Der var engang en prinsesse, der hed Viktoria, og hun ville ikke sove. Hun ville danse.
Hun dansede om morgenen i sin natkjole. Hun dansede ned ad trappen til morgenmad. Hun dansede i haven, i tronsalen og i køkkenet, hvor kokken måtte løfte gryderne højt op over hovedet for at komme forbi hende. Og om aftenen, når hun skulle i seng, dansede hun stadig.
“Nu skal du sove,” sagde dronningen.
“Kun én dans mere,” sagde Viktoria.
Det sagde hun hver aften. Og hver aften blev det til ti.
En aften, da hele slottet sov, og Viktoria dansede alene rundt i sit værelse i månelyset, gik vinduet op af sig selv. En kølig luft kom ind. Og med luften kom der nogen.
Det var en høj dame i en lang, mørkeblå kappe. Kappen var så lang, at den slæbte efter hende ud ad vinduet og hele vejen op på himlen. Og den var fuld af stjerner. Små, glimtende stjerner, syet ind i stoffet, som dugdråber i et spindelvæv.
“Hvem er du?” hviskede Viktoria.
“Jeg er Natten,” sagde damen. Hendes stemme var dyb og blød. “Jeg har set dig danse hver aften. Jeg danser også. Vil du danse med mig?”
Viktoria nikkede.
Natten tog hendes hånd. Hendes hånd var kølig som et glas vand.
Og så dansede de.
Det var ikke en hurtig dans. Det var den langsomste dans, Viktoria nogensinde havde danset. Natten tog et skridt, og så ventede hun. Så tog hun et skridt til. Hun drejede så langsomt rundt, at kappen nåede at folde sig ud omkring dem, og stjernerne i stoffet glimtede.
“Dansen hedder Nattehimlen,” sagde Natten. “Jeg danser den hver nat over hele verden. Den er meget lang. Den varer fra aften til morgen.”
De drejede rundt. Langsomt. Viktorias ben blev tunge. Natten drejede videre. Kappen svævede ud over sengen. Viktoria gabte.
“Er det ikke snart slut?” spurgte hun.
“Nej,” sagde Natten. “Den varer hele natten. Men du må gerne hvile dig, mens jeg danser videre.”
Så Viktoria satte sig på sengen. Og så lagde hun sig ned, bare et øjeblik. Natten blev ved med at danse, langsomt, rundt og rundt i værelset, og hendes kappe gled hen over dynen, blød og mørk og fuld af stjerner.
Viktoria lukkede øjnene.
Om morgenen var vinduet lukket. Hun lå under dynen. Og på puden ved siden af hende lå der en lillebitte, glimtende ting, der lignede en stjerne. Den var nok bare en dugdråbe.
Den aften sagde hun ikke “kun én dans mere.” Hun gik i seng og ventede.
Natten danser sin lange, langsomme dans over taget nu, du, med sin kappe fuld af stjerner. Hun når hen over dit hus også. Du behøver ikke danse med. Du må gerne hvile dig. Godnat.
