Der var engang en mammutpige, der hed Eir, og hun havde fået en lillesøster, som var bange for mørke.
Lillesøsteren hed Hvidde. Hun hed sådan, fordi hun var født med en lille, hvid tot hår i panden, midt i al den rødbrune pels. Hun var kun et halvt år gammel. Hun gik tæt ved sin mor hele dagen, og når hun blev træt, lagde hun sig ned i sneen og ville ikke gå mere, og så måtte nogen puffe til hende med snablen, indtil hun rejste sig igen. Det var tit Eir, der puffede.
Eir var fire år. Hun var stor nok til at gå lidt foran flokken og stor nok til at grave sit eget græs frem under sneen. Det var hun stolt af.
De levede i istiden, på den store, åbne mammutsteppe, hvor vinteren var lang og vinden kold. Om vinteren var dagene korte. Solen kom op sent og gik ned tidligt, og resten af tiden var der mørkt.
Og Hvidde kunne ikke lide mørket.
Hver aften, når lyset forsvandt bag de fjerne bjerge, begyndte hun at pibe. En lille, klagende mammutpiben. Hun trykkede sig ind til deres mor og gemte hovedet i den lange pels og ville ikke kigge ud.
“Der er ikke noget,” sagde Eir. “Det er bare mørkt.”
“Det er derfor,” sagde Hvidde ind i pelsen.
Eir sukkede. Hun syntes, det var lidt besværligt at have en lillesøster. Hun kunne ikke gå så langt væk mere. Hun skulle altid vente. Og om aftenen var der al den piben.
Men en aften skete der noget.
Eir stod lidt uden for flokken og gravede. Det var sådan, mammutter fandt mad om vinteren. Man fejede sneen væk med snablen og stødtænderne, frem og tilbage, til der kom græs til syne nedenunder. Gult og tørt, men godt nok. Eir fejede og fejede. Og da hun løftede hovedet for at tygge, så hun det.
Himlen var grøn.
Ikke helt. Men højt oppe over steppen, over bjergene, var der kommet et bånd af grønt lys. Det bølgede. Det flyttede sig langsomt, som et stort, lysende tæppe, der blev rystet. Så kom der lidt lilla i kanten. Så endnu et bånd, længere oppe.
Eir stod helt stille med græs i munden.
Det var nordlys. Hun havde set det før, et par gange, når hun var lille. Men aldrig så stort. Det fyldte halvdelen af himlen, og det fik sneen til at lyse svagt grønt, og det fik skyggerne af mammutterne til at blive lange og blå.
Hun tænkte på Hvidde.
Hun gik tilbage til flokken. Hvidde lå tæt op ad deres mor med hovedet inde i pelsen og pev stille.
“Hvidde,” sagde Eir. “Kom og se.”
“Nej,” sagde Hvidde. “Det er mørkt.”
“Det er ikke mørkt lige nu,” sagde Eir. “Ikke rigtig. Du skal bare kigge op.”
Hvidde rystede på hovedet inde i pelsen.
Eir tænkte sig om. Så lagde hun sig ned i sneen, lige ved siden af sin lillesøster. Hun lagde sig så tæt, at deres pelse rørte hinanden. Hun lagde sin snabel hen over Hviddes ryg, sådan som deres mor plejede at gøre.
“Jeg er lige her,” sagde hun. “Kig bare med det ene øje.”
Der gik et øjeblik. Så kom et lille, mørkt øje frem af pelsen. Det kiggede på Eir. Og så, langsomt, kiggede det op.
Hvidde holdt op med at pibe.
Over dem bølgede nordlyset, grønt og lilla og en lille smule rødt i kanten. Det bevægede sig hen over himlen, langsomt og blødt, og det var så stille, at man kunne høre sneen knirke, når en af de voksne flyttede fødderne.
“Hvad er det?” hviskede Hvidde.
“Det er himlen, der danser,” sagde Eir. Det var det, deres mormor altid sagde. Hun vidste ikke, om det var rigtigt. Men det lød rigtigt.
“Kommer det hver nat?”
“Ikke hver nat,” sagde Eir. “Men nogle gange. Og man kan kun se det, når det er mørkt.”
Hvidde tænkte over det. Hun trak hovedet helt ud af pelsen nu. Hun lagde det på Eirs forben og kiggede op.
“Så er mørket godt til noget,” sagde hun.
“Ja,” sagde Eir. “Det er det.”
De lå længe sådan, to mammutsøstre i sneen, mens resten af flokken stod omkring dem som en stor, varm mur. Til sidst blev nordlyset svagere. Det blev til et tyndt, grønt slør. Og så var der bare stjerner tilbage. Mange stjerner. Flere, end nogen kunne tælle.
Hvidde pev ikke. Hun var faldet i søvn med hovedet på sin storesøsters ben.
Eir blev liggende. Hun kunne godt have rejst sig og gravet lidt mere græs frem. Men hun blev bare liggende, helt stille, så hun ikke vækkede hende.
Godnat, du. Hvis det er mørkt i dit værelse i aften, så tænk på Eir og Hvidde, der ligger tæt sammen på steppen under en himmel, der danser. Mørket er ikke farligt, det er bare der, hvor stjernerne bor. Sov godt.
