Der var engang en lille krokodille, der hed Kalle, og han ville så gerne kunne brøle.
Han boede i en varm, grøn sump i Afrika sammen med sin mor og en hel masse andre krokodiller. Han var ikke længere end en underarm, og han havde gule og sorte striber på halen, som alle små krokodiller har.
Om aftenen lå de store krokodiller i vandet ved flodbredden. Og nogle gange, når det blev skumring, løftede de deres hoveder og halerne op over vandet og brølede. Det var ikke et brøl som en løves. Det var dybere. Det var en lang, rumlende lyd, der kom helt nede fra maven, og som fik vandet til at dirre.
Kalle prøvede også. Han løftede hovedet. Han åbnede munden.
“Pip,” sagde han.
Det var den lyd, han havde lavet, da han lå i ægget, og den lyd, han lavede, når han kaldte på mor. Han kunne ikke lave andre.
“Du lærer det, når du bliver stor,” sagde mor.
Men Kalle ville ikke vente. Næste morgen svømmede han ud for at finde nogen, der kunne lære ham at brøle.
Først mødte han frøen Kvæka, der sad på et åkandeblad.
“Kan du lære mig at brøle?” spurgte Kalle.
Kvæka pustede sin hals op til en stor, rund ballon. “Kvæk,” sagde hun. Det var meget højt. “Det er det bedste, jeg kan. Det kommer af ballonen.”
Kalle prøvede at puste halsen op. Det kunne han ikke.
Så mødte han papegøjen Pablo, der sad i et træ ved bredden.
“Kan du lære mig at brøle?”
“Brøl!” skræppede Pablo. “Brøøøl! Brøl!” Han kunne sige ordet. Men det var ikke et brøl.
Til sidst kom Kalle til flodhesten Tumle. Han lå i mudderet med kun ørerne og næseborene over vandet og døsede.
“Kan du lære mig at brøle?”
Tumle åbnede det ene øje. Så løftede han det store hoved og åbnede munden, og ud kom en lyd, der lød som en blanding af latter og torden. Ho-ho-hooo. Fuglene lettede fra træerne.
“Det er ikke halsen,” sagde Tumle. “Det er hele kroppen. Du skal mærke det nede i maven. Det ved jeg, for jeg har en stor mave.”
Kalle svømmede hjem. Det var ved at blive skumring, og de store krokodiller lå allerede i vandet. Han lagde sig ved siden af sin mor. Han trak vejret helt ned i maven. Han lagde hagen på vandet. Og så lavede han det dybeste, han kunne.
Det var ikke et brøl. Det var mere en brummen. Men det kom nede fra maven, og han kunne mærke det i hele kroppen.
Og så skete der noget. Vandet lige omkring hans hage begyndte at dirre. Små dråber sprang op fra overfladen og dansede, som om det regnede den forkerte vej.
Mor kiggede ned på ham. “Se,” sagde hun. “Du får vandet til at danse.”
Det gør de store krokodiller også, når de brøler. Lyden er så dyb, at man næsten ikke kan høre den. Men man kan se den. Den får vandet på deres ryg til at hoppe som små springvand.
Kalle brummede igen. Dråberne dansede igen. Ikke meget. Kun en lille smule. Men det var hans egne dråber.
Ude i den varme sump ligger Kalle tæt ved sin mor i aften, du, med hagen på vandet og øver sig ganske stille, så kun de nærmeste dråber hopper. Kvæka kvækker fra sit åkandeblad, og langt nede ad floden griner Tumle sin ho-ho-hooo, inden han falder i søvn. Godnat.
