Der var engang et lille gedekid, der hed Spjæt. Hun var tre dage gammel, brun med hvide sokker, og hun boede i en stald på en gård ude på heden, sammen med sin mor og sin tvillingebror.
Spjæt var ikke ret god til at gå endnu. Hendes ben var lange og tynde og gjorde af og til noget andet, end hun havde tænkt sig.
I stalden lå der en stor sten. Spjæts mor kunne springe op på den. Hun tog et lille tilløb, og så stod hun deroppe og tyggede drøv, som om det var det letteste i verden.
Spjæt ville også.
Hun stillede sig foran stenen. Hun bøjede benene. Hun sprang. Og så stod hun nøjagtig samme sted som før, bare lidt mere skæv.
Hun prøvede igen. Og igen. Hendes bror prøvede også. Han kom op med det ene forben og gled ned igen.
“Det kommer,” sagde mor og så ned på dem. “Det kommer, når det kommer.”
Den fjerde dag åbnede manden fra gården stalddøren. Det var første gang, gedekiddene måtte komme ud. Solen skinnede, lyngen duftede, og der var en hel mark, hvor ingenting var i vejen.
Spjæt gik ud. Hun mærkede græsset under sine sokker og vinden i ørerne og solen på ryggen. Og så skete der noget.
Uden at hun havde bestemt det, sprang hun lige op i luften. Alle fire ben på én gang. Hun drejede halvt rundt deroppe og landede med næsen den anden vej.
Hun stod helt stille. Hvad var det?
Så skete det igen. Hop. Og igen, med et lille vrid i halen. Hendes bror kom ud bag hende, og nu gjorde han det også. Hop, hop, vrid. De sprang rundt på marken som to popcorn i en gryde.
Manden fra gården lænede sig til lågen og lo. “Der var de første,” sagde han.
Om aftenen var Spjæt så træt, at hun sov med snuden på sin brors ryg, før mørket var faldet på. Hun var stadig ikke kommet op på stenen.
Det kunne godt vente lidt.
Lig helt stille nu, du. Det er ikke tid til at hoppe. Men et sted ude på heden sover et lille gedekid, og hun drømmer, at hun flyver. Godnat.
