Der var engang en lille, hæklet blæksprutte af grønt bomuldsgarn, og han hed Blæks.
Han blev til i en lænestol ved et vindue, en efterårsaften med regn på ruden. Det var farmor, der hæklede ham. Hun havde en kurv med garn ved siden af sig og en kop te på bordet, og hendes hæklenål gik ind og ud, ind og ud, mens hun nynnede.
Først blev hans hoved til, rundt og fyldt med blødt vat. Så kom armene. Én ad gangen. Farmor hæklede dem, så de krøllede sig, ligesom små proptrækkere. Otte i alt. Til sidst syede hun to øjne på ham med sort garn og en lille mund, der smilede.
Blæks kiggede rundt. Han så vinduet, regnen, kurven med garn og farmors briller.
“Hvem er jeg til?” ville han gerne have spurgt. Men hæklede blæksprutter kan ikke tale. De kan kun tænke.
Farmor holdt ham op foran sig og vendte ham.
“Du skal til en, der ikke er kommet endnu,” sagde hun, ligesom hvis han havde spurgt. “Hun kommer om tre uger, siger de. Og så skal hun have noget at holde i.”
Blæks fik en skotøjsæske med et stykke blødt flonel i bunden og kom op på reolen. Der stod han længe. Han kunne høre farmor tale i telefon nogle gange. “Har I fundet et navn?” sagde hun. Og “Er tasken pakket?” Og “Ring, så snart der sker noget.”
En morgen ringede telefonen meget tidligt. Farmor svarede. Hun sagde ikke ret meget. Hun sagde bare “Åh” og “Åh” og “Jeg kommer,” og så tog hun frakke på, så hurtigt at hun glemte at tage tøfler af. Hun tog æsken ned fra reolen.
De kørte i bus. De gik op ad en trappe. Og så åbnede farmor en dør til en lejlighed, hvor der var helt stille på den særlige måde, der kun er, når der lige er kommet en lille ny.
Farmor tog Blæks ud af æsken.
I en kurv ved sofaen lå der en pige. Hun var lillebitte. Hun havde en strikket hue på og var rød i ansigtet og pakket ind i et tæppe med elefanter. Hun hed Ottilia. Det havde de bestemt. Og mens farmor bøjede sig ind over kurven, åbnede hun øjnene.
De var brune. Mørkebrune, som kakao. Som hendes fars.
“Hej, Ottilia,” hviskede farmor. “Det her er Blæks.”
Hun lagde Blæks i kurven ved siden af hende. Og Ottilia, der ikke kunne noget som helst endnu, ikke snakke og ikke sidde og ikke engang holde hovedet selv, rakte en lillebitte hånd ud og fandt en af hans krøllede arme. Og holdt fast.
Det gør små babyer. De griber om det, de rører ved. En finger. En hårlok. En hæklet blæksprutte-arm, der krøller sig som en vinranke og er blød som uld.
Hun holdt fast, mens hun kiggede på ham med de brune øjne. Hun holdt fast, da hendes far kom ind med en kop te til farmor. Hun holdt fast, da hun faldt i søvn.
Blæks lå helt stille. Han havde otte arme. Nu var den ene optaget.
Syv arme har Blæks fri, du, og den ottende har Ottilia. Hun sover i kurven ved sofaen med elefant-tæppet om sig og sin lillebitte hånd viklet ind i grønt bomuldsgarn, og Blæks har tænkt sig at ligge helt stille hele natten, så hun ikke vågner. Godnat.
