Der var engang en gris, der hed Trunte, og hun havde den bedste næse på hele Vesterbækgård.
Det vidste hun godt. Men det var der ikke ret mange andre, der gjorde.
Vesterbækgård lå i Sønderjylland, med røde længer og en stor lade og en hyldebusk ved porten. Der boede køer og høns og en gammel kat, og der boede Trunte og hendes søstre i stien bag laden, hvor de havde en stor, frodig udegård at rode rundt i. Og så boede der Basker.
Basker var en border collie, sort og hvid og altid i gang. Han kunne samle fårene fra den store mark på fem minutter. Han kunne finde vej hjem i tåge. Og når bonden, Iver, tabte noget, var det altid Basker, der fandt det.
“Han har en fantastisk næse,” sagde Iver tit og klappede ham på hovedet.
Trunte hørte det hver gang. Hun sagde ingenting. Hun rodede bare videre med trynen i jorden.
Ved du, hvad en grisetryne er? Det er den flade, runde skive forrest på næsen, med to huller i. Den er blød og stærk på samme tid, og den er fuld af følsomme punkter, så en gris kan mærke selv meget små ting nede i jorden. Og så kan grise lugte. Rigtig godt. I Frankrig har man i mange hundrede år brugt grise til at finde trøfler, en slags svampe, der vokser nede under jorden, og som er så sjældne, at de koster en formue.
En lørdag i oktober havde Ivers datter, Thilde, fødselsdag. Hun blev syv. Og om morgenen gik hun ud i køkkenhaven med en kurv, og da hun kom tilbage, var kurven tom.
“Jeg har gemt tolv æbler,” sagde hun. “Til dyrene. Ét til hver. Hvem kan finde dem?”
Basker var af sted, før hun havde sagt det færdigt. Han løb rundt i køkkenhaven i store ottetaller med næsen i vejret. Han stak hovedet ind i buske og ud af buske. Efter tre minutter kom han løbende tilbage med et æble i munden, logrende.
“Ét,” sagde Thilde.
Så kom han med et til. Det havde ligget oven på en gammel spand. Og et tredje, der havde hængt i et træ.
Trunte stod ved hegnet og kiggede på. Thilde så det.
“Vil du også prøve?” spurgte hun. Hun åbnede lågen.
Trunte gik ud i køkkenhaven. Hun gik ikke rundt i ottetaller. Hun gik langsomt, med trynen helt nede ved jorden, og hun snøftede. Snøft. Snøft-snøft. Ved kartoffelbedet standsede hun. Hun gravede, forsigtigt, med trynen. Op af den bløde jord kom der et æble.
Thilde klappede. “Det havde jeg helt glemt, at jeg havde gravet ned!”
Trunte gik videre. Snøft. Under en stor rabarberplante, hvor bladene lå så tæt, at man slet ikke kunne se jorden. Et æble. Inde i en bunke visne blade ved komposten. Et æble.
Basker kom løbende og satte sig ved siden af hende. Han kiggede på æblerne, som hun havde fundet. Han kiggede på Trunte.
“Hvordan gør du?” spurgte han.
“Jeg lugter,” sagde Trunte. “Og så kigger jeg ikke. Jeg lugter bare.”
“Jeg kigger,” sagde Basker. “Det er det, jeg er bedst til. Jeg ser alt, der bevæger sig. Og alt, der ligger, hvor det ikke plejer at ligge.”
De kiggede på hinanden. Thilde kiggede i kurven. “Ni,” sagde hun. “Der mangler tre.”
De ledte længe. Basker løb rundt og kiggede. Trunte gik langsomt og snøftede. Men nu var de sidste tre æbler svære at finde, og det begyndte at blive eftermiddag.
“Lad os gøre det sammen,” sagde Basker til sidst.
Så de gjorde det sammen. Trunte gik med trynen ved jorden. Når hun standsede og sagde “her et sted,” løb Basker i en cirkel omkring stedet og kiggede, til han så noget, der ikke passede ind. Et blad, der lå forkert. En pind, der var flyttet. Et lille, rødt glimt.
Det tiende æble lå i en vandkande. Det ellevte i en gammel gummistøvle bag skuret. Og det tolvte, det sidste, lå i Baskers egen kurv, under hans tæppe.
“Det gemte jeg,” sagde Thilde og grinede, “fordi jeg vidste, du aldrig ville kigge der.”
Den aften fik alle dyrene på Vesterbækgård et æble. Trunte og Basker fik to hver.
Det er nat på Vesterbækgård nu, du. Basker ligger i sin kurv, og Trunte ligger i halmen sammen med sine søstre, og hun har stadig lidt jord på trynen. Den ene kan lugte, og den anden kan se, og sammen kan de finde alt. Godnat, og sov godt med næsen gemt godt ned i dynen, ligesom en gris i halmen.
