Der var engang en enhjørning, der hed Hvisk. Hun var hvid som rim, hun gik gennem byen hver nat, mens alle sov, og hendes horn lyste som en lille lygte.
Det var hendes arbejde at se til børnene. Hun gik fra vindue til vindue og kiggede ind. Sov de? Var dynen faldet af? Hun lyste lidt ind på dem, blødt og sølvhvidt, og så gik hun videre.
En nat sov en af dem ikke.
Han hed Arvid. Han var fem år, og han sad i sin seng med dynen helt op til øjnene og kiggede ud i mørket på sit værelse.
Hvisk stoppede uden for vinduet.
Arvid så lyset. Han så hornet. Så så han resten af hende. Han glemte at være bange og kravlede hen til vinduet.
“Er du en enhjørning?” hviskede han gennem den åbne sprække.
“Ja,” sagde Hvisk. “Hvorfor sover du ikke?”
“Det er for mørkt,” sagde Arvid. “Jeg kan ikke se noget.”
Hvisk kiggede ind på hans værelse. Hun lyste med hornet. Der var en reol. En stol med tøj på. En kasse med legetøj.
“Skal jeg vise dig en hemmelighed om mørke?” sagde hun.
Arvid nikkede.
“Så skal du sætte dig i sengen igen,” sagde Hvisk. “Og så slukker jeg mit horn.”
“Nej,” sagde Arvid.
“Kun lidt,” sagde Hvisk. “Og jeg står lige her. Hele tiden.”
Arvid kravlede tilbage i sengen. Han holdt fast i dynen.
Hvisk slukkede sit horn.
Der blev mørkt. Helt mørkt. Arvid kunne ikke se noget. Han kunne ikke se stolen. Han kunne ikke se reolen. Han kunne ikke engang se sine egne hænder.
“Nu tæller vi,” sagde Hvisk udenfor, stille. “Langsomt. Til hundrede.”
De talte. Én. To. Tre.
Ved tyve kunne Arvid se vinduet. En grå firkant, lidt lysere end resten.
Ved fyrre kunne han se stolen. En mørk klump med noget, der hang ud over kanten.
Ved tres kunne han se reolen. Og bøgerne i den. Og bamsen øverst.
Ved firs kunne han se sine egne hænder på dynen. Og Hvisks hoved uden for vinduet, svagt hvidt, uden noget lys i hornet overhovedet.
Ved hundrede kunne han se næsten det hele.
“Det er det, der er hemmeligheden,” sagde Hvisk. “Dine øjne lærer at se i mørket. De skal bare have lidt tid. Mørket er ikke tomt. Det er bare langsomt.”
Arvid kiggede rundt på sit værelse. Det var der stadig. Det hele. Bare gråt og blødt i stedet for farvet.
“Kan du se lige så godt som mig?” spurgte han.
“Bedre,” sagde Hvisk. “Jeg har øvet mig i mange år.”
Arvid lagde sig ned. Han kiggede på bamsen i reolen. Han kunne se dens ører.
“Godnat, Hvisk,” sagde han.
“Godnat, Arvid,” sagde hun.
Hun tændte ikke hornet igen, før hun var et godt stykke nede ad vejen.
Tæl langsomt til hundrede i mørket, du. Ved tyve kan du se vinduet. Ved firs dine egne hænder. Og et sted mellem tres og hundrede er du sikkert faldet i søvn. Godnat.
