Der var engang en lille ræv, der hed Tara. Hun var født i en hule under en gammel gran i foråret, og nu var det hendes første vinter. Hun var ikke helt lille mere. Hun var lige så stor som sin mor. Men hun havde aldrig set sne.
Og så en nat kom det store snevejr.
Det begyndte med, at luften blev mærkelig stille. Så kom de første fnug. Så kom vinden, og så kom der så meget sne, at Tara ikke kunne se træerne på den anden side af lysningen.
Hun løb hen til sin mor. Mor lå ude i læ af en væltet stamme. Hun lå krøllet sammen som en kugle med sin store, buskede hale lagt hen over næsen og poterne.
“Skal vi ikke ind i hulen?” spurgte Tara.
“Ræve sover udenfor om vinteren,” sagde mor. “Gør som jeg.”
Tara lagde sig ved siden af hende. Hun krøllede sig sammen. Hun lagde halen over næsen. Den var varm og blød, og hendes ånde blev fanget i pelsen, så den luft, hun trak ind, var lun.
Sneen faldt på hende. Først lidt. Så meget. Til sidst lå hun under et tyndt, hvidt tæppe af sne. Hun kunne mærke det, men hun frøs ikke. Sneen holdt vinden ude.
Om morgenen var stormen væk. Tara rystede sig, og sneen fløj til alle sider.
Skoven var helt forandret. Alt var hvidt og blødt og stille. Der var ingen spor nogen steder.
Og hun var sulten.
“Hvordan finder man mus, når alt er sne?” spurgte hun.
“Man lytter,” sagde mor.
Hun gik ud på den åbne mark ved skovkanten og stod helt stille med hovedet på skrå. Hendes store ører drejede langsomt. Til den ene side. Til den anden.
Så hørte Tara det også. Langt nede under sneen. En lillebitte pibelyd. En svag raslen. Musene havde gange under sneen, hvor de løb rundt i lune tunneller.
Mor gik et skridt. Så endnu et. Så stod hun stille igen.
Og så sprang hun.
Hun sprang højt op i luften i en stor bue og kom ned med hovedet først, næsen lige ned i sneen, så kun bagbenene og halen stak op. Hun blev der et øjeblik. Så trak hun hovedet op igen. Med en mus i munden.
“Nu dig,” sagde hun.
Tara lyttede. Hun hørte en raslen. Hun sprang. Hun landede med hovedet i sneen. Der var ingen mus. Hun fik sne i ørerne.
Hun prøvede igen. Og igen. Hun ramte ved siden af syv gange. Hendes næse var helt kold.
Den ottende gang lyttede hun længe. Hun drejede ørerne, til lyden var lige foran hende. Så sprang hun.
Og da hun trak hovedet op af sneen, havde hun en mus.
Mor sagde ingenting. Men hun viftede med halen.
Kan du krølle dig sammen som en ræv i nat, du? Tara gør. Hun ligger i læ af den væltede stamme, mens musene løber i deres gange under sneen. Hun hører dem stadig, da hun falder i søvn. Godnat.
