Der var engang en lille blæksprutte, som hed Blop. Han havde otte arme, to store, runde øjne og en drøm, som alle i havet syntes var lidt fjollet.
Han ville flyve.
Det var mågerne, der havde givet ham ideen. Hver morgen, når han svømmede op til overfladen, så han dem svæve højt oppe over bølgerne, hvide og frie, uden at baske med vingerne én eneste gang.
Første gang prøvede han at hoppe.
Han krøllede alle otte arme sammen under sig og skød op. Plop! Han kom en halv arm op over vandet. Så faldt han ned igen. Plask.
Anden gang prøvede han at baske.
Han strakte armene ud til siden, fire på hver side, og vinkede med dem så hurtigt, han kunne. Han kom ingen steder. Han snurrede bare rundt om sig selv, til han blev svimmel.
Tredje gang prøvede han at hænge sig fast på en måge.
Mågen var ikke glad for det.
Blop sank ned på bunden mellem tangen og sukkede så dybt, at der steg en lang perlerække af bobler op over ham.
“Det ser hårdt ud,” sagde en stemme.
Det var den gamle havskildpadde Herdis. Hun var så gammel, at der voksede små rurer på hendes skjold, og hun svømmede altid med de samme rolige, lange tag, som om havet var en meget stor sofa.
“Jeg vil flyve,” sagde Blop. “Men jeg er en blæksprutte. Jeg kan kun svømme.”
Herdis så på ham. “Hvordan svømmer du?” spurgte hun.
“Sådan her,” sagde Blop. Han trak vand ind i sig, helt fuld, og pustede det ud igen. Fuuuut. Han skød baglæns hen over sandet som en lille raket.
Herdis lo, så hendes skjold rystede. “Ved du, hvor hurtigt du lige fløj?” sagde hun.
“Jeg svømmede.”
“Gjorde du?”
Blop kiggede på sandet. Der var en lang stribe efter ham, som efter en slæde i sne.
“Prøv igen,” sagde Herdis. “Men denne gang opad. Og ikke stop, før du er helt oppe.”
Blop trak vejret. Ikke luft, selvfølgelig. Vand. Så meget vand han kunne, til han var rund som en bold. Han rettede sig op. Han pegede alle otte arme lige ned som en hale. Og så pustede han.
FUUUUUUT.
Han skød op gennem det blå. Forbi tangskoven. Forbi stimen af sild, der spredte sig til alle sider. Forbi lyset, der blev lysere og lysere.
Og så var han ude. Ude af vandet. Oppe i luften. Et øjeblik, ét eneste lille øjeblik, hang han over bølgerne. Han kunne se hele havet glitre under sig. Han kunne se stranden langt væk. Og han kunne se en måge, lige ved siden af sig, der kiggede meget forbavset på ham.
Så faldt han ned igen. Plask.
Han kom op med alle otte arme i vejret. “Herdis! Jeg fløj!”
“Det gjorde du,” sagde Herdis, der var svømmet op til ham. “Ikke som en måge. Men som en blæksprutte.”
Blop fløj resten af eftermiddagen. Fuut, op, plask. Fuut, op, plask. Til sidst kom de små fisk fra revet for at se på, og de talte højt, hver gang han kom op. Én! To! Tre!
Den aften hvilede han mellem stenene i sin hule, træt i alle otte arme. Oppe over ham skinnede månen ned gennem vandet som gennem et vindue.
Han lukkede øjnene og mærkede det igen. Det lille øjeblik oppe i luften, hvor alting var stille.
Godnat, du. Har du også prøvet at flyve? Måske kan du, et lille øjeblik, lige når du hopper op i sengen. Så lander du blødt. Plask.
