Der var engang en lille havfrue, der boede langt ude i havet, hvor vandet er så blåt som kornblomster og så dybt, at intet ankertov kan nå bunden.
Hun var den yngste af seks havfruesøstre. Deres far var havkongen, og de boede med ham og deres gamle bedstemor i et slot af koraller med vinduer af rav og et tag af muslingeskaller, der åbnede og lukkede sig, når strømmen gik hen over dem. Hver af søstrene havde sin egen lille have på havbunden. Den lille havfrues have var rund som solen, og der voksede kun røde blomster i den.
Hun var stille og tænksom. Mest af alt holdt hun af at høre bedstemor fortælle om verden over vandet: om skibe og byer, om skove, hvor fiskene sang i grenene, og om blomster, der duftede. Det gjorde blomsterne ikke på havbunden.
“Når I fylder femten,” sagde bedstemor, “må I svømme op og kigge.”
Den ene søster efter den anden fyldte femten og kom tilbage og fortalte. Om måneskin over byen. Om isbjerge. Om børn, der badede i en å. Den lille havfrue var den yngste, så hun måtte vente længst.
Endelig blev hun femten.
Hun steg op gennem vandet, let som en boble, og løftede hovedet op over bølgerne en aften, hvor hele himlen var rød og guld. Lige foran hende lå et stort skib. Der var musik og lanterner om bord, og på dækket stod en ung prins med sorte øjne og fejrede sin fødselsdag.
Hun kunne ikke holde op med at kigge på ham.
Om natten kom der en storm. Bølgerne blev høje som bjerge, og skibet krængede så meget, at prinsen gled over rælingen og ned i det sorte vand. Den lille havfrue dykkede efter ham. Hun holdt hans hoved over vandet hele natten og bar ham ind mod land, og om morgenen lagde hun ham i det bløde sand foran en hvid kirke. Så gemte hun sig bag en sten.
En ung pige kom ud fra kirken og fandt prinsen. Han slog øjnene op og smilede til pigen. Han så aldrig den lille havfrue. Han troede, det var pigen, der havde reddet ham.
Mange gange efter den nat svømmede den lille havfrue ind til prinsens slot. Hun lå i skyggen af den store marmortrappe og så ham sejle i sin båd, og hun længtes efter at gå på land ved siden af ham.
“Kan havfolk få ben?” spurgte hun bedstemor.
“Kun havheksen kan klare den slags,” sagde bedstemor. “Og det koster altid noget.”
Så svømmede den lille havfrue derhen, hvor ingen havde lyst til at svømme. Bag de brusende strømhvirvler, i en skov af gråbrune søplanter, der greb ud efter alt, der kom forbi, boede havheksen. Hun sad i et hus bygget af drivtømmer og sorte sten og lod en tudse spise af sin hånd.
“Jeg ved godt, hvad du vil,” sagde heksen. “Du vil have ben. Det kan du få. Men det koster din stemme. Den smukkeste stemme på havets bund.”
Den lille havfrue nikkede.
Heksen gav hende en lille flaske med en drik, der lyste som stjernestøv, og den lille havfrues stemme forsvandt ned i en muslingeskal, som heksen lukkede med et smæk.
“Hør godt efter,” sagde heksen. “Hvis du nogensinde vil hjem igen, så kom ned til stranden ved fuldmåne og kast muslingen i havet. Så får du din stemme og din hale igen.”
Ved daggry, på trappen foran prinsens slot, drak den lille havfrue drikken. Det sved og kildede og prikkede, og da hun kiggede ned, havde hun to små, hvide ben.
Prinsen fandt hende der. Han tog hende med op på slottet og gav hende kjoler af silke. Hun kunne ikke tale, men hun kunne danse, og hun dansede så smukt, at alle på slottet holdt vejret. Prinsen kaldte hende sit lille hittebarn og tog hende med overalt. De red i skovene og klatrede på bjergene og sejlede ud på havet, hvor hun kunne se sit eget hjem langt nede under kølen.
Men prinsen talte tit om pigen fra kirken. Hun var den, han ville gifte sig med, sagde han. Hun havde hjulpet ham op af havet. Og den lille havfrue kunne ikke fortælle ham, at det var hende selv.
En dag kom pigen fra kirken til slottet. Hun var venlig og smuk, og prinsen var så glad, at han lyste. Bryllup blev der, på et stort skib med lanterner og musik, og den lille havfrue dansede ved festen.
Men om natten, da alle sov, stod hun ved rælingen og kiggede ned i vandet. Hun tænkte på sine søstre. Hun tænkte på sin røde have og på bedstemors historier. Hun tænkte på, hvordan det føltes at svømme, let som en boble, i stedet for at gå på hårde, tunge ben.
Og hun opdagede noget. Hun havde ikke kun længtes efter prinsen. Hun havde længtes efter at se verden. Og nu havde hun set den. Skovene og bjergene og blomsterne, der duftede. Nu længtes hun hjem.
Da det næste gang blev fuldmåne, gik hun ned på stranden. Prinsen og hans brud fulgte hende, for de havde forstået, at hun skulle rejse. Hun gav dem hver et knus. Så smed hun muslingen ud i bølgerne.
Med det samme mærkede hun det. Benene smeltede sammen til en blank fiskehale, og hendes stemme kom tilbage. Hun vinkede og sang farvel, og prinsen hørte hende synge for første gang. Den smukkeste stemme, han nogensinde havde hørt.
“Var det dig?” råbte han. “Var det dig, der bar mig i land?”
Den lille havfrue smilede og dykkede ned i det sølvblanke vand.
I København, på en sten ved Langelinie, sidder hun stadig i bronze og kigger ud over vandet, sådan som billedhuggeren lavede hende for over hundrede år siden.
Langt ude i havet, i den røde have, der er rund som solen, sidder den lille havfrue i nat, du, og fortæller sine søstre om skove og bjerge og blomster, der dufter, mens fiskene svømmer ind og ud ad slottets ravvinduer for at høre med. Godnat.
