Der var engang et får, der hed Flora. Hun boede på en mark ved en å, og hun havde den blødeste uld på hele marken, og hun ville røre ved en sky.
Hver dag stod hun og kiggede op. Skyerne sejlede over marken, store og hvide og bløde, og de lignede hendes egen uld, bare meget større.
“Jeg vil røre ved den,” sagde hun til de andre får.
“Skyer er højt oppe,” sagde gamle Bente, der var det ældste får på marken. “Man kan ikke nå dem. Ikke engang hvis man står på den store sten.”
Flora stod på den store sten. Det hjalp ikke.
Hun prøvede at hoppe. Det hjalp heller ikke. Hun prøvede at strække halsen, så langt hun kunne. Skyen sejlede videre, langt over hende, og forsvandt bag skoven.
Flora lagde sig i græsset og sukkede.
Den aften blev det stille og koldt. Ingen vind. Fårene lagde sig tæt sammen ved hegnet, og Flora faldt i søvn med næsen i Bentes uld.
Da hun vågnede, var verden væk.
Hun kunne ikke se åen. Hun kunne ikke se skoven. Hun kunne ikke se hegnet, selv om det var lige bag hende. Alt var hvidt. Blødt og gråhvidt og stille, og det lå helt tæt omkring hende, så hun kun kunne se græsset under sine egne fødder.
“Bente,” hviskede hun. “Hvad er det?”
Bente åbnede et øje. “Det er tåge,” sagde hun.
“Hvad er tåge?”
Bente kiggede på hende. “Det er en sky,” sagde hun. “En sky, der er kommet ned for at lægge sig på marken. Det gør de nogle gange, når natten er kold og stille.”
Flora rejste sig. Hun gik et skridt ind i det hvide. Det var koldt og vådt mod næsen. Det kildede i ulden. Hun kunne mærke små, bittesmå dråber lægge sig på hver eneste lok, så hun til sidst var helt dækket af perler.
Hun var inde i en sky.
Den var ikke blød, som hun havde troet. Den var våd. Og kold. Og den lugtede af å og græs. Men den var der, lige omkring hende. Hun kunne røre ved den med hele kroppen.
Flora stod helt stille og trak den ind gennem næsen.
Da solen kom op, blev tågen lysere. Så tyndere. Så kunne hun se hegnet igen, og åen, og skoven. Og til sidst lettede skyen og blev til et tyndt, hvidt slør, der steg op over trætoppene og gled væk.
Flora rystede sig, så dråberne fløj.
Hun lagde sig ved siden af Bente igen. Ulden var våd. Men den tørrede.
Skyerne kommer ned og sover på markerne en gang imellem, du, når natten er kold og stille. Måske ligger der en lige nu, ude ved et får et sted. Den skal nok være væk, når du vågner. Godnat.
