Der var engang en blæksprutte, som alle kaldte Krølle, fordi hans arme altid sad i små krøller, når han sov. Han boede i koralrevet, og han var den bedste til gemmeleg i hele havet.
Det var ikke så mærkeligt. Han kunne blive lige så rød som en koral, lige så grøn som tang og lige så kornet som sand. Han kunne mase sig ind i et hul, der ikke var større end en flaskehals. Ingen havde nogensinde fundet ham.
“I dag finder vi dig,” sagde de små klovnfisk.
“Det gør I ikke,” sagde Krølle.
“Tæl til hundrede,” sagde klovnfiskene til krabben, som altid var den, der ledte, fordi den var for langsom til at gemme sig.
Krabben talte. Én, to, tre …
Krølle svømmede. Forbi den store hjernekoral. Forbi søanemonerne, der viftede med deres arme. Forbi stenen med de lilla søpindsvin. Han ville finde et helt nyt sted, et sted ingen kendte.
… fyrre, enogfyrre …
Bag to store, gule koraller, hvor han aldrig havde været, opdagede han en sprække. Den var smal, så smal, at kun noget meget blødt kunne komme ind. Krølle gjorde sig flad og pressede sig igennem.
Indenfor var der en lille hule. Lyset faldt ned gennem en revne i loftet og lavede pletter på bunden, der bevægede sig, når bølgerne bevægede sig. Det var stille. Og det var fuldt af søheste.
De var bittesmå. Hundredvis af dem, ikke større end Krølles mindste sugekop, og de hang i tanget med deres små krøllede haler, ligesom han selv gjorde, når han sov. I midten af dem svømmede en større søhest langsomt rundt. Han var far. Det kunne man se på den måde, han holdt øje med dem alle sammen.
“Shh,” sagde søhestefaren. Han hed Hugo. “De er født i nat. De er ikke vant til lyde endnu.”
“Undskyld,” hviskede Krølle. “Jeg leger gemmeleg.”
Hugo så på ham. “Du er den første, der har fundet herind,” sagde han. “Det er derfor, de er født her. Ingen finder dette sted.”
Ude i revet kunne de høre krabben råbe, langt væk og dæmpet: “… hundrede! Nu kommer jeg!”
Krølle sad helt stille. Det her var det bedste gemmested i hele havet. Ingen ville nogensinde finde ham her. Han ville vinde. Igen. For evigt.
Men han tænkte på klovnfiskene. Hvis de ikke fandt ham, ville de lede. De ville lede alle vegne. De ville lede bag de gule koraller. De ville finde sprækken. Og så ville de alle sammen komme pressende ind og råbe “Fundet!” så højt, at de små søheste fløj rundt i forskrækkelse.
“Farvel,” hviskede Krølle til Hugo. “Jeg siger ikke noget til nogen.”
Han pressede sig ud gennem sprækken. Han svømmede et godt stykke væk, helt hen til den store hjernekoral. Og der satte han sig. Midt på den. Han gjorde sig ikke rød. Han gjorde sig ikke kornet. Han blev bare sig selv, lys og lyserød og meget let at se.
Krabben kom kravlende. Den stoppede. Den kneb øjnene sammen.
“Krølle?” sagde den. “Er det dig?”
“Ja,” sagde Krølle.
“Du har tabt!” råbte klovnfiskene og kom svømmende fra alle sider. “Krølle har tabt! For første gang nogensinde!”
De var så glade, at de ikke bemærkede, at Krølle var glad også.
Den aften, da revet var blevet blåt og stille, lå Krølle i sin hule med armene i små krøller. Langt væk, bag de gule koraller, hang hundrede bittesmå søheste i tanget og sov med halerne rullet sammen, præcis som han.
Ingen andre vidste det. Kun ham.
Godnat, du. Nogle hemmeligheder er de allerbedste, når man passer på dem helt alene. Rul dig sammen som en lille søhest, og sov godt.
