Der var engang en lille ræv ved navn Rasmus, som boede i en hyggelig skov fyldt med høje træer og små, rislende bække. Rasmus elskede at lege i skoven med sine venner, men mest af alt elskede han at udforske de hemmelige stier, der snoede sig gennem skovbunden.
En kold vintermorgen vågnede Rasmus op til et vidunderligt syn. Skoven var dækket af et tykt lag sne, der glimtede som tusindvis af små diamanter i solens lys. Rasmus kunne næsten ikke vente med at komme ud og lege i den nyfaldne sne.
Han skyndte sig at spise sin morgenmad og løb ud af sin lille hule. Sneen knirkede under hans poter, og han kunne mærke den kolde luft prikke i sin næse. Rasmus elskede snevejr, for det betød, at han kunne lave sneengle og bygge snemænd sammen med sine venner.
Men da Rasmus nåede til den store lysning, hvor han plejede at mødes med sine venner, var der ingen at se. Han kiggede rundt og kaldte på dem, men det eneste svar var ekkoet af hans egen stemme. Rasmus begyndte at føle sig lidt ensom.
Pludselig hørte han en svag lyd. Det var en lille pippen, der kom fra en busk tæt ved. Rasmus gik forsigtigt hen til busken og opdagede en lille fugl, der sad og rystede af kulde. “Åh nej, du ser ud til at fryse,” sagde Rasmus bekymret.
Den lille fugl nikkede og sagde med en svag stemme, “Jeg er faret vild i snevejret og kan ikke finde tilbage til mit rede.” Rasmus tænkte sig om et øjeblik og sagde så, “Bare rolig, jeg skal nok hjælpe dig med at finde hjem igen.”
Sammen begav de sig ud på en rejse gennem den sneklædte skov. Rasmus brugte sin skarpe næse til at finde spor af fuglens rede, mens den lille fugl sad trygt på hans ryg. De gik forbi frosne bække og under sneklædte grene, mens sneen dalede stille omkring dem.
Efter noget tid nåede de frem til en stor, gammel eg, hvor fuglen pludselig begyndte at pippe glad. “Der er mit hjem!” sagde den og fløj op til en lille rede, der var gemt mellem grenene.
Rasmus vinkede farvel til sin nye ven og følte sig glad indeni. Selvom han havde været alene i snevejret, havde han fundet en ny ven og hjulpet nogen i nød. Han vendte tilbage til lysningen, hvor hans venner nu var samlet for at lege i sneen.
De lavede sneengle, byggede snemænd og havde sneboldkampe, mens de lo og legede til solen gik ned. Rasmus følte sig varm indeni, selvom sneen stadig dalede omkring dem.
Da det blev tid til at gå hjem, sagde Rasmus farvel til sine venner og gik tilbage til sin hule. Han krøb sammen i sin varme seng og tænkte på dagens eventyr. Han vidste, at selvom snevejret kunne være stort og koldt, kunne det også bringe nye venskaber og glæde.
Og med den tanke faldt Rasmus i en dyb, fredfyldt søvn, mens sneen fortsatte med at falde stille udenfor.