Der var engang en lille ælling ved navn Anton, som boede på en hyggelig bondegård. Anton var en nysgerrig lille fyr med bløde, gule fjer og et kvikt sind. Han elskede at vralte rundt på gården og udforske alle de spændende steder, han kunne finde.
En solrig morgen, mens Anton legede ved den gamle lade, hørte han en historie fra den kloge gamle ugle, Ulla. Ulla fortalte om en glitrende sø, der lå gemt bag de høje bakker, hvor solen altid skinnede, og vandet glimtede som tusind diamanter. Anton blev straks nysgerrig og besluttede sig for, at han ville finde denne magiske sø.
Anton vralte afsted, forbi de grønne marker og de travle høns, der klukkede og skrabede i jorden. Han hilste på den venlige ko, Karla, der gumlede på noget græs, og spurgte, om hun vidste, hvor den glitrende sø var. “Jeg har hørt om den,” sagde Karla, “men jeg har aldrig set den. Du skal bare følge stien forbi æbletræerne.”
Anton takkede Karla og fortsatte sin rejse. Han gik forbi de duftende æbletræer, hvor han stoppede for at nippe til et saftigt æble, der var faldet til jorden. Med maven fuld af æble gik han videre, indtil han nåede en lille bakke. På toppen af bakken kunne han se noget, der glimtede i det fjerne.
Med fornyet energi vralte Anton ned ad bakken, og snart stod han ved bredden af den glitrende sø. Vandet var lige så smukt, som Ulla havde fortalt, og Anton kunne se sin egen spejling i det klare vand. Han plaskede glad rundt og nød det kølige vand mod sine fjer.
Mens Anton legede, kom en lille frø ved navn Frida hoppende hen til ham. “Hej Anton,” kvækkede Frida, “jeg ser, du har fundet den glitrende sø! Det er mit yndlingssted at lege. Vil du lege med mig?”
Anton nikkede ivrigt, og de to nye venner begyndte at lege tagfat langs søens bredder. De hoppede og plaskede, indtil solen begyndte at gå ned, og himlen blev malet i smukke nuancer af lyserød og orange.
Da det blev tid til at vende hjem, sagde Anton farvel til Frida og lovede at komme tilbage en anden dag. Han vralte tilbage til bondegården med et stort smil på næbbet, glad for sin nye ven og den vidunderlige dag ved den glitrende sø.
Da Anton endelig nåede tilbage til gården, var det blevet mørkt, og stjernerne blinkede på himlen. Han puttede sig tæt ind til sin mor i reden og fortalte hende alt om sin eventyrlige dag. Med et tilfreds suk lukkede Anton sine øjne og faldt i en dyb, fredfyldt søvn, drømmende om nye eventyr ved den glitrende sø.
Og sådan endte en dejlig dag for den lille ælling Anton, der havde opdaget, at verden var fuld af magiske steder og nye venner, bare man turde vralte lidt længere væk fra reden.