Der var engang en stor, grøn søskabning, der hed Nessi, og han boede på bunden af Loch Ness i Skotland.
Loch Ness er en lang, smal sø mellem høje bakker. Den er så dyb, at der er plads til mere vand i den end i alle søerne i England og Wales tilsammen. Vandet er brunt og mørkt, og når man stikker hånden ned, kan man ikke se sine egne fingre. Det var der, Nessi boede. Han havde en lang hals, et lille hoved og fire brede luffer, og han kunne lide at ligge helt stille dernede og lytte til, hvad der skete deroppe.
Der skete mange ting deroppe. Der kom både med turister. Der stod folk på bredden med kikkerter og kameraer og telefoner. De pegede og råbte, hver gang en bølge så lidt mærkelig ud. Men ingen af dem så rigtig efter. De ville bare tage et billede og køre videre.
Nessi kom aldrig op, når de stod der.
Men ved den nordlige ende af søen lå et lille, hvidt hus med en grøn dør, og fra haven gik en træbro ud i vandet. Der boede en dreng, der hed Callum. Han var otte. Hans far, Hamish, sejlede turistbåden om dagen, og hans mor, Fiona, passede posthuset nede i landsbyen.
Hver aften efter aftensmaden gik Callum ud på træbroen. Han havde en orange redningsvest på, for det var reglen. Han måtte gå helt ud til enden af broen, men aldrig længere, og aldrig i vandet alene. Så satte han sig med benene dinglende over kanten og snakkede.
Han snakkede ikke til nogen. Han snakkede til søen.
“I dag var der en mand, der troede, en træstamme var dig,” sagde han. “Far sagde ikke noget. Han blinkede bare til mig.”
Eller: “Vi har fået en ny lærer. Hun kan stå på hænder.”
Eller: “Hvis du findes, så vil jeg gerne vide, om du kan lide rosenkål. Det kan jeg ikke.”
Nessi lyttede. Han lyttede hver eneste aften. Han lå et stykke ude, helt nede ved bunden, og hørte drengens stemme gennem vandet. Han kunne godt lide den. Den spurgte ikke efter billeder. Den fortalte bare.
En morgen i oktober lå der tåge over søen. Så tæt, at man ikke kunne se den anden bred. Callum var stået tidligt op, fordi han ikke kunne sove, og han gik ud på broen i sin pyjamas, vest og gummistøvler.
Ude i tågen dukkede noget op. Først et lille hoved. Så en lang hals. Den rejste sig langsomt op af det brune vand og blev ved, til hovedet var lige så højt som et lille træ.
Callum stod helt stille.
Nessi bøjede halsen og kiggede på drengen med to store, mørke øjne.
“Jeg kan heller ikke lide rosenkål,” sagde han. “Jeg kan bedst lide vandplanter. Og brombær, når de hænger ud over vandet om sensommeren.”
Callum satte sig ned på broen, fordi hans ben pludselig ikke ville holde.
“Jeg vidste det,” hviskede han. “Jeg vidste, du hørte efter.”
De snakkede, til tågen begyndte at lette. Callum fortalte om læreren, der kunne stå på hænder, og om sin fars båd, og om dengang han havde fundet en sten med et hul i. Nessi fortalte, hvordan søen så ud fra bunden, hvor der lå gamle sten og tang, og hvor vandet var så stille, at man kunne høre sin egen hals knirke, når man drejede den.
Da solen kom frem, dykkede han ned igen. “Du må ikke sige det til nogen,” sagde han, før han forsvandt.
“Det gør jeg ikke,” sagde Callum. “Kun til far. Og han siger ikke noget. Han blinker bare.”
Callum sad ikke længere og snakkede til søen. Nu snakkede han med nogen. Hver aften, når turisterne var kørt, og lyset i posthuset var slukket, kom der et lille hoved op ude i det mørke vand, lige ved enden af broen. Og Nessi lyttede, og Callum fortalte, og nogle gange var det omvendt.
Det var den dreng, Nessi hørte til hos. Og han kunne blive lige der, hvor han altid havde været.
På bunden af Loch Ness ligger Nessi og hviler sin lange hals mod en glat sten, du, og han kan stadig høre de sidste ord fra broen, før Callum gik ind. Han sover i det hvide hus med den grønne dør, og den orange redningsvest hænger på knagen ved siden af den sten, der har et hul i. Godnat.
