Der var engang en hare, der var så hurtig, at han aldrig havde tabt et kapløb, og det var han meget stolt af.
Han boede på en stor eng med høje græsstrå og gule blomster. Hver morgen løb han rundt på engen i store spring, og hver morgen sagde han til alle, der gad høre det: “Jeg er den hurtigste i hele verden!”
En morgen kom en skildpadde gående langs grøftekanten. Hun gik meget langsomt. Hun satte den ene fod frem. Så den anden. Så den tredje. Og så den fjerde. Det tog lang tid.
“Hvor skal du hen?” spurgte haren og hoppede rundt om hende tre gange.
“Ned til dammen,” sagde skildpadden.
Haren lo, så han måtte holde sig på maven. “Du kommer jo aldrig frem! Jeg kunne løbe derned og tilbage hundrede gange, før du er nået halvvejs.”
Skildpadden kiggede på ham. “Skal vi løbe om kap?” spurgte hun.
Haren lo endnu mere. “Om kap? Med dig? Det er det sjoveste, jeg har hørt i år!”
“Fra det gamle egetræ og ned til dammen,” sagde skildpadden roligt. “I morgen tidlig.”
Næste morgen havde alle dyrene på engen samlet sig ved egetræet. Musene sad i græsset. Fuglene sad i grenene. Ræven skulle være dommer. Han løftede halen.
“Klar. Parat. Start!”
Haren fløj af sted. Han sprang over tuer og grøfter, så græsset blev ved med at svaje bag ham. På et øjeblik var han halvvejs. Han kiggede sig tilbage. Langt, langt bagude kunne han se skildpadden, der lige var kommet forbi egetræets rødder.
“Ha,” sagde haren. “Jeg har masser af tid.”
Det var en varm dag. Solen skinnede. Under en stor kløverbusk var der skygge og blødt græs. Haren lagde sig. “Bare lige et øjeblik,” sagde han. “Så løber jeg resten af vejen.” Han lagde poterne under hovedet. Og så faldt han i søvn.
Skildpadden gik og gik. Hun standsede ikke. Hun kiggede ikke på blomsterne. Hun hilste ikke på bierne. Hun satte bare den ene fod foran den anden. Hun gik forbi tuerne og forbi grøften. Hun gik forbi kløverbusken, hvor haren lå og snorkede med ørerne ned over øjnene. Og hun gik videre.
Hen på eftermiddagen vågnede haren. Han gned sig i øjnene. Solen stod lavt. Han så sig om.
“Hvor er skildpadden?”
Så hørte han dyrene juble nede ved dammen. Han sprang op og løb, alt hvad han kunne. Han løb så hurtigt, at ørerne flagrede. Men da han kom ned til dammen, sad skildpadden allerede ved vandkanten. Hun var kommet først.
Alle dyrene klappede for hende. Musene peb. Fuglene sang.
Haren stod og pustede. Han kiggede på skildpadden. Han kunne ikke forstå det.
“Du er jo så langsom,” sagde han.
“Ja,” sagde skildpadden. “Men jeg holdt ikke op.”
Haren tænkte længe over det. Så satte han sig ved siden af hende i græsset. “Det var godt løbet,” sagde han. “Næste gang sover jeg ikke.”
“Næste gang,” sagde skildpadden, “går vi måske bare sammen. Så kan du fortælle mig, hvad der er længere fremme.”
Og sådan blev det. Hver morgen gik haren og skildpadden ned til dammen sammen. Haren hoppede lidt frem og kom tilbage og fortalte, hvad han havde set. Og skildpadden gik i sit eget tempo og kom altid frem.
Nede ved dammen sover skildpadden i nat, du, med hovedet trukket ind i skjoldet. Og ved siden af hende ligger haren i græsset, træt efter en hel dag med spring frem og tilbage. Langsomt og roligt kommer man også frem. Godnat.
