Der var engang en kat, der hed Karo, og hun var gårdens bedste musefanger. Det sagde hun i hvert fald selv.
Hun var stribet grå og hvid, og hun boede på en gård på landet, i en lade fuld af hø. Om dagen sov hun i solen på trappen. Om natten gik hun på jagt.
Det var en stille nat i september. Månen var en tynd stribe, og laden var næsten helt mørk. Men Karo kunne se. Kattens øjne er lavet til mørke. Bag i øjet har de et lag, der kaster lyset tilbage, så de kan bruge hver eneste lille smule. Når nogen fra gården lyste på hende med en lommelygte, lyste hendes øjne grønt.
Hun gik langsomt hen over gulvet i laden. Hun gik på tæerne, med kløerne trukket ind i poterne, så hun ikke lavede den mindste lyd.
Så stoppede hun.
Der var noget. En lille, tynd lyd, så høj og fin, at et menneske næppe ville have hørt den. Pii. Pii.
Karo drejede ørerne. Først det ene, så det andet. En kat kan dreje hvert øre for sig, ligesom to små parabolantenner. Lyden kom fra hjørnet bag de gamle sække.
Hun sneg sig nærmere. Lavt nede, med maven næsten mod gulvet. Hendes knurhår stod frem til siderne. De var lige så brede som hendes krop, og med dem kunne hun mærke, om der var plads til at komme forbi, uden at hun behøvede at se.
Bag sækkene var der en sprække. Og i sprækken sad en mus.
Den var lille og brun med store ører. Den sad med et hvedekorn mellem forpoterne og spiste.
Karo krøb sammen. Hun vrikkede med bagenden, frem og tilbage, som katte gør, lige før de springer.
Og så sprang hun.
Men musen havde store ører. Den hørte hende, et splitsekund før hun landede. Den slap hvedekornet og forsvandt ned i sprækken, og Karos poter ramte gulvet lige der, hvor den havde siddet.
Hun stak poten ned i sprækken. Den var for smal. Hun stak næsen derned. Hun kunne lugte musen. Men den var væk.
Karo satte sig op. Hun slikkede sin pote, meget grundigt, som om det hele var helt efter planen.
Så gik hun op på høstakken, trådte rundt tre gange og lagde sig.
Mens du ligger her, ligger Karo oppe på høstakken og spinder med halen over næsen. Det ene øre drejer sig stadig en lille smule, hver gang noget rasler. Og nede i sin gang under gulvet gnaver musen i et nyt hvedekorn, som om ingenting var hændt. Godnat.
