Nattens lysende enhjørning

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille by, der lå gemt mellem bløde bakker og grønne enge. Byen hed Stjernedalen, og den var kendt for sine klare nætter, hvor stjernerne blinkede som små diamanter på himlen. Men der var noget helt særligt ved Stjernedalen, som kun de færreste vidste. Når natten faldt på, og månen stod højt på himlen, kom en lysende enhjørning frem fra skovens dyb.

Enhjørningen hed Luna, og hun var den mest magiske skabning, man kunne forestille sig. Hendes pels var hvid som sne, og hendes horn glimtede som en stjerne. Luna havde en særlig evne til at bringe lys og glæde til dem, der havde brug for det. Hver nat, når børnene i Stjernedalen gik i seng, red Luna stille gennem byen og spredte sit lysende støv, der gav de små drømme fyldt med eventyr og glæde.

En aften, da månen var fuld, lå en lille dreng ved navn Emil vågen i sin seng. Han kunne ikke sove, for han var bange for mørket. Emil kiggede ud af vinduet og ønskede, at han kunne være modig som de helte, han hørte om i historierne. Pludselig så han et svagt lys i skovbrynet. Det var Luna, der kom galopperende med sit lysende horn.

Emil blev nysgerrig og listede ud af sengen. Han tog sin bamse med og gik forsigtigt ud i haven. Luna så ham og stoppede op. Hendes øjne strålede venligt, og hun bøjede sit hoved, så Emil kunne røre ved hendes bløde manke. “Hej, lille ven,” sagde Luna med en stemme, der lød som en hvisken fra vinden. “Hvorfor er du ikke i din seng?”

Emil kiggede op på Luna og sagde: “Jeg er bange for mørket. Jeg kan ikke sove.” Luna smilede og svang sit horn, så en regnbue af lys omfavnede Emil. “Mørket er ikke farligt,” sagde hun blidt. “Det er fyldt med stjerner og drømme. Lad mig vise dig.”

Med et lille hop satte Emil sig op på Lunas ryg, og sammen fløj de op mod stjernerne. De svævede over Stjernedalen, og Emil kunne se, hvordan byen sov trygt under nattens tæppe. Luna viste ham, hvordan stjernerne blinkede som små venner, der passede på ham. Emil følte sig pludselig modig og tryg.

Da de landede tilbage i haven, sagde Luna: “Husk, at du altid har lyset i dig, selv når det er mørkt.” Emil nikkede og krammede sin bamse tæt. Han sagde farvel til Luna, der forsvandt ind i skoven igen, og gik tilbage til sin seng.

Fra den nat af var Emil ikke længere bange for mørket. Han vidste, at Luna og stjernerne altid ville være der for at passe på ham. Og hver gang han lukkede øjnene, drømte han om eventyr og lysende enhjørninger.

Og sådan endte natten godt i Stjernedalen, hvor Luna fortsat bragte lys og glæde til alle, der havde brug for det.

Skriv en kommentar