Der var engang en dreng, der hed Teo, og han fik en ottearmet ven. Det skete i sommerferien, i en lille bugt i Grækenland, hvor vandet var så klart, at man kunne se bunden fra molen.
Teo havde fået en dykkermaske og en snorkel til sin fødselsdag. Han kunne lige svømme uden svømmevinger nu. Men han havde lovet mor to ting. Han snorklede kun der, hvor han kunne bunde. Og mor var altid med i vandet, lige ved siden af ham.
Den første dag så han fisk. Små, stribede fisk, der stod i stimer og drejede alle sammen på én gang. Den anden dag så han en søpindsvin med lange, sorte pigge, som han ikke rørte ved. Den tredje dag så han en sten, der kiggede på ham.
Han løftede hovedet op af vandet. “Mor! Stenen kiggede!”
Mor tog sin maske på, og de kiggede ned sammen.
Det var ikke en sten. Det var en blæksprutte. Den sad ved indgangen til en lille hule mellem to klipper, og den havde gjort sig grå og ru og plettet, præcis som stenene omkring den. Men øjnene kunne man se. To gyldne øjne med en sort streg i midten.
Rundt om hulens indgang lå der en lille bunke ting. Muslingeskaller. En kapsel fra en flaske. En lille, glat, hvid sten.
“Det er dens have,” sagde mor, da de kom op. “Blæksprutter samler ting og lægger dem uden for deres hule. Måske for at gemme indgangen. Måske fordi de kan lide det.”
Næste dag svømmede Teo tilbage til klipperne. Blæksprutten var der. Han lå helt stille i vandet og kiggede. Den kiggede tilbage. Så skiftede den farve. Fra grå til rødbrun og tilbage igen.
Den fjerde dag, og den femte, var den der også.
På den sjette dag skete der noget. Teo lå med ansigtet i vandet og hånden ude foran sig, helt stille, som han havde gjort hver dag. Og blæksprutten rakte en arm ud.
Den kom langsomt. Spidsen af armen var lille og tynd og lyserød på undersiden. Den rørte ved Teos finger. Bare ved spidsen. De små sugekopper satte sig fast et øjeblik, blødt og lidt klistret, som et kys fra noget meget lille. Så trak den armen tilbage igen. Teo holdt sin hånd helt stille. Han greb ikke efter den. Det havde mor sagt: Et vildt dyr må selv bestemme.
Teo kom op af vandet så hurtigt, at han fik vand i snorklen.
“Den rørte ved mig!”
“Jeg så det,” sagde mor. Hun smilede bag sin maske. “Den vil gerne vide, hvad du er. Den smager med sugekopperne.”
“Hvad smager jeg af?”
“Solcreme, tror jeg.”
Den sidste dag i ferien svømmede Teo ud en sidste gang. Han havde noget med i hånden. En lille, blå glasperle, som han havde fundet på stranden, glat og rund af havet.
Han lagde den forsigtigt ned på bunden ved hulens indgang. Lige ved siden af den hvide sten. Så svømmede han lidt tilbage og ventede.
Der skete ingenting længe. Så kom en arm ud af hulen. Den rørte ved perlen. Den rullede den rundt. Og så tog den den og lagde den oven på bunken, lige i midten, hvor den kunne ses.
Teo vinkede ned i vandet. Det lignede lidt, at blæksprutten blev en anelse rødere.
Om aftenen fløj de hjem.
Langt væk, i en bugt i Grækenland, sover en blæksprutte i sin hule mellem to klipper nu, du. Uden for døren ligger en hvid sten, nogle skaller og en lille, blå glasperle. Den har den fra en ven. Godnat.
