Der var engang en lille ælling, der hed Anton. Han var en gråand, gul og brun og så dunet, at han lignede en lille, levende tennisbold, og han var præcis en dag gammel.
Han var kommet ud af ægget i går. Det var sket i en rede af græs og dun, gemt under en busk i et hjørne af en have i en by. Elleve søskende var kommet ud samtidig. Og i nat havde de alle sammen sovet under mor, varmt og tæt.
Men i dag skulle de flytte.
“Vi kan ikke blive her,” sagde mor. “Der er ikke noget vand. I skal ned til søen.”
Anton havde aldrig set en sø. Han havde aldrig set noget som helst, undtagen busken og mors mave.
“Hvordan er en sø?” spurgte han.
“Den er stor,” sagde mor. “Den er blød. Den glitrer, når solen skinner på den. Og der er mad i den. Følg mig. Hold jer tæt. Og stop ikke.”
Hun gik ud fra busken. Ællingerne gik efter hende. Én lang, gul række, som en lille perlekæde, der gik af sig selv. Anton var nummer syv.
Først gik de over plænen. Græsset var højt for så små ben. Så gik de ind under en hæk. Og så kom de ud på et fortov.
Og så kom de til vejen.
Vejen var grå og hård og bred. Der kørte biler på den. De var store og larmede. Mor stoppede ved kanten og kiggede. Ællingerne trykkede sig ind til hende.
En bil kom. Den kørte forbi. Så en til. Mor ventede.
Så kom der en bil, der ikke kørte forbi. Den bremsede og stoppede. Manden bag rattet hed Karsten. Han så ællingerne. Han tændte katastrofeblinket, så bilerne bag ham også stoppede. Så steg han ud og stillede sig ved siden af bilen, så ingen kunne køre udenom.
“Kom bare,” sagde han stille. “Jeg rører jer ikke.”
En dame på fortovet tog sin hund i kort snor og gik et skridt tilbage.
Mor gik ud på vejen. Ællingerne fulgte efter. Nummer et. Nummer to. Hele rækken. Anton gik så hurtigt, han kunne. Asfalten var varm under hans fødder.
På den anden side var der en kantsten. Mor hoppede op. Ællingerne prøvede. Den var høj. Nummer et kom op. Nummer to faldt ned og prøvede igen og kom op. Anton tog tilløb og hoppede. Han ramte kanten med maven og sprællede, og så var han oppe.
Bag dem kørte bilerne videre. Karsten vinkede og kørte.
De gik ned ad en sti. Gennem nogle siv. Og så stod de der.
Søen.
Den var stor. Den var meget større end busken og haven og vejen tilsammen. Solen skinnede på den, og hele overfladen glitrede, som om den var fuld af små spejle.
Mor gik ud i vandet. Det plaskede lidt. Så svømmede hun.
Anton stod på kanten. Han kiggede på vandet. Så gik han ud i det.
Han flød. Helt af sig selv. Hans fødder padlede under ham, uden at han behøvede at tænke på det. Han svømmede. Han svømmede hen til mor. Han dykkede hovedet ned under og fik en lille vandloppe i næbbet. Og så svømmede han i en cirkel, bare fordi han kunne.
Om aftenen sad de alle tolv i sivene i en tæt klump, med mor i midten.
Ude på søen glitrer måneskinnet nu, du, og i sivene sover tolv ællinger med næbbet stukket ind under deres små vinger. I går vidste de ikke, hvad en sø var. Nu bor de ved en. Godnat.
