Der var engang en kornblomst, der endnu ikke var en blomst. Den var et lille frø, gråt og hårdt, med en lille dusk i den ene ende. Og den havde ligget i jorden ved kanten af en mark i flere år.
Engang, for mange år siden, havde der været kornblomster overalt på den mark. Blå, så blå som himlen en sommerdag, mellem det gule korn. Folk plukkede dem og satte dem i vaser. Børn flettede kranse af dem.
Men så var der kommet sprøjtemidler, der dræbte alt det, der ikke var korn. Og kornblomsterne forsvandt fra marken. Ikke på én gang. Et år færre. Et år endnu færre. Til sidst var der næsten ingen. Kun ovre ved grøften i hjørnet stod der en sommer en enkelt blå blomst, som ingen lagde mærke til. Den tabte sine frø og visnede.
Et af frøene lå der stadig. Nede i jorden, hvor lyset ikke nåede. Det sov.
Bonden, der ejede marken nu, hed Birgit. Hun havde overtaget den efter sin far. En vinter sad hun ved køkkenbordet og tegnede på et kort over marken.
“Hvad laver du?” spurgte hendes søn. Han hed Valde og var syv år.
“Jeg laver en blomsterstribe,” sagde Birgit. “Hele vejen langs kanten af marken. Seks meter bred. Der skal ikke sprøjtes. Der skal ikke sås korn. Der skal bare vokse blomster til bierne.”
“Hvilke blomster?”
“Det må vi se,” sagde Birgit. “Vi sår nogle. Men jeg tror, der også kommer nogen af sig selv.”
I foråret pløjede hun striben. Ploven gik lidt dybere end før. Og den vendte jorden.
Det lille frø kom op. Ikke helt op. Bare op i det øverste lag, hvor jorden var varm, og hvor lyset kunne nå lidt ned.
Det mærkede varmen. Det mærkede fugten. Og efter alle de år vågnede det.
En lille, smal, grålig spire skød op. Så nogle blade, smalle og lidt lodne. Så en stængel. Den voksede og voksede, sammen med valmuer og kamille og kløver og alt det andet, der kom op i striben.
En morgen i juni gik Valde langs blomsterstriben. Og så stoppede han.
“Mor! Kom!”
Birgit kom. Valde pegede.
Midt i alt det røde og hvide og grønne stod en blå blomst. Klar, stærk blå. Som en lille stjerne med mange flossede spidser.
“En kornblomst,” sagde Birgit stille. “Den har min far fortalt om. Den har jeg aldrig set på vores mark før.”
“Hvor kom den fra?”
“Den har måske ligget i jorden og ventet,” sagde Birgit. “Frø kan ligge nogle år og vente på deres chance.”
Mens de stod der, kom en humlebi. Den landede på kornblomsten og kravlede rundt mellem de blå spidser. Så fløj den videre. Så kom en til.
Sidst på sommeren satte kornblomsten frø. Mange små, grå frø med dusk. De faldt ned i blomsterstriben. Næste år var der ti kornblomster. Året efter var der flere, end Valde kunne tælle.
Kornblomsterne står stille i mørket ved kanten af Birgits mark, og humlebierne sover. Nede i jorden ligger nye frø og venter på deres forår. Godnat, du.
