Dybt nede i havet boede der en lille blæksprutte ved navn Blæks. Han havde bløde arme som silke og store, runde øjne, der glimtede som månen. Alle de andre havdyr elskede at lege i tangskoven, men Blæks… han følte sig ikke rigtig hjemme.
En dag kom en gammel havskildpadde forbi.
“Du ser trist ud, lille ven,” sagde skildpadden.
“Jeg tror bare… jeg ikke hører til her,” svarede Blæks stille.
Skildpadden nikkede og sagde:
“Jeg har hørt om en lille pige, der lige er blevet født i menneskenes verden. Hun har de smukkeste, brune øjne. Måske er det hos hende, du hører til.”
Blæks’ hjerte bankede hurtigt. En pige med brune øjne… måske er det hende!
Han svømmede op til havoverfladen, listede sig ombord på et skib og fulgte vejen ind til byen. Snart stod han foran det store, hvide sygehus og sneg sig ind. Inde på fødeafdelingen kiggede han ind gennem dørene. Der var babyer overalt – men ingen med de brune øjne.
Blæks sukkede. “Er jeg for sent på den?” hviskede han.
Pludselig hørte han en lille piben. Nede ved fodpanelet stod en lille, grå mus med blanke øjne.
“Leder du efter den nyfødte pige?” spurgte musen.
“Ja,” sagde Blæks håbefuldt. “Hun skulle have smukke brune øjne.”
Musen nikkede. “Hun er taget hjem med sin mor. Men hvis du skynder dig, kan du måske finde hende et andet sted i byen.”
Blæks takkede den venlige mus og listede ud igen. Han vandrede længe, indtil han kom til en legetøjsbutik fuld af bamser. Måske kommer hun her, tænkte han. Han kravlede op på en hylde og gemte sig mellem de bløde bamser.
Samme eftermiddag kom en mor og en far ind med deres lille baby i en lift. Babyens øjne var store og mørkebrune, og da hun drejede hovedet, fangede hun straks Blæks’ blik. Med en lille bevægelse rakte hun hånden ud mod ham.
“Se, hun kan godt lide den bamse,” sagde faren smilende, og lagde Blæks ned i liften ved siden af hende.
Den aften, hjemme i soveværelset, lå Blæks ved siden af den lille pige. Hun klynkede lidt, men roede så sine fingre om hans bløde arm, og hendes store, brune øjne lukkede sig langsomt i.
For første gang nogensinde tænkte Blæks:
Her… lige her… hører jeg til.
Og fra den dag var Blæks ikke længere bare en lille blæksprutte fra havet. Han var pigen med de brunes øjnes første putteven.
