Langt inde i den varme, grønne sump boede en lille babykrokodille, der hed Kalle. Kalle var den mindste i hele krokodilleflokken, og han drømte om én ting: at lære at brøle lige så højt som de store krokodiller.
Hver aften, når solen gik ned, samlede flokken sig ved flodbredden. De voksne krokodiller løftede deres hoveder mod himlen og brølede så højt, at bladene rystede på træerne. Kalle kiggede beundrende på dem.
“En dag vil jeg også brøle sådan,” hviskede han til sig selv.
Men hver gang Kalle åbnede munden for at øve sig, lød det bare som et lille “pip”. De andre krokodiller lo lidt, men Kalles mor smilede og sagde:
“Du skal nok lære det, Kalle. Alt godt tager tid.”
Næste dag besluttede Kalle sig for at tage på eventyr og finde nogen, der kunne lære ham at brøle. Han traskede gennem sumpen og mødte først frøen Frida.
“Frida, kan du lære mig at brøle?” spurgte Kalle.
Frida lo: “Mig? Jeg siger kun kvæk! Men hvis du vil, kan jeg hoppe med dig.”
Kalle takkede, men han måtte videre.
Så mødte han papegøjen Pablo, der sad højt oppe i et træ og sang.
“Pablo, kan du lære mig at brøle?” spurgte Kalle.
Pablo lo: “Mig? Jeg skræpper og skråler, men brøle – nej! Men vil du høre en sang?”
Kalle lyttede lidt, men sukkede og gik videre.
Til sidst mødte Kalle den gamle flodhest, Hugo, der lå i mudderet og døsede.
“Hugo… kan du lære mig at brøle?”
Flodhesten åbnede det ene øje og brummede: “Måske. Men ved du hvad, Kalle? Et brøl handler ikke kun om lyd. Det handler om at mærke det helt nede i maven og være modig nok til at prøve.”
Kalle tænkte længe over det. Så trak han vejret dybt ned i maven, lukkede øjnene og prøvede én gang til. Først lød det som et lille “pip”, men så… kom der et lille “Grrrraw!” – ikke stort, men heller ikke helt lille.
Hugo smilede. “Se selv, Kalle. Du er i gang.”
Kalle skyndte sig hjem. Da natten faldt på, stod han sammen med sin flok. Og denne gang, da han åbnede munden, kom der et rigtigt lille brøl. Ikke stort, men tydeligt nok til, at de andre stoppede op og kiggede.
Kalles mor nikkede stolt. “Hvad sagde jeg, Kalle? Du kan godt.”
Og fra den dag vidste Kalle, at selv det mindste brøl tæller – hvis bare man tør prøve.
Godnat, lille ven. Drøm sødt om mod og store krokodillebrøl.
