Der var engang en soldat, der kom marcherende hen ad landevejen, én to, én to. Han havde sit tornyster på ryggen og en sabel ved siden, og nu skulle han hjem.
Så mødte han en gammel heks på landevejen.
“Godaften, soldat,” sagde hun. “Nu skal du få så mange penge, du vil.”
“Tak skal du have, gamle heks,” sagde soldaten.
“Ser du det store træ?” sagde heksen. “Det er ganske hult indeni. Kravl op i toppen og lad dig glide ned. Der er tre døre. I det første kammer sidder en hund på en kiste. Den har et par øjne så store som tekopper. Men det skal du ikke bryde dig om. Jeg giver dig mit blåternede forklæde. Bred det ud på gulvet, og sæt hunden på det. Så kan du tage så mange kobberpenge, du vil.”
“Hvad skal du så have?” spurgte soldaten.
“Ikke en eneste skilling,” sagde heksen. “Bare hent mig det gamle fyrtøj, som min bedstemor glemte dernede.”
Soldaten kravlede ned i træet. Han kom til gangen. Han lukkede den første dør op. Der sad hunden med øjne så store som tekopper og gloede på ham.
“Du er en køn fyr,” sagde soldaten. Han satte den på heksens forklæde og fyldte sine lommer med kobberpenge.
I det andet kammer sad en hund med øjne så store som et par møllehjul. Der var sølvpenge. Soldaten smed kobberpengene og fyldte sølv i lommerne og i tornystret.
I det tredje kammer sad en hund, hvis øjne var så store som Rundetårn, og de drejede rundt i hovedet ligesom hjul. Den var guld værd, for der var guld. Så meget guld, at soldaten kunne købe alle sukkergrisene i hele København for det. Han fyldte sin hue og sine støvler og alle lommerne, så han næsten ikke kunne gå. Og han huskede at tage det gamle fyrtøj med.
“Hal mig op, gamle heks!” råbte han.
“Har du fyrtøjet?” spurgte heksen.
“Hvad vil du med det?” spurgte soldaten.
“Det kommer ikke dig ved,” sagde heksen. “Giv mig det.”
“Fortæl mig det,” sagde soldaten. “Ellers beholder jeg det.”
Heksen blev så gal, at hun stampede i jorden og hvæsede. Så satte hun sig op på sin kost og fløj sin vej, højt op over træerne, og blev aldrig set på de kanter igen.
Soldaten trak på skuldrene og gik ind til byen. Han fik fine klæder og mange venner. Men han havde hørt, at kongens datter var meget smuk, og at hun boede i et kobberslot med mange mure og tårne. Ingen måtte se hende, for der var spået, at hun skulle blive gift med en ganske simpel soldat, og det kunne kongen ikke lide.
Soldaten brugte alle sine penge. Han måtte flytte op i et lille kammer under taget. En mørk aften havde han ikke engang penge til et lys. Så huskede han det gamle fyrtøj. Han slog ild med det.
Straks stod hunden med øjne som tekopper foran ham. “Hvad befaler min herre?”
Soldaten blev forbavset. Han slog én gang, og så kom hunden, der sad på kobberpengene. Slog han to gange, kom den med sølvpengene. Og slog han tre gange, kom den, der havde guldet. Nu havde soldaten penge igen.
“Jeg vil så gerne se prinsessen,” sagde han en aften. “Bare et øjeblik.”
Hunden løb af sted. Og straks var den tilbage med prinsessen, der sov på dens ryg. Hun var så dejlig, at soldaten måtte give hende et kys. Så løb hunden tilbage med hende.
Næste morgen fortalte prinsessen, at hun havde drømt så underligt om en hund og en soldat. Dronningen blev mistænksom. Hun syede en lille pose med boghvedegryn og bandt den på prinsessens ryg og klippede et lille hul i den. Næste nat, da hunden bar prinsessen, drysede grynene hele vejen hen til soldatens hus.
Så blev soldaten fanget og sat i tårnet. “I morgen skal du sendes bort fra riget og aldrig komme tilbage,” sagde kongen.
Næste morgen kom en lille skomagerdreng løbende forbi vinduet. “Hør, du,” råbte soldaten. “Hent mig mit fyrtøj fra mit kammer, så skal du få fire skilling.” Drengen løb og hentede det.
Uden for byen havde hele folket samlet sig. Kongen og dronningen sad på en trone, og dommerne sad ved siden af.
“Må jeg få et ønske, før jeg går?” spurgte soldaten. “Jeg vil gerne slå ild med mit gamle fyrtøj.”
Kongen sagde ja. Soldaten slog ild. Én, to, tre. Og der stod alle tre hunde. Den med øjne som tekopper, den med øjne som møllehjul og den med øjne som Rundetårn.
De sagde ingenting. De stod bare der, store og stille, og kiggede på kongen.
Kongen kiggede på hundene. Han tørrede sig i panden. “Måske,” sagde han langsomt, “har vi været lidt for hurtige.”
Prinsessen sprang op. “Det var ham!” sagde hun. “Det var ham fra drømmen. Han var så rar.”
Hun kom ud af kobberslottet og blev dronning. Det syntes hun godt om. Brylluppet varede i otte dage, og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.
I kobberslottet sover den nye dronning og soldaten i aften, du, og i hjørnet ligger et gammelt fyrtøj, som ingen må røre. Uden for døren sidder tre store hunde og holder vagt, én med øjne som tekopper, én med øjne som møllehjul og én med øjne som Rundetårn. Godnat.
