Der var engang en lille enhjørning ved navn Luna, som boede i en magisk skov fyldt med farverige blomster og glitrende søer. Luna havde en særlig evne: hun kunne skabe regnbuer med sit horn. Enhver, der så en af Lunas regnbuer, blev fyldt med glæde og latter.
En dag, mens Luna legede med sine venner, de små kaniner og fugle, opdagede hun, at regnbuerne i skoven var begyndt at forsvinde. Luna blev bekymret, for regnbuerne bragte ikke kun glæde, men også lys og farver til skoven.
“Vi må finde ud af, hvad der sker med regnbuerne,” sagde Luna beslutsomt til sine venner. “Ellers vil skoven miste sin magi!”
Sammen med sine venner begav Luna sig ud på en rejse gennem skoven for at løse regnbuemysteriet. De gik forbi den store egetræ, hvor uglen Ulla boede. Ulla var klog og vidste meget om skoven.
“Kære Ulla,” spurgte Luna, “har du set, hvad der sker med regnbuerne?”
Ulla tænkte sig om og svarede: “Jeg har hørt, at en sky af tristhed har lagt sig over skoven. Måske er det den, der skjuler regnbuerne.”
Luna og hendes venner besluttede sig for at finde skyen af tristhed. De gik længere ind i skoven, hvor de mødte en lille grå sky, der svævede lavt over jorden.
“Hvorfor er du så trist, lille sky?” spurgte Luna venligt.
Skyen sukkede og sagde: “Jeg føler mig ensom. Ingen vil lege med mig, fordi jeg ikke er farverig som regnbuerne.”
Luna smilede og sagde: “Men du er speciel på din egen måde. Vil du ikke lege med os? Vi kan lave regnbuer sammen!”
Skyen blev glad og begyndte at smile. Sammen med Luna og hendes venner svævede skyen op i himlen, og Luna brugte sit horn til at skabe en smuk regnbue, der strakte sig over hele skoven.
Alle dyrene i skoven kom for at se den fantastiske regnbue, og de klappede og jublede. Skyen følte sig ikke længere ensom, for den havde fundet nye venner.
Fra den dag af var skoven fyldt med regnbuer, og skyen svævede glad rundt og legede med Luna og de andre dyr. Enhver, der så regnbuerne, blev fyldt med glæde og latter, og skoven var igen et magisk sted.
Og sådan endte regnbuemysteriet med, at alle i skoven levede lykkeligt til deres dages ende.
