Der var engang en pige, der hed Kiri, og hun var så god til at gemme sig, at de andre i landsbyen kaldte hende Skyggeninjaen.
Hun boede i en lille landsby ved foden af et bjerg, hvor der voksede bambus og risen stod i vand på markerne. Hendes bedstefar havde lært hende alt om skygger. Hvordan man står i skyggen af en dør, så ingen ser en. Hvordan man går på tæer på de gamle trægulve uden at de knirker. Hvordan man trækker vejret så stille, at selv katten ikke vender sig om.
“En ninja er ikke en, der slås,” sagde bedstefar. “En ninja er en, der ser alt og ikke bliver set.”
En aften efter et voldsomt tordenvejr gik Kiri ud for at se, om bedstefars høns havde klaret det. Og bag hønsehuset lå der en drage.
Den var ung. Det kunne man se. Den var lang og smal som en flod, grøn som jade og dækket af skæl, der skinnede i lyset fra lygten. Den havde ingen vinger, men et langt skæg og to små horn, og den lå sammenrullet i mudderet og rystede.
Kiri stillede sig i skyggen af hønsehuset og så på den. Den så hende ikke.
“Hvem er du?” sagde hun til sidst.
Dragen for sammen og prøvede at gemme sig. Men den var for lang. Halen stak ud på den ene side og hovedet på den anden.
“Jeg kommer fra øst,” sagde den. “Fra havet. Jeg fløj med tordenskyerne, og så faldt jeg ned. Nu kan jeg ikke komme op igen, før der kommer en ny regnsky. Og alle, der ser mig, vil fange mig.”
Det var rigtigt. I øst er dragerne havets og regnens dyr. De flyver gennem skyerne uden vinger. Men den her var for lille til at flyve uden en sky at bære sig.
“Så må du ikke blive set,” sagde Kiri. “Jeg kan lære dig det.”
Hun viste dragen det samme, som bedstefar havde vist hende. Hvordan man lægger sig i skyggen af en mur, så man bliver en del af muren. Hvordan man ligger helt stille, når nogen går forbi. Hvordan man trækker vejret langsomt, så skællene ikke rasler.
Det var svært for en drage. Den var grøn og glinsende og lang. Men om morgenen lå den så stille i bambusskovens skygge, at landsbyens fiskere gik lige forbi.
Om aftenen fortalte Kiri det til bedstefar. Han sagde, at hun ikke skulle gå op i bjerget alene for at hjælpe dragen. De skulle gå sammen. Han tog en skål ris og en skål vand med.
Dragen spiste. Så lagde den sig i skyggen ved siden af dem og ventede.
På tredjedagen kom skyerne ind fra havet. Det begyndte at regne. Dragen løftede hovedet. Så rejste den sig, langsomt, op i regnen, og bugtede sig op mellem dråberne og ind i den grå sky.
Den sidste, Kiri så, var halen.
Et sted over havet mod øst, du, sover en ung, grøn drage inde i en regnsky med halen rullet om sig selv. Hver gang den vender sig i søvne, falder der et par dråber. Og nede i landsbyen sover Skyggeninjaen, så stille, at ikke engang katten har opdaget, at hun er gået i seng. Godnat.
