Der var engang en pige, der hed Karoline, og hun gik til spejder. Hun var ni og den, der kunne binde flest knob i hele patruljen.
Sidste efterår, på weekendturen, havde patruljen bygget en by i skoven. Det var Halloween, og spejderlederen Rolf havde sagt, at de skulle bygge noget uhyggeligt af det, de kunne finde. Så de byggede en zombieby.
De lavede zombier af grene. Hver zombie havde en krop af en tyk pind, to arme af kviste, der stak skævt ud, og et hoved af en gammel, rådden træstub. Øjnene var kogler. Munden var en revne i barken. De stillede dem op i en lysning, en hel flok, med armene ude som rigtige zombier. De byggede små huse til dem af grene og bregner. De lavede en gade og en kirkegård med pinde som gravsten. Det var den mest uhyggelige by, nogen havde set.
Så kom weekenden til en ende. De pakkede teltene sammen og tog bussen hjem. Og byen blev stående i skoven.
Alle glemte den.
Nu var det maj. Patruljen var på tur igen, i den samme skov. Det var Cornelius, der kom i tanke om det. Han var otte og den yngste.
“Zombiebyen,” sagde han. “Hvad skete der med den?”
Ingen vidste det. Rolf tog sit kort frem. “Den lå et sted herovre. Vi går derhen. Men vi går samlet, og ingen løber i forvejen.”
De gik ad en lille sti mellem bøgene. Skoven var lysegrøn. Fuglene sang. Der duftede af ramsløg.
“Her,” sagde Karoline. “Det var her.”
Men det lignede ikke en zombieby mere.
Zombierne stod der stadig. Men de var forandret. Den forreste zombie havde fået grønt mos over hele kroppen, så den lignede en, der havde en grøn trøje på. Den næste havde fået små, hvide svampe op ad armene, som knapper. En tredje var væltet om og lå med hovedet i et hav af anemoner, som om den var faldet i søvn i blomsterne.
“Den har fået hår,” sagde Cornelius og pegede.
Det var rigtigt. Oven på en af zombiernes hoveder, på den rådne stub, voksede der et lille, lysegrønt græs. Det stod op i alle retninger.
Husene var faldet lidt sammen. Nye, grønne bregner var vokset op gennem taget. Og i det største hus, inde mellem grenene, sad der en lille, brun fugl og kiggede på dem.
“Der er nogen, der er flyttet ind,” hviskede Karoline.
Rolf tog sin kikkert frem og kiggede. “Det er en gærdesmutte,” sagde han. “Den har bygget rede. Vi må ikke gå for tæt på. Så bliver den bange og forlader æggene.”
De satte sig på hug i en halvcirkel, et stykke væk. Gærdesmutten fløj ud og satte sig på en zombies arm og sang. Det var en meget høj sang for så lille en fugl.
“Det er ikke en uhyggelig by mere,” sagde Cornelius.
“Nej,” sagde Karoline. “Det er en rigtig by nu.”
Det var ikke dem, der havde gjort det. Det var skoven. Mosset og svampene og græsset og fuglen. Skoven havde taget den glemte by og gjort den til sin egen.
De rørte ikke ved noget. Kun den væltede zombie, der lå i anemonerne, rejste Karoline forsigtigt op igen og lænede mod en sten. Den så glad ud, syntes hun. Så vidt en zombie kan se glad ud.
Om aftenen sad de ved bålet ved lejrpladsen og grillede snobrød. Rolf fortalte, at mos vokser på det, der er fugtigt og stille, og at svampe spiser gammelt træ og gør det til jord igen. Om nogle år ville zombierne være helt væk. Så ville de være blevet til skov.
“Kan vi komme tilbage til efteråret?” spurgte Cornelius. “Og se, hvad der er sket?”
“Ja,” sagde Rolf. “Hvis gærdesmutten tillader det.”
Karoline lå i sin sovepose i teltet og hørte en ugle tude et sted. Hun tænkte på zombierne i lysningen med deres grønne trøjer og deres svampeknapper og deres græshår. Og på gærdesmutten, der sov i det største hus.
Den glemte zombieby sover i skoven i nat, du. Mosset vokser på zombiernes arme, og gærdesmutten ligger på sine æg. Ingen behøver at være bange i den by. Godnat.
