Der var engang en hvalp, der hed Kvik. Han var brun med en hvid sok på det ene forben, og hans ører var for store til hans hoved, så de flappede, når han løb.
I otte uger havde han boet i en kurv med sin mor og fem søskende. Der var altid varmt. Der var altid nogen at ligge op ad. Og der var altid en lyd: hjerter, der bankede, og maver, der rumlede, og nogen, der snorkede lidt.
I dag var han kommet hjem til Alma.
Alma var seks og havde ønsket sig en hund, siden hun var fire. Hun havde gjort det hele klar. En kurv ved siden af sin seng. En vandskål med hans navn på. En bamse, der peb, når man bed i den.
Kvik syntes, det var et fint hjem. Han snusede til alle hjørner. Han tissede kun én gang på tæppet.
Men da lyset blev slukket, blev det stille. Alt for stille.
Ingen hjerter. Ingen maver. Ingen snorken.
Kvik peb. Først lavt. Så højere.
Alma satte sig op i sengen. Hun kiggede ned i kurven. Hvalpen så meget lille ud i den store kurv.
“Han savner sin mor,” hviskede hun.
Far kom ind på strømpefødder. Han satte sig på gulvet ved kurven og tænkte.
“Hvad lugter han af?” spurgte han.
Alma lænede sig ned og snusede til Kvik. “Hunde,” sagde hun. “Og lidt af mælk.”
“Og hvad lugtede kurven af hos hans mor?”
Alma tænkte. Så sprang hun ud af sengen og hentede noget fra stolen. Det var det gamle tørklæde, hun havde haft med, da de hentede Kvik. Det havde ligget i kurven hos hans mor hele eftermiddagen, mens Alma legede med ham.
Hun lagde det i kurven. Kvik snusede. Han snusede igen. Så borede han næsen ind i det og blev stille.
“Og så mangler der noget varmt,” sagde far. Han gik ud i køkkenet og kom tilbage med en varmedunk, som han havde fyldt med lunt vand. Han pakkede den ind i et viskestykke og lagde den under tørklædet, så den var på størrelse med en søster eller en bror.
Kvik krøb helt ind til den. Han lagde hovedet ned. Hans store ører faldt ud til siderne.
Men han rystede stadig lidt.
“Han kan ikke høre nogen,” sagde Alma.
“Så lad ham høre dig,” sagde far.
Alma lagde sig i sin seng igen, så tæt på kanten hun kunne, og lod hånden hænge ned i kurven. Hun trak vejret. Langsomt ind. Langsomt ud. Så højt, at det kunne høres.
Ind. Ud. Ind. Ud.
Kvik løftede det ene øre. Han lyttede. Så sukkede han et langt, rystende hvalpesuk, og hans lille mave begyndte at gå op og ned i samme takt som hendes.
Ind. Ud.
Han slikkede hendes hånd én gang. Så sov han.
Alma blev ved lidt endnu, for en sikkerheds skyld. Ind. Ud. Så sov hun også, med hånden stadig hængende ned over kanten.
Prøv selv, du: langsomt ind og langsomt ud. Måske er der en lille hvalp et sted, der trækker vejret sammen med dig i nat. Sov godt.
