Der var engang en fe, der hed Flora. Hun var ikke større end en humlebi, havde vinger, der skinnede som sæbebobler, og boede i en valmue i kanten af en kornmark.
Flora havde hørt, at der var en hemmelighed for enden af regnbuen. Det sagde alle de gamle feer. Nogle sagde, at der stod en gryde guld. Andre sagde, at der boede en regnbuefe, der var ældre end bjergene. Ingen havde været der.
En eftermiddag i juli kom der en byge. Det regnede stærkt i ti minutter, og så kom solen frem igen bag Flora. Og ude over marken stod den: en stor, klar regnbue med røde, gule, grønne og violette striber og med den ene ende nede i hvedemarken og den anden ovre bag gården.
Flora satte sig på kanten af sin valmue og kiggede på den. Hun tænkte på de gamle feers ord. Gryden med guld. Regnbuefeen. Hun lagde hovedet på skrå og spekulerede på, hvordan det mon så ud derovre, hvor buen gik ned i hveden.
“Der er ingen ende,” sagde en stemme.
Det var en landsvale. Den sad på telefonledningen over marken med sin lange, kløftede hale og sin røde hals. Hun hed Svirre.
“Selvfølgelig er der en ende,” sagde Flora. “Der er to. Jeg kan se dem.”
“Du kan se to,” sagde Svirre. “Det er ikke det samme.” Hun kiggede på Flora med sine små, sorte øjne. “Vil du se den, som jeg ser den? Hop op.”
Flora satte sig på svalens ryg og holdt fast i to fjer. Svirre slap ledningen og fløj op. Ikke hen mod regnbuen. Op.
De fløj højere og højere. Marken blev lille under dem. Gården blev en lille, rød firkant. Vinden suste i Floras ører. Svirre fløj op over træerne, op over kirketårnet, op til der, hvor de små regnskyer stadig hang.
“Kig ned,” sagde Svirre. “Med solen bag dig.”
Flora kiggede ned.
Og der var den. Regnbuen. Men den var ikke en bue mere. Den var en hel cirkel. En stor, rund cirkel af farver, der lå i luften under dem, med den lille skygge af en svale lige i midten.
“Den har ingen ende,” hviskede Flora.
“Nej,” sagde Svirre. “Det er derfor, ingen har fundet den. Nede fra jorden kan man kun se den øverste halvdel. Resten ville ligge nede under jorden. Men heroppe, hvor der er regn under os, kan man se det hele. Og den skygge i midten, det er os.”
Flora sad længe og kiggede. Den hele ring blev svagere og svagere, efterhånden som regndråberne faldt ned og solen tørrede luften. Til sidst var den væk.
Svirre fløj langsomt ned i store, rolige cirkler og satte Flora af ved valmuen.
Om aftenen lå Flora i sin valmue og lukkede bladene om sig, og hun tænkte på den hele ring af farver i luften, med en lille skygge i midten.
Næste gang du ser en regnbue, du, så tænk på Svirre og Flora højt oppe over regnen. Buen er rund hele vejen, selvom du kun kan se halvdelen. Godnat.
