Der var engang en dreng, der hed Bjarke, og et monster, der hed Monster-Milo. Bjarke var syv år. Monster-Milo var lige så stor som en kartoffel. Men det vidste Bjarke ikke endnu.
Det, han vidste, var, at der var en hule.
Den lå i skrænten ved stranden, hvor familien holdt sommerferie, et sted hvor sandet var gult og hårdt og fuldt af sten. Hulen var ikke ret stor. Man kunne stå oprejst i åbningen, hvis man var syv, og den gik tre, fire meter ind i skrænten, før den blev for lav. Far havde været inde i den med en lommelygte og sagt, at Bjarke godt måtte lege der, når de var på stranden. Bare ikke længere ind end der, hvor man kunne se dagslyset.
Den første dag gik Bjarke ind og sagde: “Hallo?”
Og hulen svarede: “HALLO. Hallo. allo.”
Han lo. Han sagde sit navn, og hulen sagde det tilbage tre gange.
Så hørte han noget andet.
Det kom fra bunden af hulen, hvor det var mørkt. Et brøl. Ikke et ekko. Et stort, dybt, rumlende brøl, der fyldte hele hulen og fik sandet til at drysse fra loftet.
“ROOOAAARRR.”
Bjarke løb ud så hurtigt, at han tabte sin ene sandal.
Om aftenen kunne han ikke falde i søvn. Han lå i køjesengen i sommerhuset og tænkte på brølet. Det måtte være et kæmpestort monster. Med tænder. Måske med horn.
Næste dag tog han far med.
Far stod i åbningen og lyttede. Bjarke stod bag far.
“Brøl så,” hviskede Bjarke til hulen.
Der var stille. Så kom det.
“ROOOAAARRR.”
Far løftede lommelygten og lyste ind. Helt ind i bunden, hvor hulen var så lav, at kun en kat kunne komme ind. Der sad noget.
Det var grønt og rundt. Det havde to runde øjne som gule knapper og fire små ben, og det var omtrent lige så stort som en kartoffel. Det sad og kneb øjnene sammen mod lyset.
“Sluk,” sagde det. “Det er for skarpt.”
Far slukkede.
“Hvem er du?” spurgte Bjarke.
“Jeg hedder Monster-Milo,” sagde den lille stemme i mørket. “Jeg er et frygteligt monster. Det kunne du nok høre.”
Bjarke kiggede på far. Far kiggede på Bjarke. Så satte Bjarke sig på hug.
“Brøl igen,” sagde han.
Monster-Milo trak vejret. “Roar,” sagde han.
Og hulen sagde: “ROOOAAARRR. Roaar. oar.”
Bjarke begyndte at grine. Han kunne ikke stoppe. Han sad i sandet og grinede, og far grinede, og hulen grinede tilbage, ha-ha-ha, og til sidst grinede Monster-Milo også, et lille, pibende grin, der blev til et kæmpestort, buldrende latterbrøl, da det ramte væggene.
“Det er hulen,” sagde Bjarke, da han kunne tale igen. “Det er ikke dig, der er så stor. Det er hulen, der gør dig stor.”
“Det ved jeg godt,” sagde Monster-Milo lidt fornærmet. “Det er derfor, jeg bor her. Udenfor er jeg ikke ret frygtelig.”
Resten af ferien besøgte Bjarke ham hver dag. De brølede på skift. Bjarke kunne brøle så højt, at mågerne udenfor fløj op. Monster-Milo kunne brøle så dybt, at sandet dryssede. De lavede en konkurrence om, hvem der kunne lave det længste ekko, og Monster-Milo vandt hver gang, fordi han vidste, hvor man skulle stå.
Den sidste dag satte Bjarke sig i åbningen.
“Jeg skal hjem i morgen,” sagde han.
“Det vidste jeg godt,” sagde Monster-Milo. “Kommer du næste sommer?”
“Ja.”
“Så brøler jeg, når du kommer,” sagde Monster-Milo. “Så du ved, hvor jeg er.”
Bjarke nikkede. Så lænede han sig ind i hulen og hviskede: “Godnat.”
Og hulen hviskede tilbage. “Godnat. odnat. nat.”
Hvisker du godnat i mørket, du? Måske svarer det tilbage, helt stille, ligesom en hule ved stranden. Nat. Nat. Sov godt.
