Der var engang en lille enhjørning ved navn Luna, som boede i en magisk skov fyldt med glitrende stjernestøv. Luna havde en smuk, skinnende pels og en horn, der glimtede som de klareste stjerner på nattehimlen. Hun elskede at galoppere gennem skoven og lege med sine venner, men der var én ting, Luna ønskede sig mere end noget andet: en bedste ven, som hun kunne dele sine eventyr med.
En dag, mens Luna legede ved den glitrende sø, hørte hun en svag gråd. Hun fulgte lyden og fandt en lille kanin, der sad og snøftede under et stort egetræ. “Hej,” sagde Luna blidt. “Hvorfor er du ked af det?”
Kaninen kiggede op med store, tårefyldte øjne. “Jeg er faret vild,” sagde han. “Jeg kan ikke finde min vej hjem til min familie.”
Luna smilede venligt. “Bare rolig, jeg vil hjælpe dig med at finde hjem. Jeg kender skoven som min egen hove.” Kaninen tørrede sine tårer og præsenterede sig som Benny. Sammen begyndte de deres rejse gennem den magiske skov.
Undervejs fortalte Luna Benny om alle de vidunderlige ting i skoven: de syngende fugle, de dansende sommerfugle og de glitrende stjernestøv, der faldt som snefnug fra himlen. Benny lyttede med store ører og begyndte at føle sig mere tryg.
Da natten faldt på, og månen lyste skoven op, nåede de endelig Bennys hjem. Hans familie ventede bekymret ved indgangen til deres lille hule. “Benny!” råbte de og omfavnede ham med glæde.
Benny vendte sig mod Luna. “Tak, Luna. Du er en sand ven. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget for dig.”
Luna smilede og sagde: “Du har allerede gjort noget. Du har givet mig en ven.” Benny nikkede og lovede, at de altid ville være venner.
Fra den dag af mødtes Luna og Benny ofte for at lege og udforske skoven sammen. De delte mange eventyr og lærte, at venskab var det mest magiske af alt. Enhver aften, når stjernerne begyndte at blinke, galopperede Luna hjem med et hjerte fyldt med glæde og stjernestøv.
Og sådan sluttede dagen altid godt for Luna og Benny, med en ny dag fuld af eventyr og venskab i vente.