Der var engang en pige, der hed Astrid, og hun havde en farmor, der boede lige ved en skov. Farmor kaldte den Eventyrskoven. Det var ikke dens rigtige navn. Den hed noget med Hegn på kortet. Men farmor sagde, at der skete flere eventyr i den skov end i alle bøgerne på biblioteket.
“Den er fire skove i én,” sagde hun. “En for hver årstid. Du skal se dem alle fire.”
Så det gjorde Astrid. Det tog et helt år.
Første gang var i april.
Skovbunden under bøgetræerne var hvid. Ikke af sne. Af blomster. Tusindvis af små, hvide anemoner, så tæt, at man skulle passe på, hvor man satte fødderne. Træerne havde endnu ikke blade, så solen kunne skinne helt ned til jorden.
“Anemonerne skynder sig,” sagde farmor. “De skal nå at blomstre, før bøgen får blade og tager lyset.”
Nede i vandhullet ved stien lå der klumper af noget gennemsigtigt med sorte prikker i. Frøæg. Astrid satte sig på hug og kiggede længe. Prikkerne rørte sig næsten ikke. Men hun vidste, at de skulle blive til haletudser.
Anden gang var i juli.
Skoven var mørkegrøn og kølig, og der summede alle vegne. Bøgen havde fået så mange blade, at der næsten ingen sol kom ned. Anemonerne var væk. Der var bare grønt.
Men ved skovkanten, hvor solen kunne nå, fandt farmor noget. Hun bøjede et blad til side. Der sad små, røde bær.
“Skovjordbær,” sagde hun. “De mindste og de bedste.”
De spiste dem lige fra planten. Der var kun en håndfuld. De smagte mere af jordbær end nogen jordbær, Astrid nogensinde havde smagt. Og nede ved vandhullet sad der små frøer på størrelse med en negl og hoppede ud i vandet, når de gik forbi.
“Kan du kende dem?” spurgte farmor.
Det kunne Astrid. Det var frøæggene.
Tredje gang var i oktober.
Skoven var blevet gul og orange og brun. Bladene faldt hele tiden. Når det blæste, regnede det med blade. Astrid løb rundt og prøvede at gribe dem. Hvis man griber et blad, inden det rammer jorden, må man ønske sig noget, sagde farmor. Hun greb tre.
På en gammel, væltet stamme voksede der svampe. Store og små, brune og hvide og én, der var knaldrød med hvide prikker.
“Den må man ikke røre,” sagde farmor. “Den er giftig. Men man må gerne se på den. Den er nok den smukkeste i hele skoven.”
Og højt oppe over trætoppene hørte de en lyd. En mærkelig, trompeterende lyd. De kiggede op. Der fløj en lang række store, grå fugle i en kile mod syd.
“Traner,” sagde farmor. “De flyver til Spanien for vinteren. Til foråret kommer de tilbage.”
Fjerde gang var i januar.
Det havde sneet. Skoven var helt stille. Ingen fugle sang. Ingen blade raslede. Den eneste lyd var sneen, der knirkede under deres støvler.
Men skoven var ikke tom. Den var fuld af spor. Små spor, der hoppede, to og to, fra træ til træ. Det var et egern. Lange spor på række, som perler på en snor. Det var en ræv. Og ved vandhullet, der nu var frosset, var der store, kløvede spor.
“Rådyr,” sagde farmor. “Det har været her i nat.”
De fulgte sporene et stykke. De fandt ikke rådyret. Men under en gran fandt de en plet, hvor sneen var smeltet i en rund ring.
“Der har det ligget og sovet,” sagde farmor. “Det har været varmt nok til at smelte sneen.”
Astrid lagde hånden i pletten. Den var stadig en lille smule varm.
På vej hjem gennem skoven tænkte hun på de fire skove. Den hvide med anemoner. Den grønne med jordbær. Den gule med svampe og traner. Og den hvide med sne. Det var den samme skov. Men den var fire forskellige.
“Hvad kommer der nu?” spurgte hun.
“Nu kommer anemonerne igen,” sagde farmor. “Om tre måneder. Så begynder det forfra.”
Eventyrskoven ligger under sneen i nat, du. Et sted under en gran sover rådyret i sin lune ring, og under jorden ligger anemonerne og venter på april. Godnat.
