Der var engang en lille søhest, der hed Lykke. Hun var gul som en smørblomst og havde en hale, der krøllede sig om alt, hvad den kom i nærheden af.
Søheste er ikke gode til at svømme. Det vidste Lykke godt. De har kun en bitte lille finne på ryggen, og den vifter og vifter, men de kommer ikke ret langt.
Alligevel ville hun gerne hen til Lysklippen. Hun havde hørt, at algerne derhenne lyste blåt om natten.
“Det er alt for langt for dig,” sagde hendes mor.
Så svømmede skildpadden Egon forbi. Han var gammel og langsom og havde et skjold med alger på.
“Skal du den vej?” spurgte Lykke.
“Det skal jeg,” sagde Egon. “Men jeg skynder mig ikke.”
“Må jeg holde fast?”
Egon kiggede bagud. “Hvis du holder ordentligt fast.”
Så krøllede Lykke sin hale om Egons hale, og de svømmede.
Det gik langsomt. Forbi tangskoven. Forbi vraget. Forbi de store, røde koraller.
Ved kanten af revet stoppede Egon. “Herfra går strømmen mod Lysklippen,” sagde han. “Jeg skal den anden vej. Men hvis du giver slip nu, bærer vandet dig derhen.”
Lykke var bange. Men hun gav slip.
Og strømmen tog hende. Ikke vildt. Bare blødt, som en hånd under maven. Hun behøvede slet ikke vifte med finnen. Hun drev bare.
Da det blev mørkt, nåede hun Lysklippen. Hun krøllede halen om et lille stykke tang og holdt fast.
Så tændte algerne. Én efter én. Små blå lys, over hele klippen, som tusind bittesmå lamper, der blev tændt i vandet.
Lykke var så lille, at ingen kunne se hende. Men hun kunne se det hele.
Hun sov der, med halen om tangen og lyset om sig.
Krøl dig sammen, du, ligesom Lykke om sit stykke tang. Så holder du fast hele natten. Godnat.
