Der var engang en skovalf, der hed Mosse. Hun var ikke større end en kogle, hun boede i et hul i et gammelt stendige midt i skoven, og hun samlede på sten.
Hun havde mange. Røde sten fra bækken. En sort sten, der var glat som en pude. En hvid sten med et hul igennem, som man kunne kigge ud ad. Hun lagde dem på række langs væggen i sit hul og sagde godnat til dem, før hun sov.
En dag i oktober, efter en nat med regn, var muldvarpen kommet forbi og havde gravet en bunke jord op ved foden af stendiget. Og øverst på bunken lå der en sten, hun aldrig havde set før.
Den var rund og flad i bunden og hvælvet foroven, som en lille kuppel. Den var grå. Og på toppen af den, ridset ind i stenen, var der en stjerne. Fem arme, lige store, der gik ud fra midten, hver af dem lavet af to rækker bittesmå prikker.
Mosse satte sig ned ved siden af den.
“Det er en magisk sten,” hviskede hun.
Hun tog den med hjem. Det var hårdt, for den var næsten lige så stor som hendes hoved. Hun satte den på den bedste plads, midt på rækken, og så sad hun og kiggede på stjernen hele aftenen.
Næste morgen tog hun den med hen til den gamle tudse, der boede under rødderne af egetræet ved bækken. Tudsen var den ældste i skoven. Hun havde set alt.
Tudsen kiggede på stenen længe.
“Det er en tordensten,” sagde hun.
“En tordensten?”
“Menneskene kalder den sådan,” sagde tudsen. “I gamle dage troede de, at den faldt ned fra himlen, når det tordnede. De lagde den i vindueskarmen, så lynet ikke ville slå ned i huset. Nogle af dem gør det stadig.”
Mosse kiggede på stjernen. “Er den magisk så?”
Tudsen blinkede langsomt med sine gyldne øjne. “Den er noget, der er mærkeligere end magi,” sagde hun. “Den har været et dyr.”
“Et dyr?”
“Et lille, rundt havdyr, med pigge,” sagde tudsen. “Det levede på bunden af havet. Lige her.”
Mosse kiggede rundt. Der var træer. Der var en bæk. Der var mos og blade og en sti.
“Her er ikke noget hav.”
“Ikke nu,” sagde tudsen. “Men engang, for meget, meget længe siden, før der var træer og før der var tudser og før der var nogen som helst, så var her hav. Det hele var hav. Og i havet levede de små, runde dyr med stjernen på ryggen. Og når de døde, sank de ned i mudderet på bunden. Og mudderet blev til sten. Og dyret blev til sten indeni.”
“Hvor længe siden?”
“Så længe,” sagde tudsen, “at det ikke kan tælles på alle tæer og fingre i hele skoven.”
Mosse sad stille. Hun kiggede på den lille stjerne. Den havde ligget dernede i mørket, mens havet forsvandt og skoven kom. Og så havde muldvarpen gravet den op.
Hun tog den med hjem igen. Hun satte den ikke midt på rækken mere. Hun satte den i hullets lille vindue, ud mod skoven, sådan som menneskene gjorde.
Den nat tordnede det. Langt væk først, så tættere. Regnen trommede på stendiget. Mosse lå i sin seng af edderkoppespind og fjer og lyttede.
Lynet slog ikke ned.
Mosse vidste godt, at det måske ikke var stenens skyld. Men hun lod den ligge.
Har du nogensinde fundet en sten med en stjerne på, du? Så har du holdt i et lille havdyr, der er ældre end alle træer. Det har sovet i meget lang tid. I nat er det din tur. Godnat.
