Der var engang en lille by, der lå gemt dybt inde i en magisk skov. Byen var ikke som alle andre byer, for den var beboet af de venligste zombier, man kunne forestille sig. De boede i små, hyggelige huse lavet af mos og blomster, og de elskede at danse under stjernerne hver aften.
En dag kom en lille pige ved navn Liva gående gennem skoven. Hun var på eventyr med sin trofaste bamse, Bruno. Liva havde hørt historier om den glemte zombieby, men hun troede ikke helt på dem. Alligevel var hun nysgerrig og ville gerne finde ud af, om historierne var sande.
Da Liva og Bruno gik længere ind i skoven, begyndte de at høre en svag musik. Det var en glad melodi, der fik Liva til at smile. Hun fulgte lyden, og snart stod hun foran den glemte zombieby. Til hendes store overraskelse så hun zombierne danse rundt i en stor cirkel, mens de sang en sjov sang.
Zombierne stoppede op, da de så Liva og Bruno. En af dem, der hed Zeke, trådte frem og sagde: “Hej, lille ven! Velkommen til vores by. Vi har ikke haft besøg i mange, mange år. Vil du danse med os?”
Liva blev lidt genert, men hun kunne ikke modstå den venlige invitation. Hun tog Brunos pote og gik ind i cirklen. Snart dansede hun og Bruno sammen med zombierne, og de havde det sjovt som aldrig før.
Mens de dansede, fortalte Zeke Liva om, hvordan byen var blevet glemt. “Folk troede, vi var uhyggelige, fordi vi er zombier,” sagde han. “Men vi elsker bare at have det sjovt og sprede glæde.”
Liva nikkede forstående. “Jeg synes, I er fantastiske,” sagde hun. “Jeg vil fortælle alle om jeres by, så de kan komme og danse med jer.”
Zombierne blev meget glade for Livas ord. De besluttede at give hende en særlig gave som tak. Zeke rakte hende en lille, glitrende sten. “Denne sten er magisk,” forklarede han. “Når du holder den, vil du altid kunne finde vej tilbage til vores by.”
Liva takkede zombierne og lovede at komme tilbage snart. Da solen begyndte at gå ned, sagde hun farvel til sine nye venner og begyndte at gå hjemad med Bruno ved sin side.
Da Liva kom hjem, fortalte hun sine forældre om den glemte zombieby og de venlige zombier. De lyttede med store smil og lovede at tage med hende næste gang, så de også kunne danse under stjernerne.
Og sådan blev den glemte zombieby i skoven ikke længere glemt. Flere og flere mennesker kom for at danse og have det sjovt med zombierne, og byen blev fyldt med latter og glæde.
Og Liva? Hun sov trygt hver nat med den magiske sten under sin pude, drømmende om sine næste eventyr i den magiske skov.