Der var engang en pige på syv år, som var hemmelig agent. Hendes rigtige navn var Clara, men når hun havde solbriller og fars gamle trenchcoat på, var hun Agent Alfa. Hendes lillebror Bertil var Agent Gamma. Han var fire og fik lov at være med, hvis han ikke snakkede under missionerne.
En lørdag kom mor ud i haven med en rive i hånden og et meget irriteret ansigt.
“Jeg har glemt koden til redskabsskuret,” sagde hun. “Alt haveværktøjet er derinde. Og plæneklipperen.”
Agent Alfa skubbede solbrillerne op i panden. “Det er en sag for os.”
Hængelåsen på skuret havde fire små hjul med tal fra nul til ni. Mor havde selv valgt koden for et år siden. Hun kunne kun huske, at det var “noget med familien”.
“Agent Gamma,” sagde Alfa. “Forstørrelsesglas.”
Gamma hentede det. Han snakkede ikke. Han nikkede bare meget alvorligt.
Alfa kiggede på låsen gennem glasset. Hjulene var beskidte af jord og alger. Men nogle steder var de mindre beskidte. Fire tal var lysere end resten, som om nogen havde drejet forbi dem mange gange og slidt snavset af.
“Et, to, otte og ni,” læste hun op. “Det er de fire tal i koden. Men vi ved ikke rækkefølgen.”
“Hvor mange rækkefølger er der?” spurgte mor.
Alfa talte på fingrene. Så talte hun på Gammas fingre. “Mange,” sagde hun. “Fireogtyve, tror jeg. Vi kan prøve dem alle. Men en agent tænker først.”
Gamma løftede hånden. Han måtte jo ikke snakke.
“Ja, Agent Gamma?”
“Noget med familien,” hviskede han.
Alfa tænkte. Noget med familien. Fødselsdage? Hendes egen var i maj, femte. Bertils var i december. Mors og fars? Hun løb ind og kiggede på kalenderen på køleskabet, hvor alle fødselsdage stod med rødt.
Ingen af dem havde både et, to, otte og ni.
Så kiggede hun på billedet ved siden af kalenderen. Det var af mor og far på deres bryllupsdag. Under billedet stod der med sirlig skrift: 12. september.
Tolv. Ni. Et, to og ni. Men der var et otte tilbage.
“Hvis det er dag og måned,” sagde hun højt, “hvad er så otte?”
Gamma løftede hånden igen. Alfa sukkede. “Ja, Agent Gamma, du må godt snakke.”
“Otte år,” sagde Gamma. “Far siger altid, at de havde været kærester i otte år, da de blev gift. Han siger det hver gang, han kigger på billedet.”
Alfa stirrede på sin lillebror.
Så drejede hun hjulene. Et. To. Ni. Otte.
Klik.
Låsen sprang op.
Mor kom løbende. “Hvordan i alverden …?”
“Tolv,” sagde Alfa og pegede. “Den tolvte. Ni. September. Otte. Otte år som kærester. Det er noget med familien.”
Mor kiggede længe på låsen. Så begyndte hun at grine. “Jeg havde fuldstændig glemt det,” sagde hun. “Det var far, der fandt på den kode.”
Agent Alfa skrev sagen ned i sin notesbog: LØST. Agent Gamma fik lov at skrive sit navn under. Han skrev et G, som vendte forkert.
Den aften fik de begge lov at blive oppe et kvarter længere. Agent Alfa sov med solbrillerne på natbordet. Agent Gamma sov med forstørrelsesglasset under hovedpuden.
Godnat, Agent Du. Missionen er slut for i dag. Solbrillerne kan ligge på natbordet. Hemmelige agenter sover også.
