Der var engang en lille prinsesse, der blev kaldt Tornerose, og hun sov i hundrede år.
Men før hun kunne sove, skulle hun jo fødes. Det skete en forårsmorgen i et kongerige, hvor kongen og dronningen længe havde ønsket sig et barn. Klokkerne ringede i alle tårne, og kongen var så glad, at han ville holde den største fest, landet nogensinde havde set.
Der boede tretten kloge koner, eller feer, som nogle kaldte dem, i kongeriget. Alle skulle de inviteres til festen. Men på slottet havde de kun tolv guldtallerkener. Og så kom den trettende ikke med på listen.
Festen var prægtig. Der var musik og blomster og kager i lag så høje, at kokken måtte stå på en stige. Og da den var ved at være slut, trådte feerne frem én efter én og gav den lille prinsesse deres gaver. Den første gav hende godhed. Den anden skønhed. Den tredje et mod, der aldrig blev småt. Den fjerde en stemme, der kunne synge. Sådan gik det, til elleve feer havde givet deres gave.
Så gik døren op med et brag.
Det var den trettende fe. Hun var vred. Hun var så vred, at lysene i salen blafrede.
“Ingen guldtallerken til mig,” sagde hun. “Så skal I også få en gave fra mig. Når prinsessen fylder femten, skal hun stikke sig på en tene. Og så skal hun falde i en søvn så dyb, at ingen i hele verden kan vække hende.”
Så vendte hun om og gik.
Der blev helt stille. Dronningen holdt den lille prinsesse tæt ind til sig.
Men den tolvte fe havde endnu ikke givet sin gave. Hun trådte frem. Hun kunne ikke tage den vrede fes ord tilbage. Men hun kunne ændre dem.
“Hun skal sove,” sagde hun blidt. “Men ikke uden ende. Hun skal sove i hundrede år. Og hele slottet skal sove med hende. Når de hundrede år er gået, vågner de alle sammen igen.”
Kongen gjorde, hvad han kunne. Han lod alle tener i hele landet samle sammen og brænde på et stort bål på torvet. Så kunne ingen stikke sig.
Prinsessen voksede op. Hun var god og modig og kunne synge, så fuglene satte sig i vindueskarmen for at lytte. Alle holdt af hende. Og alle var så omhyggelige med aldrig at nævne den trettende fe, at prinsessen ikke anede noget om det.
Så kom dagen, hvor hun fyldte femten.
Kongen og dronningen var ude at ride. Prinsessen gik rundt på slottet og kedede sig. Hun gik op ad trapper, hun aldrig havde gået op ad. Og øverst i det ældste tårn fandt hun en lille dør med en rusten nøgle i låsen. Hun drejede den.
Inde i et lille rum sad en gammel kone og spandt hør. Hendes rok snurrede, og tenen dansede op og ned.
“Hvad er det, du laver?” spurgte prinsessen. Hun havde aldrig set en tene før.
“Jeg spinder,” sagde den gamle kone. “Vil du prøve?”
Prinsessen rakte hånden frem. Og i samme øjeblik, hun rørte ved tenen, stak hun sig i fingeren.
Hun nåede kun lige at sætte sig på sengen i hjørnet. Så faldt hun i søvn.
Og hele slottet faldt i søvn med hende. Kongen og dronningen, som netop var kommet hjem, sov i deres stole i tronsalen. Hestene sov i stalden, hundene i gården og duerne på taget. Fluerne sov på væggen. Ilden i køkkenet holdt op med at blafre, grøden holdt op med at boble, og kokken, der lige skulle til at skælde køkkendrengen ud, fordi han havde slikket af flødeskummet, faldt i søvn med en løftet pegefinger.
Rundt om slottet begyndte en hæk af tornebuske at gro. Den voksede hvert år. Højere og højere og tættere og tættere, til man kun kunne se spidsen af det højeste tårn. Om sommeren sprang der lyserøde roser ud på tornene, og folk i landsbyen fortalte historien om prinsessen, der sov derinde.
Mange prinser kom forbi gennem årene. De prøvede at trænge gennem tornene. Men hækken var så tæt og så stikkende, at de alle måtte vende om med ridser i frakkerne og gå hjem igen.
Så gik der hundrede år.
En dag kom en ny prins ridende. Han havde hørt historien af sin bedstefar, som havde hørt den af sin. Han steg af hesten og gik hen mod tornene.
Og den dag var de hundrede år netop gået. Tornene var fulde af roser. Og da prinsen rakte hånden frem, bøjede grenene sig til side, så der var en sti.
Han gik gennem gården, hvor hundene sov. Han gik gennem køkkenet, hvor kokken stadig stod med pegefingeren i vejret. Han gik op ad alle trapperne og op i det gamle tårn. Og der lå hun. Han syntes, hun var det smukkeste, han nogensinde havde set, og forsigtigt bøjede han sig ned og gav hende et kys på kinden.
Tornerose slog øjnene op.
Og så vågnede hele slottet. Kongen og dronningen gned sig i øjnene. Hestene rejste sig og rystede manen. Duerne på taget tog hovedet frem under vingen. Fluerne kravlede videre på væggen. Ilden blussede op, grøden begyndte at boble, og kokken sænkede pegefingeren, for han havde glemt, hvad han ville sige.
Brylluppet blev holdt i rosenhaven. Alle tretten feer blev inviteret. Kongen havde fået lavet en ekstra guldtallerken.
Nøglen til det lille tårnværelse hænger på et søm så højt oppe, du, at ingen kan nå den uden en meget lang stige. Ude i hækken springer de lyserøde roser ud, og inde på slottet sover hele hoffet bare en almindelig, god nats søvn, der slutter, når hanen galer i morgen. Godnat.
