Der var engang en blæksprutte, som hed Ollie, og som kunne skifte farve. Ikke bare til brun og grå og sandfarvet, som de fleste blæksprutter. Ollie kunne blive rød som en jordbær, grøn som tang, gul som en citron og blå som himlen oppe over vandet. Når han var glad, blev han alle farverne på én gang.
De små fisk i revet elskede det. “Gør det igen, Ollie!” råbte de, og Ollie blinkede en regnbue til dem.
En aften kom den gamle skildpadde Søs svømmende forbi. Søs vidste alt om havet. Hun havde svømmet rundt om hele jorden to gange og var på vej rundt om den for tredje gang.
“Ollie,” sagde hun. “Har du hørt om Havets Perle?”
“Nej,” sagde Ollie og blev nysgerrigt orange.
“Der ligger en grotte bag de sorte klipper,” sagde Søs. “Inderst i den skinner Havets Perle. Om natten kan man se lyset fra den helt herhen. Har du aldrig set det?”
Ollie havde ikke. Om natten var revet mørkt. De små fisk gemte sig mellem korallerne og var bange for de store skygger.
“Kan man tage den med hjem?” spurgte Ollie. “Så kunne revet være lyst om natten.”
“Prøv,” sagde Søs. “Men kom tilbage og fortæl mig, hvad du fandt.”
Ollie svømmede hen til de sorte klipper. Grotten var smal og mørk, og vandet var koldt. Han gjorde sig hvid, så han kunne se lidt bedre. Han svømmede længere ind. Og længere.
Grotten var tom.
Der var ingen perle. Kun en stor, glat væg inderst inde, blank og hvid og skinnende. Perlemor, hele vejen fra bunden til loftet.
Ollie blev skuffet og grå.
Væggen blev også grå.
Ollie blinkede. Han blev forskrækket og rød. Væggen blev rød. Den kastede et rødt skær ud af grotten, ud over klipperne og ned over sandet.
Ollie blev langsomt grøn. Væggen blev grøn. Han blev blå. Væggen blev blå. Han blev gul og lilla og orange på én gang, og væggen kastede det hele ud i havet som en kæmpestor, farvet lygte.
Udenfor grotten var vandet fuldt af lys.
Da Ollie kom tilbage, ventede Søs ved revet.
“Der var ingen perle,” sagde Ollie.
“Nej,” sagde Søs. “Hvad var der så?”
Ollie tænkte. “Der var en væg,” sagde han. “Og så var der mig.”
“Og hvad skete der, når I var to?”
“Så blev det lyst.”
Søs nikkede langsomt, på den måde gamle skildpadder nikker. “Mange har ledt efter den perle,” sagde hun. “Men lyset har kun været der, når nogen havde farver med.”
Den nat svømmede Ollie tilbage til grotten. Han lagde sig til rette foran perlemorsvæggen. Han blev blød og blå. Ikke for stærk. Bare blå.
Ude i revet blev vandet blåt. Ikke lyst som om dagen. Men lyst nok til, at de små fisk kunne se hinanden. Lyst nok til, at de store skygger bare var skygger.
“Det er Havets Perle,” hviskede de små fisk og lagde sig til at sove.
Ollie hørte det ikke. Han var faldet i søvn. Men han blev ved med at være blå, også mens han sov.
Sov godt, du. Hvis dit værelse er lidt mørkt i nat, så forestil dig en blæksprutte langt ude i havet, der lyser blåt for dig, også mens han selv sover.
