Der var engang en lille, rød brandbil ved navn Basse. Han boede på brandstationen i en by med et springvand og et tårnur, og han havde en gammel messingklokke på taget, der havde en revne. Når han ringede med den, sagde den ikke ding. Den sagde klonk.
“Jeg ønsker mig en ny klokke,” sagde Basse til alle, der ville høre det. “En, der kan høres i hele byen.”
En morgen kom brandmand Jonas ud i garagen med en kasse under armen. Han blinkede.
I kassen lå en ny klokke. Den var blank som en ske og stor som en suppeskål. Brandkvinden Mette skruede den fast på taget, og Basse fik lov at prøve den.
DING!
Duerne på taget lettede. Tårnuret gik et minut for hurtigt af ren forskrækkelse. Og nede i byen kiggede alle op.
“Den kan høres i hele byen,” sagde Basse stolt.
Samme eftermiddag gik alarmen. En kat var kravlet op i det høje kastanjetræ i Præstens Have og turde ikke komme ned.
Basse kørte ud med Jonas og Mette. Og han ringede. Hele vejen.
DING! DING! DING!
Ved kastanjetræet stod en lille pige, der hed Ellen. Hun var forgrædt og pegede op. Højt oppe sad en hvid kat og klamrede sig til en gren.
“Det er Pus,” sagde Ellen. “Hun kan ikke komme ned.”
“Det ordner vi,” sagde Basse og ringede en sidste gang af ren glæde. DING!
Pus fór op. Højere. Endnu højere. Til hun sad helt oppe i toppen, hvor grenene var tynde som blyanter, og ingen stige kunne nå.
Der blev meget stille omkring træet.
“Hun er bange for klokken,” sagde Ellen lavt.
Basse sagde ingenting. Det var første gang, han ikke havde lyst til at ringe.
Mette kiggede på Jonas. Jonas kiggede på Basse. Så slukkede Basse sine lygter og motoren, helt af sig selv, og stod bare.
“Hvad plejer du at gøre derhjemme?” spurgte Mette Ellen. “Når Pus skal ind?”
Ellen tænkte. “Jeg rasler med hendes madskål,” sagde hun. “Og så synger jeg pus-pus-pus.”
“Prøv,” sagde Mette.
Så Ellen sang. Helt stille. Pus-pus-pus. Og Jonas fandt en tom dåse i bilen og raslede med et par nøgler i den, så det lød næsten som en madskål.
Der skete ingenting. Så skete der lidt. Pus rørte sig. En pote ned. En gren ned. Én gren ad gangen kom hun ned, hele vejen til den nederste, hvor Mette kunne nå hende med stigen og løfte hende ned i Ellens arme.
Pus spandt. Hun var ikke spor bange mere.
På vejen hjem ringede Basse ikke en eneste gang.
Den aften, da garagen var mørk, og alle var gået hjem, kunne man høre en ganske lille lyd fra Basses tag. Ikke ding. Ikke klonk. Bare et sagte tink, som når man rører ved en klokke med en finger for at høre, at den er der.
Næste morgen spurgte Jonas: “Er du glad for din nye klokke, Basse?”
“Meget,” sagde Basse. “Men jeg har fundet ud af, at den har to lyde. En til travle dage. Og en til katte.”
Tink, sagde klokken.
Tink, siger klokken også nu, du. Det er dens allerstilleste lyd, og den betyder: Alle katte er nede fra træerne, alle brandbiler er i garagen, og nu skal du sove. Godnat.
