Der var engang en fattig dreng, der hed Aladdin, og han boede sammen med sin mor i en lille by langt mod øst, hvor gaderne duftede af kanel og varmt brød.
Aladdin var ikke ret flittig. Han kunne bedst lide at lege nede på torvet. En dag kom der en fremmed mand hen til ham. Han havde en lang, sort kappe og et skæg, der gik ned til livet, og han smilede alt for bredt.
“Du må være Aladdin,” sagde manden. “Jeg er din onkel. Jeg har rejst langt for at finde dig.”
Aladdin havde aldrig hørt om nogen onkel. Men manden gav ham nyt tøj og søde kager, og Aladdins mor blev så glad, at hun ikke stillede spørgsmål. Den fremmede var i virkeligheden en troldmand. Og han ville have Aladdins hjælp til noget, han ikke kunne klare selv.
Han tog Aladdin med ud i bjergene. Der tændte han et lille bål og kastede noget pulver i det. Jorden rystede, og der kom en stor sten til syne med en ring af messing i.
“Under stenen er der en hule,” sagde troldmanden. “Gå derned. Rør ikke ved noget, før du kommer til en gammel lampe. Tag den, og giv den til mig.” Han satte en ring på Aladdins finger. “Den skal passe på dig.”
Aladdin gik ned ad trappen. Hulen var fuld af træer, og på træerne hang der frugter af ædelsten, røde og grønne og blå, som lyste i mørket. Helt inde bagved stod lampen. Den var gammel og støvet. Aladdin puttede den ind under skjorten og fyldte lommerne med glitrende frugter.
“Giv mig lampen!” råbte troldmanden ned ad trappen.
“Hjælp mig først op,” sagde Aladdin. “Mine lommer er så tunge.”
“Lampen først!” råbte troldmanden. Og da Aladdin ikke ville, blev han så vred, at han sagde et trylleord. Stenen gled for hullet. Og Aladdin sad i mørket.
Han sad der længe. Til sidst foldede han hænderne og kom til at gnide på ringen. Med det samme stod der en lille ånd foran ham, med en stemme som en klokke.
“Jeg er ringens ånd,” sagde den. “Hvad ønsker du?”
“Hjem,” sagde Aladdin.
Og så stod han i sin mors køkken.
Næste dag var der ikke noget at spise. “Jeg sælger den gamle lampe,” sagde hans mor. “Men lad mig først pudse den lidt.”
Hun gned den med en klud. Køkkenet blev fyldt med røg. Og ud af røgen voksede en kæmpestor ånd, så høj, at hovedet ramte loftet.
“Jeg er lampens ånd,” buldrede han. “Den, der har lampen, er min herre. Hvad ønsker I?”
Aladdins mor besvimede næsten. Men Aladdin bad bare om mad. Og straks stod bordet fuldt af sølvfade med ris og frugt og honningkager.
Aladdin og hans mor var forsigtige med lampen. De ønskede sig kun lidt ad gangen. Men en dag så Aladdin sultanens datter, prinsesse Badr, ride gennem byen. Hun var den smukkeste pige, han nogensinde havde set. Hun lo til en lille fugl, der sad på hendes hest, og Aladdin kunne ikke tænke på andet resten af dagen.
Han gned lampen. Ånden gav ham fyrre fade af guld, fyldt med ædelsten, og fyrre tjenere til at bære dem. Aladdins mor bar gaverne op til sultanen.
Sultanen sagde ja. Og prinsessen sagde også ja, for hun syntes, Aladdin havde venlige øjne. På én nat byggede ånden et slot med fireogtyve vinduer, og de flyttede ind og var lykkelige.
Men troldmanden havde hørt om det. Han forstod straks, at Aladdin havde lampen. Han klædte sig ud som en handelsmand og gik gennem gaderne med en kurv fuld af skinnende, nye lamper.
“Nye lamper for gamle!” råbte han. “Nye lamper for gamle!”
Prinsessen vidste ikke noget om den gamle lampe på hylden. Hun syntes, det var en god handel, og hun byttede.
Den nat gned troldmanden lampen. Og ånden, der måtte adlyde den, der havde lampen, løftede hele slottet med prinsessen i op i luften og bar det langt væk til et land på den anden side af ørkenen.
Næste morgen var slottet væk. Aladdin stod på den tomme plads. Så huskede han ringen. Han gned den.
“Bring mig til prinsessen,” sagde han.
Og så stod han i hendes værelse, langt væk. Prinsessen fløj ham om halsen. Sammen lagde de en plan. Om aftenen kom prinsessen et sovepulver i troldmandens kop. Han drak den og gabte og faldt i en dyb søvn med lampen i bæltet. Aladdin tog den forsigtigt og gned den.
“Bær slottet hjem,” sagde han. “Og bær troldmanden ud til en øde ø i havet, hvor han kan sove ud og aldrig mere drille nogen.”
Ånden gjorde det. Om morgenen stod slottet igen på sin plads, og alle klokkerne i byen ringede.
Aladdin passede godt på lampen resten af livet. Han ønskede sig ikke ret meget. Men han gav brød til alle de fattige i byen, for han huskede godt, hvordan det var at være sulten.
I slottet med de fireogtyve vinduer sover prinsesse Badr og Aladdin i aften, du, og på hylden står en gammel, støvet lampe, som ingen må bytte væk. Langt ude på en øde ø snorker en troldmand under et palmetræ. Godnat.
