedsøstrene blev helt røde i hovedet. Men Askepot var ikke sur på dem. Hun sagde, at de gerne måtte komme til slottet og besøge hende.
Samme dag kørte hun til slottet med prinsen. Duerne fløj med hele vejen og satte sig på taget af karetten, og musene fik deres helt eget lille hus i slotskøkkenet, hvor der altid var krummer nok.
På slottet sidder Askepot ved vinduet i aften, du, i en almindelig, blød natkjole, og ved siden af sengen står to små glassko og glimter i lyset fra månen. Nede i slotskøkkenet putter seks små mus sig sammen i en kurv ved det varme komfur. Godnat.
