Der var engang en ræveunge, der hed Tott, og han havde aldrig set et pindsvin.
Han havde lugtet til et. Det var han sikker på. Hver nat, når han kom ud af graven under det gamle skur i bunden af haverne, var der en lugt, der gik på tværs af græsset. Den var lidt sur og lidt jordagtig og meget spændende, og den gik ind under hækken og ud igen og videre ind i den næste have.
Tott boede i et villakvarter i Aarhus. Det gør mange ræve. Der er haver med høje hække og buske, og der er skure og gamle carporte, hvor man kan grave en hule, og der er masser af mennesker, der sover om natten, så ræve kan få lov at være i fred. Tott var født om foråret og var nu stor nok til at gå lidt rundt på egen hånd, så længe han holdt sig i nærheden.
En aften i juli fulgte han lugten.
Den gik under rosenbusken. Den gik forbi en sandkasse med en glemt spade i. Og den gik hen til et hegn af brædder, hvor der nede i bunden var et lille, firkantet hul, savet ud med vilje. Lugten gik lige igennem det.
Tott stak snuden ind i hullet. Den passede. Hovedet passede ikke.
Han satte sig og tænkte. Så hørte han det, inde fra den anden side. En snøften. En pusten. En lille, travl lyd af nogen, der gik i tørre blade.
Han løb hen langs hegnet, fandt et sted, hvor han kunne mase sig ind under en busk, og kom ud på den anden side.
Der var det. Et lille, brunt, rundt dyr med en spids snude og tusindvis af pigge på ryggen. Det gik hen over græsset med små, hurtige skridt, og det snøftede og pustede og standsede op en gang imellem for at stikke snuden ned i græsset.
Tott gik nærmere. Han strakte halsen. Han ville bare lugte.
Pindsvinet standsede. Og så var det der ikke mere. Der lå bare en kugle. En brun, stikkende kugle i græsset, uden hoved og uden ben.
Tott puffede til den med snuden.
“Av,” sagde han og trak sig tilbage.
“Ja,” sagde kuglen. “Det er meningen.”
Tott satte sig. Han slikkede sig om snuden. Det havde ikke gjort rigtig ondt, bare prikket. Men han havde lært noget.
“Undskyld,” sagde han. “Jeg ville bare lugte.”
Kuglen lå stille et øjeblik. Så foldede den sig lidt ud. En snude kom frem. To små, sorte øjne.
“Du er ung,” sagde pindsvinet.
“Jeg hedder Tott,” sagde Tott.
“Skræppe,” sagde pindsvinet. Hun foldede sig helt ud og rystede piggene på plads. “Og nu har jeg travlt. Jeg er ikke færdig med min runde.”
“Hvilken runde?”
“Natterunden,” sagde Skræppe og begyndte at gå igen. “Jeg går den hver nat. Gennem tolv haver. Op ad Kastanjevej, rundt om børnehaven og tilbage igen. Det er næsten to kilometer.”
Tott så på hendes korte ben. “Det er langt.”
“Det er det, pindsvin gør,” sagde Skræppe. “Vi går langt om natten. Vi kigger efter mad, og vi kigger efter en god busk at sove under om dagen. Hvis du vil med, så hold dig bag mig. Og lad være med at puffe.”
Tott fulgte efter hende.
Det var en mærkelig tur. Skræppe kendte vejen præcis. Hun vidste, hvor der stod en skål med vand ved en terrassedør, og hvor der var huller i hegnene. For der var huller i næsten alle hegnene. Små, firkantede huller nede ved jorden, ikke større end en hånd.
“Hvem har lavet dem?” spurgte Tott.
“Menneskerne,” sagde Skræppe. “Nogle af dem har fundet ud af, at pindsvin skal kunne komme fra have til have. Så de saver et hul. Ikke større end det her. Så kan vi komme igennem, men ikke hunde.” Hun kiggede på ham. “Og ikke ræve.”
Tott kunne ikke komme igennem hullerne. Så hver gang Skræppe gled gennem et hegn, løb han hen langs det og fandt en anden vej. Under en busk. Over en lav mur. Gennem en åben låge. Og hver gang ventede Skræppe på den anden side, til han kom.
“Du er langsom,” sagde hun.
“Det er hegnene,” sagde Tott.
Ved børnehaven stod der en stor kasse med grus. Skræppe gik hen over det, og Tott gik efter, og deres fodspor blev siddende i gruset, hans små, ovale poteaftryk og hendes, der lignede bittesmå stjerner. Sidst på natten kom de tilbage til det gamle skur, og himlen var ved at blive lys.
Skræppe gik ind under rosenbusken ved siden af. Hun skubbede nogle blade sammen og drejede sig rundt i dem.
“Her sover jeg i dag,” sagde hun. “Du ved, hvor du finder mig.”
“Jeg følger lugten,” sagde Tott.
“Ja,” sagde Skræppe og gabte. “Men ingen puffen.”
Tott kravlede ned i graven under skuret og lagde sig ved siden af sine søskende. Han var mere træt, end han nogensinde havde været.
Ser du dem, du? Under rosenbusken ligger Skræppe rullet sammen i bladene, og under skuret sover en lille ræv med en prik på snuden. I nat går de natterunden igen, gennem tolv haver og en masse små huller i hegnene. Sov godt, og godnat.
