Der var engang en lille grøn marekat, der hed Pili, og han var en abe, som altid skulle hjælpe, også når ingen havde bedt om det.
Pili boede i et akacietræ ved en bred, brun flod i Afrika. Grønne marekatte er små aber med sorte ansigter og en krans af hvidt hår rundt om det, så de ser ud, som om de altid er lidt overraskede. Pili så mere overrasket ud end de fleste.
Hans mor havde én regel om floden. “En god abelængde fra vandkanten,” sagde hun. “Og det betyder en voksen abe, ikke dig.”
Fra træet kunne Pili se ned på en sandbanke. Hver eneste morgen kom den samme gamle krokodille op af vandet og lagde sig der. Han hed Tobo. Han var lang og grøn og knudret som en træstamme, og han lå altid på samme måde: helt stille, med lukkede øjne og munden spærret op. Vidt op. Så man kunne se alle tænderne og den lyse gane.
Pili kiggede på ham i en hel uge. Så kunne han ikke holde det ud mere.
“Mor,” sagde han. “Krokodillen gaber. Han har gabt hele ugen. Han må være forfærdelig træt.”
“Mmm,” sagde hans mor, der var ved at plukke et tornet frø ud af hans søsters hale.
Pili tænkte. Når han selv gabte, var det fordi han var træt. Og når han var træt, var det fordi han var for varm. Og når han var for varm, hjalp det at få skygge.
Han løb ud på den yderste gren. Han brækkede et stort, fladt blad af. Så kravlede han ned, stadig en god abelængde fra vandkanten, og holdt bladet frem på en lang pind, så det kastede en lille plet skygge hen over Tobos næse.
Tobo åbnede det ene øje. Det var gult, med en smal, sort streg i midten.
“Hvad laver du?” spurgte han. Han sagde det uden at lukke munden, så det lød som “hva ave u”.
“Jeg giver dig skygge,” sagde Pili. “Du har gabt i en hel uge.”
“Ej har ikke abt,” sagde Tobo. Så lukkede han munden, langsomt og forsigtigt, for at kunne tale ordentligt. “Jeg har ikke gabt. Jeg køler mig af.”
“Med munden?”
“Krokodiller kan ikke svede,” sagde Tobo. “Og vi kan ikke pruste som en hund. Så når solen bliver for stærk, åbner vi munden og lader luften gøre arbejdet. Inde i munden er der vådt. Det køler.”
Pili kiggede på bladet i sin hånd. “Så du vil ikke have skygge?”
“Jeg ville gerne have sol,” sagde Tobo. “Det var derfor, jeg lagde mig her.” Han lukkede øjet igen og åbnede munden igen. “Men tak.”
Netop som Pili skulle til at kravle op igen, smækkede munden i. KLAP. Det lød som en dør, der blev lukket i blæst.
Pili var oppe i akacietræet, før han nåede at tænke over det. Han sad på den højeste gren med hjertet, der hamrede, og kiggede ned.
Tobo lå, som han plejede. Med munden åben. Lige ved siden af ham svirrede en flue i ring.
“Den kildede,” sagde Tobo, uden at lukke munden. “Undskyld.”
Det blev en meget varm dag. Først ved middagstid opdagede Pili, at han selv havde det helt forkert. Han var tung i hovedet og mat i armene, og solen brændte ned gennem bladene på hans pels.
Han kiggede ned på Tobo. Så lagde han sig på maven på grenen, lod armene og benene hænge ned på hver side og åbnede munden. Vidt op.
Det kølede ikke spor.
Hans mor kom forbi med hans søster på maven. Hun kiggede på ham et øjeblik. Så tog hun ham i nakken og bar ham længere ind i træet, hvor bladene var tættest, og hvor en lille brise kom ind fra floden. Der var det rart. Det kølede meget mere end en åben mund.
“Krokodiller køler sig af på én måde,” sagde hun. “Aber på en anden.”
Om aftenen, da solen var gået ned bag akacietræerne, gled Tobo tilbage i floden, så kun hans øjne og næsebor stak op over vandet. Pili sad på sin gren og vinkede ned til ham. De to gule øjne blinkede én gang.
Pili sover nu, du, oppe i den tætteste del af akacietræet, hvor brisen fra floden kommer ind. Og nede i vandet ligger Tobo med lukket mund, for om natten er det ikke varmt, og så er der ingen grund til at gabe. Du må gerne gabe én gang, et rigtigt, stort krokodillegab, og så lukke munden og øjnene. Godnat.
