Der var engang en brandmand, der hed Viktor. Han var ikke den hurtigste på brandstationen, men han var den, der havde været der længst, og han havde et skæg så hvidt og tykt, at børnene troede, han var julemanden om sommeren.
En onsdag eftermiddag ringede telefonen. Det var en pige, der hed Lærke. Hun græd.
“Min kat sidder i et træ,” sagde hun. “Det store kastanjetræ i parken. Hun hedder Kirsebær, og hun er kommet helt op, og hun kan ikke komme ned!”
“Hvor længe har hun siddet der?” spurgte Viktor.
“I en time!”
“Så kommer jeg,” sagde Viktor. “Men jeg kører uden sirene. Katte kan ikke lide sirener.”
Han kørte til parken i den lille brandbil. Ved kastanjetræet stod Lærke med rødt ansigt og hendes mor ved siden af. Og højt oppe, på en gren, sad en lille rødstribet kat og miavede.
Viktor kiggede op. Han lagde hovedet på skrå.
“Skal du ikke hente stigen?” sagde Lærke.
“Jo,” sagde Viktor. “Om lidt. Men først skal vi prøve noget andet. Har I noget, hun godt kan lide?”
“Tun,” sagde Lærke. “Hun elsker tun.”
Lærkes mor løb hjem efter en dåse. Imens satte Viktor sig på græsset under træet. Han klappede på pladsen ved siden af sig.
“De fleste katte kommer selv ned,” sagde han, da Lærke havde sat sig. “Det tager bare tid. Op er nemt for en kat. Ned er svært, fordi kløerne vender den forkerte vej. Hun skal lære at gå baglæns.”
“Baglæns?”
“Ligesom når du klatrer ned ad en stige. Med numsen først.”
Lærke fnisede, selv om hun stadig var ked af det.
Mor kom med tun. Viktor åbnede dåsen og stillede den ved foden af træet. Så satte han sig igen. Og så ventede de. Viktor, Lærke og hendes mor, i græsset, uden at sige ret meget.
Kirsebær snusede. Hun kunne lugte tunen. Hun kiggede ned. Hun miavede. Så vendte hun sig om på grenen, meget forsigtigt, og satte den ene bagpote ned på stammen.
“Hun prøver,” hviskede Lærke.
“Bliv siddende,” hviskede Viktor. “Ikke kalde. Bare vent.”
Kirsebær satte den anden bagpote ned. Så krøb hun, med numsen først, et lille stykke ned ad stammen. Så standsede hun. Så et stykke til.
Det tog lang tid. Lærke holdt vejret så meget, at hun blev svimmel.
Et par meter over jorden stoppede Kirsebær helt. Hun sad fast i en knast og vidste ikke, hvordan hun skulle komme videre.
Nu rejste Viktor sig. Han hentede stigen fra brandbilen, men han slog den ikke helt ud. Han stillede den op ad stammen, gik to trin op og rakte armene frem. Langsomt.
Kirsebær kiggede på ham. Så lod hun sig falde det sidste lille stykke ned i hans store hænder.
Viktor gik ned og lagde hende i Lærkes arme. Katten gik direkte hen til tunen.
“Du reddede hende,” sagde Lærke.
“Hun reddede sig selv,” sagde Viktor. “Jeg tog bare det sidste trin.”
Han blev og drak en kop kaffe på Lærkes trappe, før han kørte. Kirsebær lå på hans knæ og spandt. Hun lugtede af tun.
Om aftenen sov Kirsebær på Lærkes fødder. Hun havde klatret meget for en dag.
Numsen først, når man klatrer ned, du. Det husker Kirsebær nu. Og du kan klatre ned i søvnen på samme måde, langsomt, et trin ad gangen. Sov godt.
