Der var engang en elefantunge ved navn Asta. Hun var så lille, at hendes snabel kun lige kunne nå vandet i det store vandhul, når hun stod helt ude på kanten og strakte sig.
Om aftenen, når de voksne elefanter rumlede stille til hinanden i det lune mørke, lå Asta helt inde ved Mormor Elefant. Mormor var den ældste i flokken. Hun havde en flænge i det ene øre og huskede alting.
“Fortæl om Regnbuefloden,” sagde Asta.
Og Mormor fortalte. Om en flod langt mod øst, hvor vandet faldt ned fra en klippe, og hvor solen lavede farver i luften. Om at bade der. Om at grine, så man fik vand i snablen.
“Jeg vil derhen,” sagde Asta.
Det havde hun sagt mange gange før. Men denne gang sagde Mormor ikke “måske en dag”. Denne gang sagde hun: “Så går vi i morgen. Dig og mig.”
Astas venner ville ikke med. Den lille zebra syntes, det var for langt væk. Næsehornsungen ville ikke gå fra mudderet. Så de gik to.
Mormor gik langsomt. Hendes knæ knagede, krrrk, krrrk, ved hvert skridt. Hun stoppede ved hvert stort træ og kløede sig på ryggen. Asta løb frem og tilbage og frem igen, og hun var nok gået tre gange så langt som Mormor, da solen stod højest.
De gik gennem gult græs, der var højere end Asta. Forbi baobabtræer, der så ud, som om de stod på hovedet med rødderne i vejret. Over små bakker, hvor giraffer kiggede ned på dem som høje, nysgerrige naboer.
Så hørte de det.
Et sus. Et brus. Som når nogen trækker vejret meget dybt uden nogensinde at holde op.
Floden faldt ned fra en klippe og ned i en bred, rolig sø. Og i luften over søen, hvor vandet blev til fine, fine dråber, hang der en regnbue. Rød, orange, gul, grøn, blå. Den bevægede sig, når vinden bevægede sig.
Asta løb ud i vandet, plask, og hun sprøjtede og trompeterede og rullede rundt, til hun var våd og glinsende over det hele. Mormor stod på bredden og lo med sit dybe, rumlende grin.
“Mormor,” sagde Asta, da hun kom op igen. “Jeg vil vise de andre det. Jeg tager noget af regnbuen med.”
Hun fyldte sin snabel med vand fra søen. Så meget hun kunne. Og hele vejen hjem holdt hun den lukket og trak vejret gennem munden, hvilket var meget svært for en elefant.
Det var mørkt, da de nåede vandhullet. Alle de andre var vågne og ventede.
“Se!” sagde Asta og sprøjtede vandet ud i luften.
Det var bare vand. Det plaskede ned på jorden. Ingen farver. Ingen regnbue. Næsehornsungen kiggede på pytten.
Asta stod helt stille. Hendes ører hang.
Mormor lagde snablen om hende. “Regnbuen er ikke i vandet, min skat,” sagde hun lavt. “Den er i solen. Vent til i morgen.”
Om morgenen, da solen lige var kommet op bag akacietræerne, stillede Mormor alle de små dyr op på række ved vandhullet. Så sagde hun til Asta: “Nu.”
Asta fyldte snablen, vendte ryggen mod solen og sprøjtede vandet højt op i luften.
Og der, i den fine regn af dråber, kom den. Rød, orange, gul, grøn, blå. En lille regnbue, lige over vandhullet.
Den lille zebra gispede. Næsehornsungen glemte sit mudder.
“Igen!” råbte de. “Igen!”
Asta sprøjtede, til hun ikke kunne mere, og den eftermiddag sov hele flokken middagslur i skyggen, våde og mætte af farver.
Mormor sov ved siden af Asta. Hendes knæ knagede ikke, når hun lå ned.
I morgen, når solen skinner, kan du selv prøve Astas trick: Stil dig med solen i ryggen, og sprøjt lidt vand op i luften. Så kommer farverne. Men først skal du sove. Godnat, du.
