Det var en stille aften på den gamle bondegård, hvor solen langsomt gik ned bag de grønne bakker. Alle dyrene var ved at finde deres pladser for natten. Hønsene klukkede blidt, mens de puttede sig sammen i hønsehuset, og fårene lå tæt i deres fold. Men én lille kat var stadig vågen og klar til eventyr.
Katten Karo var en nysgerrig og modig kat med en blød, grå pels og store, grønne øjne. Hun elskede at udforske bondegården, især når det blev mørkt, for det var der, hun kunne gå på musejagt. Karo havde hørt fra de andre dyr, at der var en lille mus, der boede i laden, og hun havde besluttet sig for at finde den.
Med sine poter listede Karo forsigtigt hen over gårdspladsen. Hun kunne høre de svage lyde af natten: cikaderne, der sang, og vinden, der hviskede gennem træerne. Karo snusede til luften og fulgte duften af frisk halm ind i laden.
Inde i laden var der stille og mørkt. Karo kunne lige ane de store skygger af høballer og landbrugsmaskiner. Hun spidsede ører og lyttede efter den mindste lyd. Pludselig hørte hun en svag pibelyd fra et hjørne af laden. Det måtte være musen!
Karo sneg sig nærmere, hendes poter bevægede sig lydløst over det bløde halm. Da hun kom tættere på, kunne hun se en lille, grå mus, der sad og gnavede på et korn. Musen så op og fik øje på Karo, men i stedet for at løbe væk, vinkede den med sin lille pote.
“Hej Karo,” sagde musen med en venlig stemme. “Jeg hedder Mikkel. Jeg har hørt om dig fra de andre dyr. De siger, du er en meget dygtig kat.”
Karo blev overrasket over musens venlighed. “Hej Mikkel,” svarede hun. “Jeg troede, du ville være bange for mig.”
Mikkel smilede. “Jeg ved, at du er en god kat, og jeg har faktisk brug for din hjælp. Der er en stor sæk med korn, der er faldet ned, og jeg kan ikke få den op igen. Hvis du hjælper mig, kan vi dele kornet.”
Karo tænkte sig om et øjeblik. Hun havde aldrig før tænkt på at blive venner med en mus, men Mikkel virkede rar, og hun kunne godt lide tanken om at hjælpe. “Okay, lad os gøre det,” sagde hun med et smil.
Sammen gik Karo og Mikkel hen til den store sæk med korn. Karo brugte sine stærke poter til at skubbe sækken op, mens Mikkel holdt den stabil. Det tog lidt tid, men til sidst lykkedes det dem at få sækken på plads.
“Tak, Karo,” sagde Mikkel glad. “Du er en rigtig god ven.”
Karo spandt tilfreds. “Det var så lidt, Mikkel. Jeg er glad for, at vi kunne hjælpe hinanden.”
Fra den dag af blev Karo og Mikkel de bedste venner. De delte mange eventyr sammen på bondegården, og Karo lærte, at nogle gange kan de mest uventede venskaber være de bedste.
Og sådan sluttede en dejlig aften på bondegården, hvor Karo og Mikkel fandt ud af, at det at hjælpe hinanden kan føre til de mest vidunderlige venskaber. Godnat og sov godt, lille ven.