Der var engang en ged, der hed Bettina. Hun var hvid med en sort plet over det ene øje, og hun boede på en gård med fire andre geder, to grise, en flok høns og en pige på syv, der hed Ella.
Bettina var den frækkeste ged på hele gården. Det sagde alle. Også Bettina selv, hvis hun kunne have talt.
En tirsdag morgen havde Ellas far lukket lågen til gedefolden med den ene krog, men ikke med den anden. Bettina så det med det samme. Hun skubbede til lågen med hornene. Den gik op med et lille knirk.
“Mææh,” sagde Bettina, og så var hun på eventyr.
Først kom hun til tørresnoren. Der hang Ellas strømper, en rød og en stribet. Bettina spiste den røde. Den smagte af sæbe. Hun lod den stribede hænge.
Så kom hun til postkassen. Der stak et brev ud af sprækken. Bettina spiste det halve. Den anden halvdel lod hun sidde, så postbuddet ikke skulle blive ked af det.
Så kom hun til fugleskræmslet i køkkenhaven. Det havde en stråhat på. Bettina spiste skyggen af stråhatten. Fugleskræmslet så meget overrasket ud bagefter.
Så kom hun til havebordet. Der lå en dug med blomster på. Bettina spiste et hjørne. Hun ville have spist et hjørne mere, men så hørte hun en bil.
Det var Ellas mor, der kom hjem fra indkøb. Hun parkerede bilen i gården og gik ind med poserne. Bettina kiggede på bilen. Den var rund og blank og varm af solen. Det var præcis sådan en sten, som en ged elsker at stå på.
Hop, op på kølerhjelmen. Hop, op på taget. Og der lagde hun sig ned med benene foldet ind under sig og lukkede øjnene.
Lidt efter kom Ella ud for at give hønsene korn.
“Far!” råbte hun. “Bettina ligger på bilen!”
Far kom løbende. Mor kom løbende. Grisene løb ikke, men de kiggede.
“Hvordan får vi hende ned?” spurgte mor.
“Ikke ved at hive i hende,” sagde far. “Så ridser hun hele taget.”
Ella løb ind i køkkenet og kom ud igen med et æble. Hun holdt det op mod taget.
“Bettina,” sagde hun sødt. “Æble.”
Bettina løftede det ene øre. Så kiggede hun ned. Så rejste hun sig, sprang ned på kølerhjelmen, ned på jorden og spiste æblet ud af Ellas hånd, kernehus og stilk og det hele.
Far førte hende tilbage i folden og lukkede lågen med den ene krog. Og med den anden. Og så bandt han et stykke snor om bagefter, for en sikkerheds skyld.
“Hun har spist min strømpe,” sagde Ella.
“Og mit brev fra banken,” sagde far.
“Og fugleskræmslets hat,” sagde mor.
Bettina stod inde i folden og kiggede på dem alle tre. Så bøvsede hun. Det var et langt bøvs, og det lugtede svagt af sæbe.
Kan du bøvse, du? Næsten alle kan. Det kan geder også, især når de har spist en strømpe. Nu ligger Bettina i halmen og fordøjer en tirsdag. Sov godt.
