Der var engang en lille blæksprutte, der hed Oliver, og han boede i et akvarium. Ikke et lille akvarium i en stue. Et stort et, i en bygning ved havnen, hvor folk kom om dagen og kiggede ind gennem tykke ruder.
Oliver havde sit eget bassin med sten og tang og en gammel krukke, han sov i. Han fik fisk to gange om dagen. Han havde det godt.
Men Oliver var eventyrlysten. Og han havde opdaget noget.
Låget på hans bassin var ikke helt lukket. Der var en lille sprække i hjørnet. Så smal som en blyant. Men en blæksprutte har ingen knogler. Hvis hovedet kan komme igennem, kan resten også.
En nat, da lyset var slukket, og nattevagten Eigil var gået sin runde, kravlede Oliver op ad glasset. Han stak en arm ud gennem sprækken. Så en til. Så pressede han hovedet igennem, blødt som dej, og så var han ude.
Han gled ned ad ydersiden af bassinet og landede på gulvet med et lille, vådt klask.
Gulvet var tørt og koldt. Det kunne han ikke lide. Han skyndte sig. Hen over fliserne, forbi en spand, forbi et skilt, der sagde PRIVAT. Han kunne lugte noget. Krabber.
Bassinet ved siden af var krabbernes. Oliver kravlede op ad det og ned i vandet. Krabberne blev meget overraskede. En af dem blev spist. De andre gemte sig.
Så kravlede Oliver op igen, hen over gulvet, op ad sit eget bassin og ind gennem sprækken. Han lagde sig i sin krukke. Han var meget mæt.
Om morgenen kom Eigil. Han gik forbi krabbebassinet og talte. Der manglede en krabbe. Han kiggede på gulvet. Der var en lang, våd stribe, der gik fra krabbernes bassin hen til Olivers.
Han kiggede på Oliver. Oliver lå i sin krukke og kiggede uskyldigt tilbage med det ene øje.
Eigil grinede, så det rungede i hallen. Så hentede han en skruetrækker og lukkede sprækken med en ny skrue.
“Godt forsøg, makker,” sagde han.
Den aften lå Oliver i sin krukke og tænkte på krabben. Den havde smagt godt. Han ville prøve at finde en ny sprække i morgen.
Akvariet er mørkt i nat, du, og låget er skruet fast. Oliver ligger i sin krukke med alle otte arme samlet. Han drømmer om krabber. Godnat.
