Der var engang en lille havfrue, der hed Runa, og hun boede i det kolde, grønne vand ud for Skagen, hvor to have mødes.
Det er et særligt sted. Fra den ene side kommer Skagerrak, og fra den anden side kommer Kattegat, og hvor de støder sammen, laver bølgerne en lang, hvid stribe på overfladen. Runa kunne lide at svømme frem og tilbage under den stribe og mærke, hvordan vandet trak i hende fra to sider på samme tid. Hun havde lyst hår, der flød rundt om hende som tang, og en hale, der var grøn og blank som en flaske.
Om sommeren, når solen skinnede ned i havet, blev vandet tykt og grumset. Det var fordi det var fyldt med plankton: millioner og atter millioner af små, små dyr og planter, så små, at man næsten ikke kunne se dem. De svævede rundt som støv i et solstrejf.
En eftermiddag, mens Runa legede med en flok sild, blev vandet pludselig mørkt omkring hende.
Hun kiggede op.
Over hende svømmede en skygge. Den var lang. Den var længere end en båd. Den bevægede sig langsomt og roligt frem gennem vandet med en stor, trekantet finne på ryggen og en hale, der svingede fra side til side. Og forrest havde den en mund.
Sikke en mund. Den stod vidt åben, så stor, at Runa kunne have svømmet lige ind i den uden at røre kanterne.
Sildene forsvandt i et glimt. Runa dykkede ned bag en sten og holdt sig fast i en klump blæretang. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun kunne mærke det helt ude i halen.
Skyggen gled forbi. Den vendte langsomt og kom tilbage. Og forbi igen. Den så slet ikke ud til at have opdaget hende.
“Hvad gemmer du dig for?” spurgte en stemme lige bag hende.
Det var hendes mormor. Hun havde gråt hår og en hale med lidt sølv i kanten, og hun havde boet i havet ud for Skagen i rigtig lang tid.
Runa pegede. “Den der.”
Mormor kiggede op. Så lo hun. Det kom ud som en lille kaskade af bobler.
“Det er en brugde,” sagde hun. “Den kommer tit herop om sommeren.”
“Den er så stor,” hviskede Runa.
“Det er den,” sagde mormor. “Brugden er den største fisk, der svømmer i havet omkring Danmark. Den kan blive lige så lang som tre biler i en række. Og ved du, hvad den lever af?”
Runa rystede på hovedet.
Mormor rakte hånden ud i det grumsede vand og lukkede den forsigtigt. Da hun åbnede den igen, var der ingenting at se. Kun lidt uklart vand.
“Af det her,” sagde hun. “Plankton. Den svømmer med munden åben og lader vandet strømme igennem. Inde i munden har den nogle fine kamme, ligesom en si. Vandet løber ud igen gennem gællerne, og de små ting bliver hængende. Den har tænder, men de er så små som sandkorn, og den bruger dem ikke til noget.”
Runa kiggede op på den store mund igen. Nu så hun det. Den var ikke på vej efter nogen. Den var bare åben. Og vandet strømmede igennem den, langsomt og roligt, som gennem en kæmpestor tragt.
“Kan jeg komme tættere på?” spurgte hun.
“Ikke foran munden,” sagde mormor. “Den ser ikke så godt, og den svømmer ikke uden om små havfruer. Men ved siden af den er der fint. Bliv ved finnen.”
Runa slap blæretangen. Hun svømmede op, forsigtigt, i en stor bue. Hun kom ind på siden af brugden, et godt stykke bag dens mund, og så svømmede hun ved siden af den.
Den var grå og ru, og den var så lang, at hun skulle svømme helt ude fra halen for at nå op til hovedet. Dens øje var lille og mørkt. Da det fik øje på hende, blinkede det ikke engang. Brugden svømmede bare videre, i sit eget langsomme tempo, med munden åben, og Runa svømmede med.
Sådan svømmede de i en lang, langsom cirkel under den hvide stribe, hvor de to have mødes. Til sidst vendte brugden og gled ud mod det dybe vand, ud mod Norge, og blev til en skygge og så til ingenting.
Runa svømmede ned til mormor. Hun lagde hovedet på hendes skulder.
“Kommer den igen?” spurgte hun.
“Næste sommer,” sagde mormor. “Når vandet bliver grønt igen.”
Sov godt, lille ven. Ude ved Skagen ligger Runa nu og sover i en seng af blæretang, og hun drømmer om den store, grå fisk, der så farlig ud, men som kun ville spise havets støv. Næste sommer svømmer hun ved siden af den igen. Godnat.
