Der var engang en pige, der hed Nikita, og hun var opdagelsesrejsende. Hun havde et kompas, en kikkert og en rygsæk med plaster, rosiner og en vandflaske, og hun havde et kort, som hun selv havde tegnet over sommerhuset, hvor familien boede i ferien.
Sommerhuset lå i Sydtyskland, i et land med grønne bakker og mørke skove, og lige neden for bakken løb der en flod. Den var ikke stor. Man kunne kaste en sten over den, hvis man kastede hårdt. Men den havde et meget stort navn.
“Det er Donau,” sagde far den første aften, da de stod på broen. “Den er en af de længste floder i Europa. Den starter her, i bjergene, og så løber den gennem ti lande, helt til Sortehavet.”
Nikita kiggede ned i vandet. Det var klart og grønt og løb hurtigt hen over stenene. Der stod små fisk med næserne mod strømmen.
Hun tegnede floden på sit kort. En lang, blå streg.
Den næste dag skulle de ud og gå langs floden. De fulgte en sti, der gik gennem engene. Floden løb ved siden af dem og klukkede. Så kom de til en lille by, der hed Immendingen. Og lidt efter byen skete der noget mærkeligt.
Floden blev mindre.
Først lagde Nikita ikke rigtig mærke til det. Men så kunne hun se stenene stikke op, hvor der før havde været vand. Så kunne hun se hele flodbunden på den ene side. Og et par hundrede meter længere henne var der slet ikke nogen flod.
Der var kun sten. En lang, bred, grå stribe af tørre sten, der slyngede sig gennem engen, akkurat hvor floden skulle have været.
Nikita stoppede. Hun kiggede på sit kompas. Hun kiggede på far.
“Hvor er floden?”
Far smilede. Han havde vidst det hele tiden.
“Kom,” sagde han. “Vi går ned og ser. Men du holder dig ved siden af mig, og vi går kun, hvor der er helt tørt.”
De gik ned i flodlejet. Stenene var runde og hvide og varme af solen. De knasede under skoene. Nikita gik helt hen til det sted, hvor det sidste vand løb. Og der så hun det.
Vandet forsvandt ned i jorden. Ikke på én gang. Det sivede bare ned mellem stenene, ned i små sprækker og huller, og så var det væk. Et sted var der et lille hul, hvor vandet løb rundt i en hvirvel, som når man trækker proppen ud af badekarret.
“Jorden her er lavet af kalksten,” sagde mor. Hun var kommet ned til dem. “Og kalksten er fuld af huller og gange og sprækker. Vandet har gnavet sig ind i den i tusindvis af år. Så nu løber floden simpelthen ned i jorden. Om sommeren, når der ikke er så meget vand, forsvinder den helt. Mange dage om året er den her væk.”
“Men hvor bliver den af?”
“Det,” sagde mor, “var et mysterium i mange hundrede år.”
Den aften sad Nikita med sit kort. Hun havde tegnet den blå streg, og så havde hun tegnet den stoppe. Hun havde tegnet et lille spørgsmålstegn, hvor vandet forsvandt.
“Der er nogen, der fandt ud af det,” sagde far. “For længe siden. I 1877. En mand, der hed Adolf Knop.”
Han fortalte hende historien. Folk havde længe haft en mistanke. Lidt mod syd, på den anden side af bakkerne, lå en lille by, der hed Aach. Og i Aach var der en kilde, hvor der vældede så meget vand op af jorden, at det blev til en flod med det samme. Hvor kom alt det vand fra?
Så en dag i oktober gik Adolf Knop ud til stedet, hvor Donau forsvandt. Han havde en masse farve med. En særlig farve, der hedder fluorescein, og som lyser grønt i vand. Han hældte den i, hvor floden løb ned i jorden. Han hældte også salt i, flere tons af det.
Og så ventede han.
En dag gik der. To dage. På den tredje dag begyndte kilden i Aach at blive grøn.
“Grøn!” sagde Nikita.
“Lysende grøn,” sagde far. “Og vandet smagte af salt. Så var der ingen tvivl. Donaus vand løb under bakkerne, gennem gange i kalkstenen, hele vejen til Aach.”
Næste morgen kørte de derhen.
Kilden hed Aachtopf. Den lå for enden af en lille sti mellem nogle træer. Det var en sø. En lille, rund sø, og vandet var mærkeligt. Det var ikke grønt som floden. Det var blåt. Dybt, klart, isblåt, som et øje. Og midt i søen bølgede vandoverfladen, som om noget kogte nedenunder. Men det var ikke varmt. Det var vand, der pressede sig op fra dybet.
Ved kanten af søen begyndte en ny flod. Den løb ud over en lille sten, larmende og hurtig.
Nikita stod længe og kiggede.
“Er det den samme flod?” spurgte hun.
“Noget af det er,” sagde mor. “Noget af vandet derovre fra flodlejet er kommet hertil under jorden. Det tager et par dage.”
“Hvor løber den hen?”
“Ned til den store sø, Bodensøen. Og så videre ud i floden Rhinen. Og Rhinen løber hele vejen op til Nordsøen.”
Nikita tænkte på det. Den samme dråbe vand var startet i Donau, og den skulle have været i Sortehavet. Men den var forsvundet ned i jorden. Og nu skulle den til Nordsøen i stedet. Til Vesterhavet. Det samme hav, som der var ved strandene derhjemme.
“Den har taget en genvej,” sagde hun.
“En meget mærkelig genvej,” sagde far.
Den aften rettede Nikita sit kort. Hun viskede spørgsmålstegnet ud. I stedet tegnede hun en stiplet blå linje, der gik under bakkerne fra flodlejet til den lille, runde sø. Og så tegnede hun en pil ud fra søen, der pegede mod nord. Ved pilen skrev hun: Til Danmark.
Et sted dybt nede under bakkerne løber vandet i mørket nu, du, gennem gange, ingen har set. Om et par dage vælder det op i den blå sø. Og en dag skyller måske en lille smule af det op på en strand derhjemme. Godnat.
