Der var engang en lille by, der hed Solby. I Solby boede der en meget modig brandmand ved navn Viktor. Brandmand Viktor elskede sit job, fordi han kunne hjælpe folk og gøre byen til et trygt sted at bo. Han havde en stor, rød brandbil, som han kørte rundt i, og han havde altid sin skinnende hjelm på hovedet.
En solrig eftermiddag, mens Viktor var på brandstationen og pudsede sin hjelm, ringede alarmklokken pludselig. “Ring, ring, ring!” lød det højt. Viktor sprang op og løb hen til telefonen. Det var en lille pige ved navn Emma, der ringede. Hun lød meget bekymret.
“Hjælp, Brandmand Viktor! Min lille kat, Pjuske, er kravlet op i et højt træ, og hun tør ikke komme ned igen!” sagde Emma med en lille gråd i stemmen.
Viktor vidste, at han måtte handle hurtigt. “Bare rolig, Emma. Jeg kommer med det samme!” sagde han beroligende. Han tog sin hjelm på, hoppede ind i brandbilen og kørte afsted med sirenerne tændt.
Da Viktor nåede frem til parken, hvor træet stod, kunne han se den lille kat sidde højt oppe i træet og miave. Emma stod nedenfor og kiggede op med store, bekymrede øjne.
“Hej, Emma,” sagde Viktor venligt. “Lad os få Pjuske ned fra det træ.” Han tog en lang stige fra brandbilen og stillede den op ad træet. Forsigtigt begyndte han at klatre op mod den lille kat.
Pjuske så lidt bange ud, men Viktor talte blidt til hende. “Hej, Pjuske. Du behøver ikke være bange. Jeg er her for at hjælpe dig,” sagde han med en rolig stemme.
Langsomt og forsigtigt rakte Viktor sin hånd frem mod Pjuske. Den lille kat snusede til hans hånd og begyndte at spinde. Hun kunne mærke, at Viktor var en ven.
Med et forsigtigt greb løftede Viktor Pjuske op og holdt hende tæt ind til sig. “Sådan, lille ven. Nu skal vi ned til Emma igen,” sagde han og begyndte at klatre ned ad stigen.
Da Viktor nåede jorden, løb Emma hen til ham med et stort smil. “Tak, Brandmand Viktor! Du reddede Pjuske!” sagde hun glad og tog sin lille kat i armene.
Viktor smilede og sagde: “Det var så lidt, Emma. Husk, at jeg altid er her for at hjælpe, hvis I har brug for det.”
Emma krammede Pjuske tæt og sagde: “Vi er så heldige at have en superhelt som dig i Solby, Brandmand Viktor!”
Viktor vinkede farvel til Emma og Pjuske, mens han satte sig ind i sin brandbil igen. Han kørte tilbage til brandstationen med en varm følelse i hjertet, glad for at have hjulpet endnu en gang.
Og sådan endte en dejlig dag i Solby, hvor Brandmand Viktor igen havde vist, at han var en ægte helt, der altid var klar til at hjælpe dem, der havde brug for det. Godnat og sov godt, små helte derude!
