Der var engang en pige, der hed Ylva. Hun var seks år og havde en lyseblå hårsløjfe, som hun aldrig tog af, og hun havde en fætter på ti, der hed Magnus, og en moster, der elskede at gå lange ture i skoven.
En søndag gik de tre en tur i bøgeskoven bag mosters hus. Moster havde en fløjte i lommen.
“Reglen er den samme som altid,” sagde moster. “I må gå et lille stykke foran. Men kun så langt, at I kan høre fløjten. Når jeg fløjter, kommer I tilbage.”
Ylva og Magnus løb i forvejen. Magnus ville klatre i et væltet træ, og Ylva ville se på bregner. Der var et sted, hvor skovbunden faldt ned i en lille fordybning, og den var helt fyldt med bregner, så høje som Ylva selv.
Hun kravlede ind mellem dem. Og der, under bregnerne, gik skovbunden ned i en lille dal. Den var ikke større end mosters badeværelse. Der løb en bæk igennem den, så smal, at man kunne træde over den, og alt var dækket af mos, så grønt, at det næsten lyste.
Og der var små huse. Ylva kunne først ikke se dem. Men så så hun, at en svamp havde et vindue, og at en gammel rod havde en dør, og at der hang en lille, lille stige ned fra et bregneblad.
“Hallo?” sagde hun.
En fe kiggede frem fra svampen. Hun var på størrelse med et viskelæder og havde vinger, der knitrede som bolsjepapir.
“Du har fundet os,” sagde feen. Hun lød ikke vred. Hun lød mest overrasket.
“Må jeg være her?” spurgte Ylva.
Feen fløj op og kiggede på hende fra alle sider. “Du må komme igen,” sagde hun. “Men så skal du give os noget, der lugter af dit hjem. Så vi kan kende dig, når du kommer.”
Ylva tænkte. Hun havde ikke noget i lommerne, kun en sten. Så rørte hun ved sin hårsløjfe. Den havde ligget på hendes hovedpude hver nat, så længe hun kunne huske.
Hun tog den af og gav den til feen. Feen lugtede til den og smilede.
I det samme fløjtede moster.
Ylva kravlede baglæns ud mellem bregnerne og løb hen mod lyden. Magnus kom fra den anden side med mos i håret.
“Hvor er din sløjfe?” spurgte moster.
“Den har jeg givet væk,” sagde Ylva.
Moster løftede øjenbrynene, men spurgte ikke mere.
Ylva kom ikke tilbage før den næste søndag. Hele ugen tænkte hun på dalen. Om det var rigtigt. Om hun kunne finde den igen.
Næste søndag gik de samme tur. Moster havde fløjten med. Magnus ville klatre i det samme træ. Og Ylva fandt fordybningen med bregnerne og kravlede ind.
Dalen var der. Bækken. Mosset. Svampen med vinduet.
Og mellem to bregner, lige over bækken, hang hendes lyseblå sløjfe. Den var bundet fast i begge ender og hang og svingede som en lille hængekøje. I hængekøjen lå en fe og sov med hænderne under kinden.
Ylva sagde ingenting. Hun stod bare og så på hende.
Så fløjtede moster, og Ylva gik baglæns ud igen, så stille hun kunne.
“Hvad smiler du af?” spurgte Magnus.
“Ikke noget,” sagde Ylva.
Om aftenen lå hun i sin seng og lugtede til sin hovedpude. Den lugtede af hende og af hjemme. Ligesom sløjfen nu, i en dal i skoven, under en fe, der sov.
Lugt til din hovedpude, du. Den lugter af dig og af dit hjem, og det er en meget god lugt at falde i søvn i. Sov godt.
