Der var engang en lille fe, der hed Vingeblomst, og hun var ikke større end en tommelfinger.
Hun boede i et gammelt egetræ for enden af en mark. Hun havde et hjem i et hul i barken, hun havde vinger, der lignede to tynde, gennemsigtige kronblade, og hun havde en bedstemor, der fortalte historier.
Bedstemors bedste historie handlede om det skjulte slot.
“Et sted i egetræet,” sagde hun, “hænger der slotte. Runde, grønne slotte, der vokser frem af sig selv. Og i hvert eneste slot bor der én eneste beboer, i et lille kammer helt inde i midten, som ingen kan komme ind i.”
“Har du set dem?” spurgte Vingeblomst.
“Når man er gammel, har man set det meste,” sagde bedstemor. “Men man skal finde dem selv. Det er det sjove.”
Så Vingeblomst ledte.
Hun fløj op i toppen af egetræet og kiggede ud over marken. Intet slot. Hun fløj ned til rødderne og kiggede ind i alle hullerne. Intet slot. Hun fløj rundt om stammen tre gange og kiggede på oversiden af hvert eneste blad, hun kunne finde.
Først sidst på eftermiddagen, da hun var træt og satte sig til at hvile på undersiden af et blad, fik hun øje på det.
Det hang lige ved siden af hende. Det var rundt som en kugle og lige så stort som et kirsebær. Det var grønt, med små røde pletter, glat og blankt i overfladen. Det sad fast på bladets midterribbe, som om det var vokset ud af den.
Vingeblomst lagde øret mod det. Ingen lyd. Hun bankede forsigtigt på. Intet svar.
Hun fløj hjem og hentede bedstemor.
“Det er et galæble,” sagde bedstemor og nikkede. “Det er et af slottene.”
Hun fortalte. Om sommeren kommer der et lille, sort insekt, en galhveps. Den er ikke større end et riskorn. Den lægger et æg i bladet. Og så sker det mærkelige: Bladet begynder at vokse rundt om ægget og laver en kugle. Det er galæblet. Inde i midten ligger et lille kammer, og der bor larven, som kommer ud af ægget. Den spiser af væggene indefra og bliver større, og den er helt i sikkerhed, mens den vokser.
“Hvem bygger slottet?” spurgte Vingeblomst. “Larven eller træet?”
“Begge to,” sagde bedstemor. “Det er det, der er så sært.”
“Kan vi kigge ind?”
“Nej,” sagde bedstemor. “Så ødelægger vi det. Vi venter.”
De ventede. Resten af sommeren fløj Vingeblomst forbi slottet hver morgen og sagde godmorgen til det. Det blev større og mere rødt. Om efteråret blev det brunt.
En dag i oktober havde det et lille, rundt hul i siden. Ikke større end et knappenålshoved. Beboeren var flyttet ud.
Vingeblomst satte sig ved hullet og kiggede ind. Derinde var der tomt og mørkt, og helt i midten lå det lille kammer, hvor nogen havde boet hele sommeren.
Bedstemor havde ret. Der hang mange slotte i egetræet. Resten af efteråret fandt Vingeblomst ti, så tyve, så flere, end hun kunne tælle.
Hvis du en dag finder et lille, brunt galæble med et hul i, du, så er det et af slottene, hvor beboeren er flyttet ud. Vingeblomst har et af dem liggende ved siden af sig i sit hul i barken, og hun sover med vingerne foldet sammen, mens egetræet suser over hende. Godnat.
