Der var engang en drage, der hed Stormdragen. Den havde ikke skæl og ikke kløer, og den kunne ikke spy ild. Den var lavet af rødt og gult sejldug og lange kulfiberstænger, den var fire meter lang, og den havde en hale på tyve meter, der bølgede bag den som en flod af bånd.
Stormdragen var en flyvedrage. Og den tilhørte Otilias morfar.
Morfar Tage havde bygget den selv for mange år siden, og hvert år i juni tog han den med til Fanø. For hvert år i juni kom der folk fra hele verden til den lange, flade strand på Fanø for at flyve med drager. Der var drager som blæksprutter og drager som hvaler, drager som tigre og drager så store som huse. Og der var Stormdragen.
I år måtte Otilia komme med for første gang.
Stranden var så bred, at man skulle gå længe for at nå vandet. Sandet var hårdt og fladt. Og over det hele, i alle farver, hang der drager. Hundredvis. Otilia stod og drejede rundt med åben mund.
Men der var et problem. Vinden.
Den var vild i dag. Den kom ind fra havet i stød, så sandet føg hen over stranden i lange, hvide slør, og de små drager dansede og dykkede og styrtede ned.
“Det er Stormdragens vejr,” sagde morfar. “Den kan lide det.”
De lagde den ud på sandet. Morfar viste Otilia, hvordan linerne skulle sidde. Der var to, en til hver hånd, så man kunne styre.
“Regler,” sagde morfar. “Den her drage er stærk. Når vinden tager i den, kan den trække en voksen hen ad stranden. Så jeg holder håndtagene. Du holder fast i mig. Og hvis jeg siger slip, så slipper du. Altid.”
Otilia nikkede.
Morfars ven holdt dragen op mod vinden. “Nu!” råbte morfar.
Vennen slap. Og Stormdragen tog af sted.
Den skød op i luften så hurtigt, at Otilia gispede. Linerne strammede med et smæld. Morfar lænede sig bagover med hælene i sandet, og Otilia holdt ham om livet. Hun kunne mærke, hvordan dragen trak i dem begge. Ikke hårdt nok til at vælte dem. Men næsten.
Oppe i luften foldede Stormdragen sig ud. Den røde krop. Den gule hale, der piskede frem og tilbage. Vinden fløjtede i linerne.
“Den er vild!” råbte Otilia.
“Det er vinden, der er vild,” råbte morfar. “Dragen er bare glad.”
Han trak i den venstre line. Stormdragen drejede til venstre og lavede en stor sløjfe. Han trak i den højre. Den drejede til højre. Folk på stranden stoppede og pegede.
Så kom et stort vindstød. Dragen rykkede. Morfar gled et skridt frem i sandet, og så et til.
“Hold fast,” sagde han roligt. Og så trak han begge liner ind mod sig på én gang, og dragen løftede sig højt op, hvor vinden var jævnere, og lagde sig helt stille i luften.
Den hang der bare. Rød og gul mod den blå himmel, med halen bølgende.
“Vil du mærke den?” spurgte morfar.
Han tog Otilias hænder og lagde dem på håndtagene sammen med sine egne. Hans hænder var stadig udenpå. Men Otilia kunne mærke det. Dragen, der levede for enden af linerne. Hvert lille ryk. Hvert sug af vinden. Det var som at holde en hest i tøjlerne.
De fløj med Stormdragen i en hel time. Så tog vinden af, og morfar trak den langsomt ned, og den landede blødt på sandet som et træt dyr.
Den aften sad de i feriehuset med sand i ørerne og sand i sokkerne. Otilia kunne stadig mærke dragen i sine arme.
Blæser det hos dig i nat, du? Det er den samme slags vind, der løftede Stormdragen over stranden. Nu ligger dragen rullet sammen i sin taske i gangen og venter på i morgen. Godnat.
