Der var engang en dinosaur, der hed Bronto. Han var en ung brontosaurus, han var lige så lang som tre busser, og hans hoved sad for enden af en hals, der var så lang, at han nogle gange glemte, hvad han havde gang i nede ved fødderne.
En morgen, mens han stod og spiste blade fra toppen af et træ, hørte han en lyd. Den kom nedefra. Fra klippevæggen bag træerne.
Drip. Drip. Ekko.
Bronto bøjede halsen ned. Langt ned. Bag nogle bregner, i klippevæggen, var der et hul. En grotte.
Han kunne ikke komme ind.
Han prøvede. Han stak hovedet ind. Hovedet kunne være der. Han stak halsen ind. Halsen kunne også være der, næsten hele vejen. Men så kom skuldrene. Og skuldrene på en brontosaurus er lige så brede som et hus.
Bronto stod med hovedet inde i grotten og resten af sig selv udenfor, og han kunne ikke se noget som helst, for det var mørkt derinde.
“Hallo?” sagde han. Det rungede.
“Av,” sagde en stemme. “Ikke så højt.”
Noget løb hen over hans snude. Det var lille og grønt og havde en lang hale. Et firben.
“Undskyld,” sagde Bronto. “Jeg hedder Bronto. Hvem er du?”
“Kvist,” sagde firbenet. “Jeg bor her. Hvad laver dit hoved i min grotte?”
“Jeg ville se den,” sagde Bronto. “Men jeg kan ikke komme ind. Jeg er for stor.”
Kvist kiggede på ham. Hun kiggede ud forbi hans hoved, hen ad den lange hals, hvor resten af Bronto forsvandt i dagslyset.
“Ja,” sagde hun. “Det er du.”
Bronto sukkede, så grotten summede.
“Hvad er der derinde?” spurgte han.
Kvist tænkte sig om. “Jeg kan fortælle dig det,” sagde hun. “Hvis du holder dig stille.”
Bronto holdt sig stille. Kvist løb ind i mørket. Han kunne høre hendes små fødder.
“Lige nu står jeg ved en sø,” råbte hun inde fra mørket. “Den er lille og helt stille. Vandet drypper ned i den fra loftet. Drip. Det var det, du hørte.”
“Hvordan ser den ud?”
“Sort. Men når der kommer lidt lys ind, kan man se stenene på bunden.”
Hun løb længere ind.
“Nu er jeg ved væggen. Der er sten, der hænger ned fra loftet. Lange og spidse, som tænder. Og nogle, der vokser op fra gulvet. Nogle af dem mødes på midten.”
“Mødes de?”
“Det tager tusind år,” sagde Kvist. “Siger min mormor.”
Hun løb længere ind. Bronto lyttede.
“Og her,” sagde Kvist, langt væk nu, “her er der et aftryk i stenen. Et stort et. Fra en fod.”
Bronto holdt vejret. “Hvilken fod?”
Kvist kom løbende tilbage og satte sig på hans næse. “En meget stor fod,” sagde hun. “Med fire tæer. Ligesom dine.”
Bronto kiggede på hende. Han kunne ikke se sine egne fødder herfra. Men han vidste godt, at han havde fire tæer.
“Der har været en som mig derinde?”
“Engang,” sagde Kvist. “For meget længe siden. Før grotten blev så lille. Eller før I blev så store.”
Bronto trak hovedet ud af grotten, langsomt, så han ikke skrabede sig på loftet. Han blinkede mod lyset. Kvist sad stadig på hans næse.
“Kommer du igen i morgen?” spurgte hun.
“Hvis du vil fortælle mere,” sagde Bronto.
Den aften lagde han sig ned ved klippevæggen, med hovedet lige ved grotteåbningen. Inde fra mørket kunne han høre det dryppe. Drip. Drip. Og en lille stemme, der sagde godnat.
Inde i en lille grotte, du, vokser stenene en lillebitte smule i nat. Udenfor ligger en stor dinosaur med hovedet ved døren og lytter. Han sover snart. Godnat.
