Der var engang en dreng, der hed Oscar, og han havde en farfar, der påstod, at han havde set en regnbue om natten.
“Det passer ikke,” sagde Oscar. “Regnbuer kommer fra solen. Om natten er der ingen sol.”
“Jeg så den alligevel,” sagde farfar. “Da jeg var ung. Den var hvid.”
“Regnbuer er ikke hvide.”
“Den her var,” sagde farfar.
Oscar tænkte meget over det. Det var et mysterium. Han spurgte sin lærer. Hun havde aldrig hørt om det. Han spurgte mor. Hun trak på skuldrene. Han kiggede i sin bog om vejret. Der stod ikke noget om natteregnbuer.
Så han besluttede, at farfar havde drømt det.
Men en aften i september, da Oscar var på besøg, havde det regnet hele dagen. Om aftenen holdt det op. Skyerne gled væk fra den ene side af himlen, og fuldmånen kom frem, stor og hvid, lavt over træerne bag huset.
Ovre på den anden side af himlen hang de sidste regnskyer stadig. Det dryppede fra tagrenden.
Farfar kom ind i stuen. Han havde jakken på.
“Kom,” sagde han. “Tag dine støvler på. Hurtigt.”
De gik ud på marken bag huset. Månen var bag dem. Foran dem var himlen mørk og fuld af fin regn, der ikke rigtig faldt, bare hang i luften.
“Kig,” sagde farfar. “Ikke på månen. Den anden vej.”
Oscar kiggede.
Først så han ingenting. Bare mørke. Så vænnede hans øjne sig til det. Og så så han den.
En bue. En stor, svag, hvid bue, der gik over hele himlen, fra marken på den ene side til skoven på den anden. Den var ikke farvet som en almindelig regnbue. Den var lys og grålig, som et bånd af tåge. Men den var der. Den stod helt stille på himlen.
“En månebue,” sagde farfar stille.
“Hvorfor er den hvid?”
“Fordi månelys er svagt. Regnbuen har faktisk farver. Men vores øjne kan ikke se farver, når det er så mørkt. Så den ser hvid ud for os.”
Oscar stod længe og kiggede. Han tænkte på, at det var det samme som en regnbue. Lyset kom bag fra og ramte regndråberne og blev kastet tilbage. Det var bare månen i stedet for solen.
“Man skal være heldig,” sagde farfar. “Det skal være fuldmåne. Månen skal stå lavt. Og der skal være regn på den anden side. Jeg har kun set den to gange før i mit liv.”
Månebuen blev svagere. Regnen drev væk. Til sidst var den forsvundet.
Inde i køkkenet drak de varm kakao, og Oscar sad og tænkte.
“Farfar,” sagde han. “Undskyld, jeg sagde, du havde drømt det.”
“Det er i orden,” sagde farfar. “Jeg troede heller ikke på min egen farfar.”
Månebuen er væk, og farfars støvler står våde i gangen. Men et sted, hvor det regner i nat, og månen står lavt, står der måske en anden ude på en mark og kigger op. Godnat, du.
