Dybt i en tåget dal i Skotland, omgivet af grønne bakker og mørke fyrretræer, lå en stor og stille sø. Søen var så dyb, at ingen nogensinde havde set bunden – men dernede, i det mørke vand, boede Nessi.
Nessi var ikke, som folk troede. Han var ikke farlig, og han brølede ikke om natten. Han var en blød, grøn søskabning med store, gyldengrønne øjne og en lang, svajende hals, der kunne nå helt op til sollyset. Han elskede at se op gennem vandet, når strålerne glimtede som guld.
Men selvom søen var smuk, var den også stille. For stille.
Nessi havde ingen at lege med. Ingen at tale med.
Han plejede at svømme op til overfladen og kigge mod bredden, hvor mennesker sommetider stod med kikkerter og kameraer. De kiggede efter ham – men ingen så ham rigtigt. Ikke sådan rigtigt.
En morgen hørte han en mand stå og tale i sin telefon med sin dreng:
“Ja, min dreng. Jeg lover at tage en gave med hjem til dig fra Skotland.”
En gave fra Skotland? tænkte Nessi og fniste i det stille. Men der var noget varmt i måden, manden sagde talte med drengen på.
Den nat lå Nessi vågen på bunden af søen. Han tænkte på manden og drengen og mærkede en mærkelig længsel i maven.
Måske… måske er det drengen, jeg hører til hos, tænkte han.
Næste morgen fulgte han manden i skjul. Han så ham pakke kufferter, tage billeder af søen en sidste gang og køre mod byen. Nessi fulgte efter – helt til lufthavnen. Det var et mærkeligt sted! Så mange mennesker, så meget støj, så mange dufte!
Da manden stillede sin store kuffert på jorden og vendte sig væk for at sige farvel, listede Nessi tættere på. Han snoede sin hals, løftede forsigtigt låget – og gled ind i kufferten.
Den lugtede af hav, kaffe og blød uld. Lige inden kufferten blev lukket, nåede han at tænke: Nu finder jeg ham.
Flyet brummede, rystede og steg. Nessi holdt vejret det meste af turen. Men da det endelig standsede, hørte han en stemme. En lille stemme, lys og glad:
“Velkommen hjem, far!”
Nessi gemte sig helt stille, mens han mærkede, at kufferten blev båret ud, sat i en bil og til sidst løftet ind i et hus. Så, endelig, hørte han en latter og mærkede et lille puf.
Kufferten blev åbnet.
Der stod drengen.
Hans hår var lidt rodet, og hans øjne glimtede af nysgerrighed.
“Far… der er noget i din kuffert,” sagde han stille.
Nessi løftede forsigtigt hovedet. Sollyset ramte hans grønne skæl, og hans øjne mødte drengens. I et øjeblik stod de bare og så på hinanden.
Så smilede drengen. Ikke et forskrækket smil, men et varmt, ægte ét.
“Hej, Nessi,” sagde han roligt. “Vil du være min ven?”
Nessi nikkede. Eller… så godt som en søskabning nu kan nikke.
Den aften kunne drengen slet ikke falde i søvn. Ikke fordi han var bange, men fordi Nessi lå krøllet sammen på gulvet ved siden af sengen. Hans grønne hud glimtede svagt i nattelyset, og hans vejrtrækning lød som små bølger, der skyllede ind mod en strand.
Dremgem rakte hånden ud og lagde den på Nessis hals.
“Jeg er glad for, du kom hele vejen hertil,” hviskede han.
Og Nessi pustede en varm luftboble, der ramte drengen på kinden som et stille godnatkys.
For første gang i sit liv følte Nessi sig ikke alene.
Han behøvede ikke længere at gemme sig i mørket, for han havde fundet den, han hørte til hos.
